Artist of the week

16. dec. 2015


Foruroligende, dybt, afklarende
På vejen til værket og i mødet med det om Lars Vilhelmsens kunstneriske virke.
2015/2016

Read it in English here: Lars Vilhelmsen Translation from Karen Ay

Af Charlotte Mosen

Lars (8 of 11)
‘Votiv’, Lars Vilhelmsen, 2015/2016, digital c-print

Second Hand
Lars Vilhelmsens kunstneriske virke har efterhånden mange år bag sig. Det har været alsidigt og spændende og givet mulighed for at forholde sig ud fra forskellige vinkler. I denne tekst har jeg skrevet om et udsnit af Lars’ virke og trukket en tråd og trådt en sti fra en fortid, som jeg på forskellig vis har været engageret i, fordi vi begge har interesseret os for en konceptuelt betonet arbejdsform.
Der er gået nogle år for os begge, hvor vi ikke har fulgt hinandens virke og, som sket før, er vi pludselig inde omkring hinanden igen, rent kunstfagligtog jeg kan se, at vi begge udfordrer vores fortidige kunstopfattelser.

Med tiden; hvor popart og readymade har ændret kunstbegrebet fra den traditionelle enkeltværksopfattelse, hvor kunstnergeniet var ophav, frem til kunstværker i serier, der rent faktisk bliver produceret udenfor kunstnerens fysiske rækkevidde; er det blevet tydeliggjort, at forståelsen for kunstnerens rolle i forbindelse med tilblivelsen af kunstværket har ændret sig i takt med de mange nye produktionsformer.
Lars vælger selv, hvilken rolle han vil spille, også siden han i 1998 begyndte at arbejde med kunstværk. Han har fortsat den side af sit virkefelt frem til nu. Når man kender til hans værkers tilblivelse, er tråden bagud til hans mere konceptuelle kunstarbejde tydelig, specifikt i hans fotoarbejder, hvor Lars styrer selve fotoprocessen i et professionelt fotostudie, mens han assisteres af en tekniker.

Lars (9 of 11)
‘Memorial gift’, Lars Vilhelmsen, 2015/2016, digital c-print

Lars vælger selv hvilken rolle, han vil spille
Fotografiet er et foretrukket medie, fordi Lars har brug for et medie, der kan dokumentere de tableauer, han skaber af multisammensatte materialer. Foto er også aktuelt som medie, fordi det har masseproduktionens mulighed i sit udtryk. Lars’ fotodokumentationer efterlader ingen spor af tempo og rum, de er glatte, skinnende og skønne.
Foto generelt, som udtryk, kalder på at blive motioneret ind i vores tids perfektionsfikserede livsstil. Brug af fotografi som medie, kan i kraft af dets aktuelle udtryk, medvirke til at stille spørgsmål ved netop vores livsstil og eksistens, hvis der lægges en distance mellem indhold og udtryk.

Jeg synes at opfatte en distance, en mediebevidsthed i Lars’ værker. Modsætninger brydes: flora versus ubetydelige og masseproducerede ting samt objekter, som Lars har skabt underlige, versus stereotyp masseproduceret flora. De forførende og smukke umiddelbare udtryk versus indholdssiden, hvor tingene ikke er, hvad vi tror de er.
For mit vedkommende virker det foruroligende, dybt, men også afklarende, som når en ting pludselig går op for en. Det får mig til at tænke på David Lynch, fordi han bruger objekter som klicheer, han ‘planter’ midt i universer, som egentlig er hverdagslige på overfladen, men som bliver ubegribelige og dermed meget fortolkningskrævende universer, der supplerer og udfordrer tanken om hverdagen som helt almindelig.

 

And Again – han lader stille konceptkunstneren træde i baggrunden
En af flere spændende stier bagud gennem Lars Vilhelmsens virke er temaet rejse. Han har med dele af sit arbejde bevæget sig rundt i ikke-forudsigelige rejseuniverser.
Fra at have arbejdet med projektet The Travellers Box i 2005 -2012, hvor han sendte en metalkuffert ud i omløb blandt landets og udlandets kunstnere, og på den måde forårsagede, at rigtig mange forskellige konceptuelt orienterede kunstarbejder blev sat i værk – ganske globalt og lang vej hjemmefra – og lagt frem på nettet til, at han selv stod med arbejdet Anomalous Zone. Worldmap, Klejtrup, Denmark midt på verdenskortet og nu til, at han de seneste år arbejder mere traditionelt med kunstværker, er hans rejse blevet inderliggjort.

Lars’ arbejde foregår nu på det sted, på den lokalitet, hvor han selv befinder sig. Geografisk set er vi i Nordjylland og således langt fra det koncentrat, der udgør en national kunstscene. Vi har derfor at gøre med en udkants-ramme. Selv er Lars i tvivl om, hvorvidt udkantsrammen er en reel begrænsning for hans udfoldelsesmuligheder, men han mener alligevel, at der har været en udlængsel. Netop her, præget af udlængsel og alligevel ikke, rejser konceptkunstneren Lars Vilhelmsen hjem og går solo. Han forbigår den form for kollaboration, som ellers har løftet hans kunstengagement langt omkring, langt ud i den verden, som omslutter den del af aktuelt kunstarbejde, der manifesteres som global foreteelse i form af dokumentationer på netbaserede medier. Han lader stille konceptkunstneren træde i baggrunden, da arbejdet omkring kunstværket trænger sig på.

Worldmap Klejtrup

Dokumentation. Af Lars Vilhelmsen.Titel. Anomalous Zone. World Map, Klejtrup, Denmark 2003.

BilledetilPortable. Subtropical. Wellington-New Zealand2010

Dokumentation. Arbejde til The Travellers Box. Projekt af Jeremy Booth. Titel. Portable, Subtropical. Wellington, New Zealand 2010.


Genforbrugeren
Lars genbruger ting op til flere gange. Planter og objekter, fundne og købte. Fx fra genbrugsshops og planter fra masseproduktion. Lars finder endog afgået flora fra kirkegårde og fra gerningssteder, men det er ikke noget, han peger på i sine færdige værker. Der er hverdagsobjekter, som giver mindelser til kunstobjektet readymade, hvilket kunstnere bruger til at udtrykke, at kunst og det ‘almindelige’ liv hænger sammen.
Lars ændrer sine objekters oprindelige funktion, skærer fx emballage midt over, indføjer lerarbejde og påsætter forskellige materialer og giver derpå objekterne nye funktioner. Samtidig indføjer han sin flora heri, så han ender med at have skabt helt anderledes sammenhænge.

Det er centralt for Lars, at han skaber sine tableauer sådan, at de fremstår som om, enhver kunne have lavet dem. De skal ikke have skulpturelle kvaliteter, og ikke fremstå som kunstværker i den forstand. Derfor arbejder Lars hurtigt, når han skaber sine tableauer for at minimere sin egen trang til at vurdere tableauet æstetisk. Tableauerne skal først blive til kunstværker i det øjeblik, hvor Lars har lavet opstillingen og gjort klar til at der kan trykkes på udløseren.
Efter fotodokumentationen leverer Lars objekterne og planterne tilbage til, hvorfra de kom, og bringer dem i cirkulation i genbrugsmiljø, drivhuse og havestuer igen. Det sker også, at han giver objekterne væk som gaver, hvilket kan opfattes som en gestus, som en mellemmenneskelig handling, der peger på værdien af generøsitet.

Under alle omstændigheder er de kunstværker, Lars på denne måde skaber og viser verden, udtryk for fantasifuldhed. Jeg opfatter det, jeg ser på Lars fotografier, som meget fantasifuldt og fornemmer, at Lars gerne vil pointere, hvordan man med brug af sin fantasi, godt kan påvirke ting omkring sig. Hvem ved, om Lars leger med ideen om, at alle mulige ting omkring os, har en påvirkning på os. Sådan, at historien skrives både fra tingenes og fra menneskenes perspektiv?
Man kan ikke se det ud fra Lars’ kunstværker, men Lars indsamler brugte objekter/genstande, og man kan fristes til at give ham tilnavnet Genforbrugeren. Man kan forestille sig, at han indsamler og gemmer objekter, så han til enhver tid har mulighed for at rejse lidt rundt i tingenes verden og skabe nye mentale universer.


Lars (1 of 11)
‘Supper’, Lars Vilhelmsen, 2015/2016, digital c-print

Kunsten er skøn, hvis lysten ledsager forestillingerne i refleksion – billeder der har deres eget æstetiske liv
Udenfor filosofiens verden bruger vi ikke længere begrebet skøn kunst. Vi sondrer måske ikke engang mellem vurderingen kunst versus ikke-kunst. I højere og højere grad er det en personlig vurdering, om kunst er kunst eller ikke, men samtidig er det alligevel sådan, at når man står overfor et kunstværk og tænker på, om det er kunst, har man bedre forudsætninger for at vurdere på et ordentligt grundlag, hvis man i forvejen ved noget om kunst, og hvis den personlige vurdering gøres på en dybsindig og indsigtsfuld måde.

Den skarpe kniv i skuffen vil opdage, at der er forskel på kunst, og at noget kunst indebærer mere indhold end andet kunst. Vi skelner nok oftest mellem god kunst og dårlig kunst, hvor begrebet skøn kunst nærmest vil svare til vurderingen ‘god kunst’. Det der gør et kunstværk til skøn kunst, er kunstnerens evne til at udtrykke sin ide. Ideen skal fremstå på en måde, så kunstværket er i overensstemmelse med dets ide. Det vil sige, at mødet med værket, fra alle mulige forskellige indgangsvinkler til værket, skal afstedkomme, at værket indgyder selvfølgelighed. Værket skal være tydeligt omkring de principper, der bærer værket, og værket skal røre os på vores grundlag, eksistens, følelser, fornuft, kløgt på en måde, hvor vi går ind i værket på værkets betingelser, og følger dets principper og dets orden – fordi værket giver os lyst til at ‘lege med’. Man kan sige, at det skønne kunstværk skal være befordrende for sindet og samtidig for refleksionen på en legende måde uden andet formål. Når fantasien og forstanden går op i indbyrdes leg, er kunst skøn, og det synes jeg Lars’ værker er eksempler på. Hans leg med objekter tager form som enkeltværker, som billeder, der har deres eget æstetiske liv i kraft af hans iværksættelse og ide. Det handler om at indhold og form giver hinanden, uden samtidig at tage fra hinanden.

_MG_5278

Lars Vilhelmsen 2015 79 x 96 Digital c-print 

Billboard.at. Projekthaus. Hamborg.sep. 2015Billboard Projekthaus Hamborg 2015


Det billedunivers der præger Lars’ værker
Det billedunivers der præger Lars’ værker gennem de seneste 5 år, er meget meget smukt og meget meget sanseligt. Helt professionelt udarbejdet. Resultaterne er meget finished. Klart nok skal de enkelte billeder forføre de blik, der måtte falde på dem. Men så klapper fælden! Det lækre, med det umiddelbart uimodståeligt afbildede objekt, er belyst ‘som om’ – for objektet er ikke lækkert, når man kigger nærmere på det. Objektet fungerer ikke som den ting, det engang var, og det får en ny funktion, men der er ikke rigtig nogen logik længere. Billedindholdet er faktisk `løgn`, for det ‘efteraber’ eller mimer, at være et objekt med en logisk funktion. Man ærgrer sig lige en stund, når man opdager en pisten og skarpbladet plante i grønviolette farver, der står i en oversized plasticemballage fra en hverdagslig forbrugsvare. Næsten på trods af skuffelsen indrømmer jeg, at den lille udflugt ind omkring objektet er spændende, og udfordrer mig til at kigge efter og tænke nærmere over meningen i billedet.

Objektet på hvert foto, i/på værkerne, fremstår helt skarpt og med en blød men kontant belysning på en lun sort baggrund, som ikke sætter andre grænser mod objektet end fortætning og uendelighed, akkurat som om objektet var slået af den sorte fylde, nærmest poppet ud af den og nu manifesteret sig med et optimistisk lys omkring sig.

Tiden, alle årene, hverdagen, brugtheden, samples i Lars’ værker, og står stille. Helt i tråd med at Lars ønsker, at hans værker maner til eftertænksomhed, og at de etablerer rum dertil. Det er alment, at vi mennesker har brug for fordybelsens rum som modvægt til alt det hastige, det hurtige, fluxet og lyset.  

Lars (7 of 11)
‘Tableau’, Lars Vilhelmsen, 2015/2016, digital c-print

Processen, værkerne og verden
Der er ingen tvivl om, at Lars’ værker udspringer af en eksistensbetonet ide om at være, som også kommer til udtryk i rejsetemaet. Fordybelse, tid og rum fremstår som værdier i det enkelte menneskes liv, og den ganske gratis leg med hverdagens objekter og flora indbyder både fantasien, men også forstanden, i en skøn blanding, hvor det er tydeligt, at Lars bruger kunsten som en tilgang til virkeligheden. Tanker om forbrug, genbrug, grøn verden, stillingtagen, kreativitet, leg og fantasi. Hans værker maner til eftertænksomhed, og fremadrettet set håber jeg, at Lars fortsat vil holde en sti fri den vej ud af det vante og ind i åbenheden, trods det ydre pres fra hverdagens trommerom.

Lars Vilhelmsen
www.larsvilhelmsen.com
http://www.europeanprospects.org/lars-vilhelmsen

The Travellers Box:
https://www.youtube.com/watch?v=5kYEEueqSFs

 

 

 

 

 

1. nov. 2015

En ikke-anmeldelse af noget ikke-aktuelt men nærværende

IMG_2912

Umiddelbart laver vi ikke anmeldelser på artistoftheweek.dk, men vi blev alligevel fristet til at læse og se denne lille fine bog som med titlen ‘SAKS, KNIV, ÆSKE, MALERTAPE, HÆNGELÅS’ får os til at sige remsen; sten, saks, papir. Bogen er et samarbejde mellem Claus Ejner (malerier) og Sternberg (tekst).
Så at vi ikke laver anmeldelser gør også at dette ikke bliver en sådan traditionel en af slagsen, men nærmere en beretning af om at opleve ord og billede.

Kapitlerne med de få poetiske sætninger er klare som titlen af bogen. Hurtigt bliver vi hængslængt i vores rodede atelier, men som vi begynder at læse de korte sætninger drejer Ejner og Sternbergs os ind i et lidt samfundskritisk rum, altså ikke til alle tider vores atelier. Og her kommer anmelderen vist op i os. Som vi kommer igennem bogen med intentionen at skrive noget om den, gør at vi automatisk tillægger lidt mere kritik og samfundssammenhæng end vi ellers ville have gjort.
Fx læser vi mennesket ind i saksene og gør os de store samfundsmæssige fortolkninger. Hvordan er mennesket i verden og hvordan er vi sammen og ikke-sammen;

>>Alle saksene begynder at vokse.

Det er klart, at de på et tidspunkt møder hinanden.<<

Anderledes er KNIVen mystisk for os. Hvoraf sidste strofe klinger som referende til en fuld graviditet; 

>>Om ni måneder er det her en gaffel<<

Men med knive kan man udøve vold, fortære ting og kan være et symbol på et dårligt ægteskab. Teksten står i kontrast til de ellers rolige og behagelige symmetriske malerier malet af Ejner. Blå knive af model ‘generel plastik kniv uden takker’ på en hvid dug. Alene og forladt indtil de som skrevet kan blive til gafler.

Vi kan godt lide ÆSKEr og af samme grund som Sternberg beskriver;

>>Gode æsker holder på indholdet.

Der er ikke noget, som trænger ind i en god ækse.<<

Vi ledes igen ind på snerten af en samfundsstruktur eller mangel derpå, der synes kritiseret – gad vide hvor vi så selv står politisk i sammenhængen mellem ordnede og uordenede æsker?
Det er også lige her i finurligheden af beskrivelsen af hvad æsker er og kan, at vi får lyst til at gøre den til en pixiebog og læse den op for (vores) børn. 

IMG_2916

MALERTAPEn har vi alle liggende i vores atelierer, praktisk i adskillige sammenhænge. Sternberg personificerer objekter ved at give dem bevægelse, at selv de simple af slagsen får os til at tænke på vores egen bevægelser gennem, ja, nok en gang; samfundet eller skal vi lige trække den større; selve livet. Der er noget vemodigt over malertapen, som om den efterlader et forladt festlokale til os;


>>Der er tre ruller malertape.

De to af dem er på vej væk.<<

Symmetri går igen gennem hele bogen. Symmetriske ruller der følges ad og så forlader hinanden, som tegn på vores symmetriske individualitet (se, vi kan ikke holde samfundskritikeren væk). Vi er bange for vi læser for meget ind i det – men why not? Digte kan være umiddelbare for læseren og griber dig midt i der hvor du er – vi valgte at læse den et roligt sted, faktisk på et eksistentialistisk ladet sted, en kirkegård i efterårs tågen. Det har selvsagt påvirket vores læsning. 

Sidste kapitel HÆNGELÅS gemmer vi til du selv kan læse den. Helt ærligt er vi forundret over at så fin en udgivelse kan fås for 50 kr. – ja, nærmest det vi gladeligt giver for en kop kaffe i indre by.

SAKS KNIV ÆSKE MALERTAPE HÆNGELÅS er et samarbejdsprojekt mellem claus ejner (malerier) og Sternberg (tekst) i serien Elefantsæbe (skal tisse), udgivet af forlaget dada-invest i 2013. Du kan få fat på bogen gennem dada-invest.dk eller www.sternbergs.dk

 

 

30. okt. 2015 / februar 2015

Rejsebrev fra Wassiac, New York af Clara Starck

Home

Ankomst til NYC JFK,

“Left hand. 4 fingers. Thumb…”. “Right hand, 4 fingers. Thumb…”.

sagde damen i paskontollen.
“So what are you here for”?.
“Residency in Wassaic, to work as an artist”.
“Where are you staying”?
“At Wassaic”.
“Where is that”?.
“Up north, east of Pookeepsie”.
“But what is the address”?.
”Just a second, (checking the address on my phone), Wassaic Project, 37 Furnace Bank Road, Wassaic”.
“OK. When was your last time in US?”.
“Hmm, about 2 years ago”.

“Welcome to US”.

At få bagagen tog en evighed, ventede, prøvede at undgå den snigende frustration ved at læse New York Times. En dame kom og sagde undskyld for den lange vente tid.
Der var gode nyheder, to tredjedel af Amerikanerne vil stemme på en kandidat som bekymrer sig om klimaforandringer og statistikker viser også, at “der er en mindre sandsynlighed for at Amerikanerne stemmer på kandidater der sætter spørgsmåltegn ved, eller afviser videnskabelige beviser for, at klimaforandringer er menneskeskabte.

Jeg havde kun én dag i New York City, før jeg tog toget, en to timers tur mod nordøst. Jeg fandt derfor et billigt hostel i New Jersey, i et område der tog mig tilbage til min tid i Peru og Columbia, hvor jeg var i Artist in Residence forrige vinter. Alle talte spansk, de hilste på mig i de små butikker på spansk. Hvert andet gadehjørne bød på bjerge af peruviansk mad og colombiansk brød. Og T-Mobile forhandleren kunne tilbyde mig kontrakten på spansk, dog også på engelsk og senere viser det sig at jeg med jævne mellemrum får reklame-sms’er på spansk.

Næste aften tog jeg det billigere off peak tog fra Grand Central Station til Wassaic. Jeg fik derfor ikke betragtet landskabet gennem vinduet på toget da mørket var faldet på.
Ved min ankomst til Wassaic blev jeg mødt af et lysende hvidt snelandskab.
Wassaic Project programleder Charlotte ventede på mig ved stationen i sin firehjulstrækker. Ladet halvt fyldt af sne. Jeg banker det værste sne af skoene, sætter mig ind. Vi kører afsted.

Vi passerede jernbanesporerne og nogle få huse. Hollow Road indgangen til Wassaic landsby dukker op. Hovedgaden, forbi baren og den lille købmand. Over en meget lille bro, standser længere oppe ad vejen. Charlotte parkerer bilen i et ryddet område med plads til seks biler, lige foran en stor bunke sne. Vi klatrer begge gennem sneen og går ad en lille sti op mod et hus. Jeg står i sne til det øverste af anklerne. Vi er fremme ved huset hvor jeg skal bo, et rødt træhus med veranda.

Studio

Charlotte gav mig en kort introduktion, de andre i huset var rundt omkring i landsbyen og spurgte om jeg havde nogle spørgsmål. Charlotte siger, hun ville vise mig værkstedet og alt det andet i morgen – ”see you”.

Wassaic er en landsby i Amenia distriktet. Alting er meget lokalt; én bar (som også er restaurant i weekenden), én lille lokal butik og et posthus. Alt andet er minimum 10 min bilkørsel væk. Eller en 40 min cykeltur, uden cykelstier – vi er jo i USA.

Landsbyen Wassaic ligger tæt på stationen. Toget kører stadig igennem byen, passerer møllen så det ryster og kører bagom det røde hus jeg bor i. Det tuder for at advarer om at det kører igennem. Tilbage i tiden stoppede toget ved Møllen, der ligger midt i landsbyen, her har jeg atelier med 6 andre kunstnere.

En lille uge er gået og jeg er faldet til, både i mit nye hjem og atelieret. Hjemmet er det røde hus (lidt rigelig beskidt, men det fik jeg hurtigt sat skik på). Jeg deler det med tre andre. Der er et stort fælles køkken med plads til samtale og ind imellem til arbejde.

Vi har alle vores værkstedsplads i det gamle møllekompleks, her sidder jeg på anden etage. den tilstødende bygning består af fire etagers groft restaureret mølle, som er lidt af en labyrint af rum og trapper. Her blev der førhen malet mel. Det er her residenciets sommerudstillinger finder sted og hvor vi som kunstnere kan eksperimentere med større værker. Men der er ingen varme på! Og det er ufattelig koldt på dette tidspunkt i New York, ned til minus 13 grader skal det vise sig.
De fleste amarikanere tror, at det er koldere i Danmark, eller at jeg i det mindste er vant til noget lignende.
Jeg blev virkelig sat på prøve efter adskillige uger med en temperatur mellem minus 4 og minus 13 grader og isvind. At blive indendørs og fordybe mig i tegningerne, blev min foretrukne løsning. Det smukke, sneklædte landskab og gåturenes ro får mig dog ud i ny og næ. Det viser sig også som en god måde at falde i snak med de lokale på. Kæmpestore istapper hænger ned fra huset og ned fra klipper ved siden af en større å. Alting bliver dæmpet af sneen. Togene der passerer gennem landsbyen for fuld hastighed får ny charme.

Porch

Arbejdsforhold og forventninger

Jeg er klar over det vil være vanskeligt at finde tid til at nå det hele, i den forstand både at interagere mig i de nye omgivelser og kollegaer samt mine egne mange projekter. Det er ligeledes svært kun at vælge nogle få ting ud. Det er der sandsynligvis ikke noget nyt i og noget mange nok vil kunne genkende.

Derfor har min tilgang til mit arbejde ved dette arbejdsophold været meget afslappet, i forhold til at skulle opnå ét bestemt mål. Min tilgang har snarere været at arbejde, udforske og få læst meget der vil rykke i min praksis.

Med primært tre projekter på tegnebrættet er:

#1 Udvikle en historisk industriel maskine. Dette er et skulpturelt projekt, hvor jeg lige nu er på forskningsniveau. Jeg researcher i historien om maskiner og produktion og går i dybden med maskinelt udstyr. Jeg læser om programmering og basalt Arduino til styring af min kommende maskine.

#2 Jeg undersøger og forsker i Dr. Stanzley, en antropolog, som jeg har arbejdet med i flere år nu. Jeg imiterer hans arbejde og finder frem til hans arbejdspladser rundt om i verden. Sidst jeg så et af hans kontorer var i Campo Verde i Peru. Udover arbejdsroen i de landlige omgivelser, er det netop årsagen til, at jeg har valgt at opsøge udkanten af New York, eftersom der findes endnu et af Dr Stanzleys kontorer her i nærheden af Beacon.

#3 Jeg er her også for at finde ud af udstillingsdatoer i Galleri Soloway i NYC, samt kontakte flere andre udstillingssteder i New York og se udstillinger og kunstmesser i byen.

Jeg er netop kommet tilbage fra en weekend inde i byen hvor jeg boede i Harlem. Min assistent Julie Lind og jeg besøgte kunstmesserne Volta og Pulse. Jeg besøgte MOMA PS1 og New Museum samt en række selvdrevne gallerier. Vi nåede desuden et par ferniseringer og et meget inspirerende after party i en funky lejlighed i Williamsburg.

Da jeg besøgte New Museum, så jeg deres tredje trienniale med titlen ”Surround Audience”, som er blevet nævnt i det norske magasin Kunstkritikk. Den har i det hele taget fået meget omtale. Det centrerer sig om upcoming kunstnere rundt om i verden, repræsenteret dette år, ved 51 kunstnere, på tre etager. Ærligt talt, var det meget overfyldt og få tal gjorder sig særligt bemærket.

Det virkede ufærdigt og stadig eksperimenterende. Som om man burde vende tilbage en uge senere, i håb om at noget afgørende er sket.
For mit vedkommende tog det overfyldte meget af min opmærksomhed.
Måske gør det overfyldte setup; at de enkelte elementer ikke har plads til at separeres. Sammen bliver det temmeligt forvirrende.

Der var dog to værker, som er værd at nævne:
Lawrence Abu Hamdan med to værker om Cairos støjforurening, i to forskellige former. En film og en lydskulptur, der begge berører betydningen af lyd, når det bliver til støj. Josh Kline: ”Freedom” (2015) en installation bestående af en digitalt manipuleret tale af Obama vist med projekter på væggen. Soldat robotter med små skærme på maven som Telitoppies, der viser krigen i hverdags perspektiv. Emner som behandler politik, lobbyisme, sociale medier og overvågning i en interessant og mystisk blanding.
Det var altså kun to-tre ud af de 51 værker i udstillingen som ikke virkede fragmenterede og havde en form for refleksivitet.

Stanzley

Stanzley2

MOMA PS1 havde hele tre udstillinger om politisk magt:
Udstillingen ”Zero Tolerance Policy” om strafferet og dom for mindre forbrydelser med stærke sanktioner. En forbløffende stor gruppeudstilling med en lang række videoinstallationer, der viste demonstrationer og optøjer, herunder flere historiske begivenheder. Listen er både stor og interessant, og det fængede til trods for at udstillingen var kurateret på en måde, som gjorde det vanskeligt at koncentrere sig, da lyden fra andre film overtog rummet.

Wael Shawky: ”Cabaret Crusades” – en marionetfører og mationetfilmskaber. En del af udstillingen var fremvisning af et bredt udvalg af hans marionetdukker i store glasmontrer samt hans tre dukkefilm baseret på historien om det store korstog. Første film varede ca. 35 min. Anden film varede 1 time og 15 min. Tredje film var over to timer lang. Jeg har set nogle af filmene præsenteret tidligere og jeg er ikke overbevist. De er smukke, men tempoet er uhyre langsomt. Man skal kende historien, for at kunne genkende den. På samme måde som en opera. Jeg stiller spørgsmålstegn ved, om de mon ikke snarere skulle vises i en biograf eller på en filmfestival, frem for et museum. Jeg kan anbefale dem, hvis du har en særlig interesse i det historiske og religiøse aspekt af det store korstog.

Samara Golden: ”The Flat Side of the Knife” er som et drømmeland for voksne. En installation, en stue, der går over i fornemmelsen af en lejlighed. En trappe, en sofa, en kørestol reflekteres i et spejlgulv og spejl loft, således at man både ser ned og op. Det giver en følelse af hjemmet som der hvor man kan fantasere og være på mange niveauer, måske endda ‘reflektere’ over verdenen udenfor.

”The Little Things Could Be Dearer”

Melanie Gilligan: Popular Unrest
Jeg kunne virkelig godt lide den forskelligartede sammenstilling. Fire skærme fortæller historien om mennesker, der bringes sammen af en uidentificerbar kraft. Beskrevet elegant via 4 skærme, med hver et afsnit af historien Popular Unrest af Melanie Gilligan. Chancen for man kommer til at se alle afsnit kronologisk fra start til slut er minimal. Det beskriver i sig selv dilemaet af teknologiens fragmentering af fordybning og tilstedeværelse. Der er noget ironisk i denne dobbelthed af brugen af mediet og hvad det beskriver. Den samme ironi er historiens fortælle måde, der bliver ikke sat spørgsmål/der er ingen der sætter spørgsmål ved denne noget urealistiske fortælling. En fortælling om en kniv der kommer fra oven, ud af det blå, og dræber folk. Der er tilmed denne kraft der får fremmede mennesker til at mødes.

The Little Things Could Be Dearer” er en udstilling på PS1’s øvre etage med 6 yngre kunstnere, Værkerne i flere forskellige medier; skulptur, maleri, tryk, video. Hvor Melanie Gilligan: Popular Unrest indgår.
Der beskrives i udstillingens handout, at hver kunstner øger vores bevidsthed om mere direkte fysiske og følelsesmæssige relationer. Og det må man sige at denne fortælling af
Melanie Gilligan direkte i fortællingen tager fat på.

Sidst men ikke mindst, “Art Amnesty”- en konceptudstilling af Bob og Roberta Smith. Konceptet består i, at alle kan få deres værker med på udstillingen, hvis de blot indvilliger i at få det kasseret efter endt udstilling. Det kan også være, et hvilken som helst kunstværk, man ejer. Det er en kombination af en sidste mulighed for berømmelse i en større kunstinstitution før du giver dit ord på at give op eller det kunne også hedde at gå på pension som kunstner. Og muligheden for at kassere dårlig kunst, man beøves nemlig ikke udstille det inden det bliver kasseret, det kan gå direkte i de til formålet plaserede skraldespande; ”art bins”.

i dette hus arbejder jeg IMG_1702 small

Tilbage i Wassaics ro og idyl, tilbage i rutinen med at stå op, gå i værkstedet, blive gennemkold og gå tilbage til huset for at få varmen. Spise frokost og herefter tilbage til værkstedet og arbejde indtil kulden sætter en stopper for stillesiddende arbejde.

Vi har undervejs i forløbet haft sparring og fælles gennemgange af vores arbejde, med input fra Lauren og Adam, der udgør kunstnerduoen Ghost of a Dream.
Jeg har desuden haft nogle givende samtaler, med projektets grundlægger Jeff Barnett- Winsby, samt atelierbesøg med to kuratorer, og grundlægger Bowie Zunino.

Og ikke at forglemme de diskuterende lange samtaler med mine bofæller.

Nu har jeg ti dage tilbage af mit ophold og alting begynder at gå op i en højere enhed. Jeg har læst en masse bøger og artikler og fået set en hel del brugbare Vimeo/Youtube- videoer om elektronik og mekanik. Jeg har lavet en række mindre og større tegninger, jeg har besøgt Dr. Stanzleys kontor i Beacon, som jeg også har dokumenteret fotografisk. Derudover har jeg formået at ansøge Statens Kunstfonds arbejdslegat og fået en udstillingsaftale i stand i New York i 2016.
Et residency ophold er en fantastisk mulighed. Til trods for at jeg har måttet fryse en hel del.


Clara Starck, residency ophold på the Wassiac Project
www.CLARASTARCK.com

www.wassaicproject.org

Links til udstilingerne:
The New Museum
http://www.kunstkritikk.dk/kritikk/avatarerne/

PS1:

Samara Golden: The Flat Side of the Knife

Group exhibition:

The Little Things Could Be Dearer

Melanie Gilligan: Popular Unrest

http://momaps1.org/exhibitions/view/391

22. okt. 2015

IMG_0099

Træ i søen, på vest siden af Gentofte Sø.

Det var så det fotografi jeg ville have taget, som du ser her. Et fotografi jeg havde planlagt min rute efter og faktisk glædede mig til at fotografere. For en stund havde jeg genvundet den æstetiske glæde ved bare at fotografere, ikke for noget projekts skyld. En forbandelse der ligger over mig, hvor hvert et skud helst skal have en mening, en verbal konnotation for at kunne virke, sådan rigtig virke.
For sådan befinder fotografiet sig idag, kunst fotografiet vel at mærke. Ikke at en billedkunstner der bruger fotografi kalder sig kunstfotograf, for åh nej, jeg tager ikke landskabsbilleder, jeg bruger fotografiet som medie, sådan har jeg selv sagt. Ét rent æstetisk billede eksisterer knapt længere i kunstværker uden at være som et element i det store hele, som en del i et værk der består af både skulptur og installationer eller som et billede på eksperimentet der er blevet udført og undersøgt. Det i sig selv er ikke noget at brokke sig over. Sådan har udviklingen gået og sådan er (kunst)fotografiet idag og blomstringen er fantastisk hvis du spørger mig. I takt med at alle tager billeder, alle, og bruger det som ordene i deres hverdag, er æstetiske og gode billeder blevet allemandseje – derved er også elementerne i ens hverdag blevet allemandseje og det var i mødet med det at jeg konfronterede min forbandelse.

På en gåtur ved den lokale sø blev jeg fascineret af to træer i vandet. Jeg vendte tilbage dagen efter med mit kamera for at fotografere det, højtsigende til mig selv at det er helt okay bare at tage billedet for æstetikkens skyld (som dog til min forbandelses fordel blev rationaliseret til at det billede ville jo klart hænge sammen med et billede jeg tog i Grækenland for 2 år siden). En skoleklasse kommer løbende forbi træet og jeg går videre ad stien for derefter at vende tilbage, for at tage billedet. Bag mig, foran træet, ser jeg en anden ung fotograf der foretager præcis samme handling som den jeg skulle til at udføre. Jeg går straks videre, kameraet ned i tasken, forbandelsen vandt. Konfronteret med fotografiets velstand, med foragt for mit eget ego hvordan kunne jeg dog få den idé at det var smukt når nu han også synes det er smukt. Derefter observerer jeg at han også tager et billede af en and i vandet og mit ego har det godt igen. Jeg vender tilbage, skyder billedet og bliver pinlig over mig selv. Hvor kommer ideen, mit ego, at mit fotografi er mere specielt end hans? Hvorfor blev det hele lige pludselig o.k. fordi han fotograferede en and? I virkeligheden burde jeg tænke at det var dejligt vi begge syntes det var noget smukt der ville gøre sig godt på et fotografi. Jeg fik omend ikke for en stund gjort op med min forbandelse og det føles befriende, for mig og mine fotografier.

Tekst af Sara Glahn

Sara Glahn er billedkunstner (har for nylig valgt at ændre titel fra ‘visual artist’ til ‘multidisciplinary artist’ for at se hvad det kan bibringe hendes praksis. www.saraglahn.com


7. oktober 2015

Det åbne rum

Vi har fået interesse for et sted i det mørke Jylland, nærmere i Holstebro hvor kunstnerduoen Jens & Morten har startet et hus for kunst og produktion som simpelt kalder sig Slagteriet Holstebro. De har startet noget nyt som vi synes fortjener alles opmærksomhed. Vi tog en kort snak over telefonen, straks efter samtalen var vi inviteret til at komme over og være med og vi glæder os! God læselyst.

- Artistoftheweek.dk

Morten Stricker

foto: Morten Stricker

Uden løn agerer Jens & Morten bag Slagteriet Holstebro både billedkunstnere, arkitekter og omvisere. De er lige hjemvendt efter en weekend på den Alternative kunstmesse Alt_Cph hvor, tro mod deres sted, havde inviteret forskellige kunstnere til på stedet at producere og præsentere et værk. Jens & Morten er på Slagteriet da vi får fat i dem, hvor der fra baggrunden kan fornemmes et stort rum af klinker, hvor spørgsmålene bliver skudt tilbage til os. Vi er slet ikke de første der har vist interesse i dem og stedet, hvor deres navne har figureret i diverse lokalaviser, online kunstsider og senest fysisk på Alt_Cph. Så de må have fat på noget rigtigt.

Ikke hvad men at
Slagteriet er primært et rum for produktion og læring. Med produktion følger der samarbejdet, samtalerne og udvekslingen af kompetencer mennesker imellem som er det der er kernen for stedet. Dermed er der plads til diverse kunstarter og udtryksformer – det er egentlig ikke så vigtigt hvad du producerer, men at du producerer. Her er både performance, maleri, lydkunst, arkitektur, teater og professionelle som amatører indgår de med hinanden i rummenes åbne strukturer. Man kan undre sig over hvor mange slags kunstarter der egentlig er plads til i det gamle slagteri og på hvilken måde de kan kommunikere. Men Jens & Morten er ikke ignorante – de har ikke intentionen om at sammenbringe kunstarterne for at gøre dem ligeværdige, for ikke at sige det niveau kunstnerne er på. Det er ideen om et hus til produktion hvor proces og sparring er i fokus.

Afgiv ejerskab
En drivkraft for duoen er ideen om ejerskab. Egentligt vil de gerne have at flere kan få ejerskab over et værk, ikke i den forstand at der er flere afsendere, men at kunstneren bliver bedre til at afgiv ejerskabet af deres værker i skabelsen af dem. På den måde udfordres kunstpraksissen og man kan komme nærmere bedre at kunne forstå hvad det er man har gang i, forklarer de. Måske handler det ikke så meget om at lave noget nyt, men at gense sin praksis? Der giver det mening at lade andre involvere sig, som på Slagteriet hvor de skaber laboratorie tilstande og hvor den åbne arkitektur rumligt giver plads til de nye forbindelser, mellemmenneskelige møder som de kalder det. På den måde kan kunstnerne tilegne sig mere af noget andet.
Målgruppen på Slagteriet er bred og det nytter ikke at ekskludere, forklarer Jens & Morten. Det har selvfølgelig at gøre med at Slagteriet er et udlån fra kommunen og at de derigennem har en en slags samfundspligt de skal opfylde, men de sætter pris på at både de professionelle udøvende kunstnere møder det omgivne samfund og den ‘almindelige’ borger. Rent faktisk har de oplevet en stor interesse fra borgerne i Holstebro som nysgerrigt følger med i alle aktiviteterne på stedet.

Nærmiljø vs. professionel 
Vi prøver at få dem til at sige at de blander for mange kunstarter og samfundslag sammen og at det giver en broget usammenhængende kunst institution, men de er slet ikke interesseret i at se sådan på det. For dem og for huset handler det om produktionen, processen og mødet med andre og derigennem vil det sammenhængende opstå og være stærkt. Selvfølgelig er de interesseret i at få det professionelle netværk af samtidens billedkunstnere derover, og det har indtil videre heller ikke vist sig at være noget problem. At nærmiljøet tager lige stor del i huset forhindrer ikke udbyttet af et ophold på stedet for andre, mener de. Det er også sådan de selv arbejder når de arbejder som Jens & Morten, hvor tankerne omkring en total sammenhæng og salgsbarhed ligger i baggrunden. Der handler det om at give noget videre, forundre og sætte tanker igang hos andre. Deres værker er primært større installationer som har et socialt aspekt der opfordrer til interaktion og tit indgår som kunst i det offentlige rum placeret alle andre steder end København.

Provinsen
Det også derfra vi til slut kommer til at snakke om hvordan de placerer sig på den danske kunstscene. De er jo hverken et galleri, heller ikke helt et atelierfællesskab og med deres åbne struktur indbydes der til samarbejde fremfor resultater. De gider faktisk slet ikke snakken om at placere sig på kunstscenen, for ikke at nævne diskussionen om hvad kunst er. At være kunstner handler for dem om andet end at være en æstetiker og at de har placeret sig i ‘provinsen’ giver dem både tid, masser af rum og tildels økonomi til at forfølge dette. De minder os om den ægte kunstnerpraksis, hvor produktionen er det væsentlige og hvor ideerne får lov at leve uden at blive afbrudt af tendenser og kritikeres smag. De er glade for den fysiske afstand til kunstscenens centralisering, ikke kun som i betydningen af en storby, men også set i den ensidige form for kunst som de synes centrerer sig der for øjeblikket.

Slagteriet ser altså ud til at blive Holstebros nye samlested for kunst og kultur, et pulserende hus i hvide klinker, hvor der er plads til at udføre større værker og samarbejde på kryds og tværs af kunstarter. De afholder løbende workshops og arbejder lige nu på en arkitektonisk opbygning af de store slagterirum, så flere kan få glæde af at bruge stedet, midlertidigt som permanent.

Slageriet Holstebro er en del af Holstebro Kommune. Jens & Morten er initiativtagerne bag og har tilknyttet en forening kaldet ‘Kulturdivisionen Slagteriet Holstebro’ hvis formål er at skabe et kultur- og produktionshus for samskabelse og tværfagligt fællesskab, hvor de skal etablere en række kunst og kulturtiltag samt yde faglig bistand og diverse opgaver af kommunikationsrelateret og fundraising karakter.

www.slagterietholstebro.dk
http://www.jensogmorten.dk/
https://www.facebook.com/slagterietholstebro?fref=ts

Mette G. Sørensen

foto: Mette G. Sørensen 

11737876_532314293584690_722579463506656778_n

foto: Slagteriet Holstebro
12120197_559357070880412_7931296382902223247_o

foto: Slagteriet Holstebro

 

 

 

30. juni 2015

DEDIKERET TIL HVAD?
Rejsebrev fra Washington DC. Kunstner Rikke Kühn Riegels har været ‘visiting artist’ på hovedstadens kunstakademi Corcoran College of Art and Design, DC.
www.rikke-kuhn-riegels.dk


IMG_0886

DEDICATED TO ART står der indgraveret over den enormt store dør til Corcoran College of Art and Design. Vi er to blokke fra Det Hvide Hus, med andre ord i hjertet af Washington DC, USAs hovedstad og magtpolitiske centrum. Jeg har begivet mig på tværs af strømmen af turister med selfie-sticks, der skal forevige sig selv foran Michelles køkkenhave og på tværs af strømmen af taxaer og store sorte biler med tonede ruder, for jeg er på vej mod den dør, som er forbeholdt dem, der har dedikeret sig til kunsten.

Den fik mig til at smile, indgraveringen, første gang jeg så den. Dedicated to art – så selvhøjtidelig og pompøs, som var det indgangen til en loge eller en kirke for særligt udvalgte. Et ironisk smil, men også et lettelsens smil over endelig at have fundet den rette dør, blandt alle de andre døre dedikeret til politik, politik og politik. Det er et univers for sig, der åbner sig på den anden side af døren, en verden af eksperimenter og værker undervejs. Stemningen er koncentreret som jeg begiver mig rundt i dette labyrintiske gangsystem, der leder mig fra et atelier til et andet, værksteder i flere etager. Det er præcis det kaos, jeg har savnet midt i hovedstadens strømlinede, kedsommelige ensretning.

Corcoran College of Art and Design er en af de mest anerkendte kunstinstitutioner i DC, både  for sin profil som kunstfaglig uddannelsesinstitution og for sin kunstformidlende profil som galleri og kunsthal. Den favner en bredere vifte af kunstneriske udtryk og den favoriserer en mere eksperimenterende tilgang til den kunstneriske praksis, end de traditionelt orienterede kunstinstitutioner. Man bryster sig af i sin tid at have fostret talenter som David Lynch og Nan Hoover. Samtidig er Corcoran bygget op som en relativt åben struktur, der hvert år inviterer kunstnere udefra til at komme og give deres bidrag. Det er min anledning til at gå ind ad den overdimensionerede dør for de dedikerede, jeg er ‘visiting artist’. Det giver mig frie rammer til at organisere forelæsninger og workshops i samråd med de fasttilknyttede professorer og ved udgangen af semesteret er jeg del af et kritikerpanel, der evaluerer de studerendes arbejde gennem året. 

Min første forelæsning handler om rumforståelse. Jeg gennemgår en tekst, der sammenligner forskellige franske og tyske filosoffers begreber om rum, som optakt til en workshop om komposition. Vi snakker om centralperspektivet, der som bekendt opstod i Europa og blev ekstremt indflydelsesrigt inden for kunst, filosofi og arkitektur. Senere blev det udsat for en heftig kritik af selv samme europæere for grundpræmissen, nemlig det fortænkte afsæt i et centralt fikseret ståsted, hvorfra et homogent rum tegner sig, som en matematisk ligning, der giver ét og kun ét resultat. 

Netop som jeg er ved at gennemgå disse hovedtræk i udviklingen af centralperspektivet, går døren op. Ind kommer Nanette, Christine og Evelyn. De går ingen steder uden hinanden, kommer én for sent, kommer alle for sent. Tilsammen udgør de den afroamerikanske del af klassen og de åbner mine øjne for nogle helt andre perspektiver end det, jeg i bogstaveligste forstand er i færd med at skære ud i pap for mine studerende. Amerikanerne, som udgør majoriteten, er entusiastiske og stiller spørgsmål undervejs, mens de to asiatiske studerende følger mig udtryksløst. Nanette, Christine og Evelyn har defensivt lagt armene over kors og da vi senere kommer til vores workshop, skal der en hel del overtalelse til, førend de så meget som sætter en streg på papiret. 

Hvad Nanette, Christine og Evelyn åbenbarer for mig, midt i min prædiken om den store frigørelse fra centralperspektivet, er mit eget begrænsede udsyn og min forankring i et eurocentrisk perspektiv. Som kunstner og som tænkende menneske kan man underordne hele sit udsyn i centralperspektivets præmisser, for hernæst atter at forkaste det som en teori blandt mange. Men perspektiv handler ikke kun om repræsentation, det handler i lige så høj grad om interaktion. Om hvor vi taler fra og om vidden af vores udsyn og dermed om muligheden for at etablere et fælles rum for interaktion. Og det er her, den reelle udfordring opstår, udfordringen i at frigøre sig fra centralperspektivet i praksis.

IMG_0921

Som tiden går, bliver denne udfordring mere og mere nærværende for mig. Det er de dage, hvor Baltimore, DCs naboby bogstavelig talt står i flammer. Endnu en ung sort mand er gået i døden efter en overordentlig brutal behandling af et hvidt politikorps. Opstanden, der kostede  Freddie Gray livet, er en reaktion på den gentrifikationsproces, der uden nogen form for intervention, tvinger mindre bemidlede ud af byen. Disse såkaldt mindre bemidlede er paradoksalt nok netop dem, der har tegnet byens profil, nemlig kunstnerne og den store sorte befolkninggruppe, som udgør majoriteten af det samlede befolkningstal. Og når disse gør oprør mod minoriteten af hvide velstillede, kan det gå voldsomt for sig. Det er et trist faktum, at sådanne fronter eksisterer forud for enhver interaktion, fordi det gør det svært at etablere et fælles rum. Det gælder både for byrummet, klasselokalet, og det rum, vi kalder kunst. Det er ikke nok, at vi dedikerer os til kunsten, som indgraveringen naivt dikterer. Selv inden for kunsten findes der grænser, defineret af hudfarve, der er bestemmende for hvorvidt og hvorledes den kommunikeres.

Ved slutningen af semesteret skal de studerendes indsats evalueres og jeg er del af et kritikerpanel, der på bedste demokratisk vis består af mænd såvel som kvinder, ældre såvel som yngre, sorte såvel som hvide. Corcoran er sig tydeligvis udfordringen bevidst, man favner det hele, men det betyder ikke, at det lykkes at etablere et rum uden frontlinjer. Det gælder for samtlige af de studerende, at de responderer på kunst, der er skabt af kunstnere med samme hudfarve som dem selv. De afroamerikanske studerende præsenterer, uden undtagelse, værker med reference til Basquiat, Kehinde Wiley og Kerry James Marshall, mens de asiatiske studerende foretrækker at arbejde med papir. Xenia, som har aztekiske rødder, træder frem foran os i sine mokkasiner og med fjer i håret, for at præsentere os for en imponerende installation, nemlig en utrolig stor blomsterkrans af røde roser, der som hun selv forklarer, repræsenterer en navlestreng. Der sidder hun, omkranset af sin blomstrende navlestreng, som danner en form for beskyttet sfære omkring hende. Tanken strejfer én, at før eller siden må denne navlestreng kappes, ikke kun for Xenia, men for alle disse så unge kunstnerspirer, der endnu pakker sig ind i hver sin kultur, hver sin oprindelse. Men sagen er blot, at så længe ens kulturelle identitet er undertrykt, vil den altid være et emne. 

Xenia fortæller, at hun betragter sit kunstneriske arbejde som en form for alternativ research i aztekisk kultur. Jeg kan ikke lade være at spørge hende, om hun kender forskel på re-search og me-search. Det griner vi lidt af, kunst er trods alt styret af et helt andet regelsæt end akademisk forskning er og heldigvis for det. Modsat videnskabelig forskning, forringes kvaliteten af et kunstværk ikke nødvendigvis af, at kunstnerens personlighed i al sin kompleksitet trænger igennem. Men kunst er en gestus og for at være dette, må den i sagens natur række ud over sin ophavsmand eller -kvinde. Først da er kunst medvirkende til at skabe et fælles rum, til at udvide vores respektive horisonter. Og det sker ikke førend vi anerkender hinanden, som den gode Honneth så enkelt formulerede det i sin tid. Anerkendelse kan tage sig ud på mange måder, men den vil altid være tæt knyttet til formuleringen og praktiseringen af love og regler. I Baltimore er politikorpset overvejende hvidt og det er ledet af den hvide befolkningsgruppes interesser. Derfor opstår der et anerkendelseproblem. I kunstens verden hedder politimanden kritiker og på det seneste har man på den amerikanske kunstscene kunnet følge en intens debat vedrørende kritikerens interesser og partiskhed, parallelt til diskussionen om Baltimores politikorps. Det viser sig nemlig – ikke overraskende – at kun en brøkdel af det toneangivende kritikerkorps er sorte. Det forklarer en del, både i forhold til Nanette, Christine og Evelyns korslagte arme, men også i forhold til den dominerende kulturelle selvreflektion, vi ser i selve kunstens værker indenfor og udenfor institutionener som Corcoran. 

Den allersidste, der skal gennem kritikerkorpsets forhør, er Ismael, årgangens yngste afroamerikanske studerende. Han præsenterer os for kun ét eneste værk, som han selv er en del af. Der står han i oprejst figur buret inde i en puppelignende metalstruktur, som han selv har smedet. Strukturen er smuk i sig selv og i al sin tvetydighed vækker den delvist associationer til et fængsel, delvist til en rumraket og mest af alt til en stor puppe. Det er ikke til at sige, om Ismael er buret inde, eller på vej til at fyre af for fuld fart gennem atmosfæren. Eller om han lige så stille er ved at vokse sig klar til at bryde ud af sin puppe, flyveklar som fuldvoksen kunstner. Det eneste der virker sikkert er, at noget skal til at ske, noget dynamisk, noget løfterigt. Men det sker ikke endnu, for der er stadig en grænse, der adskiller Ismael fra omverdenen. Til forskel fra de øvrige studerende, der stædigt portrætterer den sorte befolkningsgruppes vilkår én til én, forekommer den grænse, Ismael arbejder med snarere som et afsæt, end som en fikseret frontlinje. Den indgyder håb og det er den følelse jeg tager med mig, da jeg igen går ud af den store dør og ud i den virkelige verden, som nogle ynder at kalde den. Den verden, hvor helt andre grænser, synlige og usynlige, definerer en mangfoldighed af virkeligheder for en mangfoldighed af mennesker.

Tekst: Rikke Kühn Riegels

 

 

 

22. Juni 2015

BIRTHDAY TREAT FRA ARTISTOFTHEWEEK

deltag i lodtrækningen indtil søndag d. 28 juni

Litografi-2

UNTITLED, oplag 30, 66 x 50 cm, Lisbeth Eugenie Christensen, 2015

 

HIP HIP HURRRAAAAAAAA!

På søndag har Artistoftheweek rundet sit første år. Et år med fine indblik, spændende læsning og 49 kunstneres tanker tæt på. Uden dem og Jer, var vi ikke til, så det skal naturligvis fejres med et BIRTHDAY TREAT venligst doneret af Det Grafiske Værksted i Hjørring.


Vi fejrer ved at udlodde dette litografi, UNTITLED af kunstner no.#37 Lisbeth Eugenie Christensen. Det er friskt fra forårspressen, måler 66 x 50 cm, og er trykt i et oplag af 30. (Indramning medfølger ikke).

Det eneste du skal gøre for at vinde, er at sende os en mail med navn og adresse eller ‘like’ billedet på vores facebook side, senest søndag d. 28 juni ved midnat, så deltager i lodtrækningen.

Det Grafiske Værksted i Hjørring blev etableret i 1984 og ligger i den gamle del af byen. Huset rummer foruden værksteder, et galleri med alle de trykte værker gennem tiderne og et rammeværksted. 

Gennem årene har flere hundrede kunstnere fra både ind- og udland været forbi og benyttet sig af værkstedets faciliteter foruden de 60 anerkendte danske kunstnere som er fast tilknyttet som medlemmer. Kig i deres online arkiv og læs mere på www.hgv.dk

Hip hip Hurrrrrrrrraaaaaaaaa!


8. maj 2015

ARTIST OF THE WEEK FRIDAY TREAT


deltag i lodtrækningen indtil søndag 10. maj

1921324DSC04900

Uden titel, 2010, 76 x 56 cm, A. Armsrock

Denne uges kunstner Asbjørn Skou, har i tidernes morgen været forbi Det Grafiske Værksted i Hjørring for et arbejdsophold. Resultatet blev en række meget fine litografier, og nu har du mulighed for at vinde dette Uden titel, fra 2010.

Det eneste du skal gøre for at vinde, er at sende os en mail med navn og adresse eller ‘like’ litografiet på vores facebookside, senest på søndag før midnat, og du deltager i lodtrækningen.
Litografiet er venligst doneret af det Grafiske Værksted i Hjørring.

Det Grafiske Værksted i Hjørring blev etableret i 1984 og ligger i den gamle del af byen. Huset rummer foruden værksteder, et galleri med alle de trykte værker gennem tiderne og et rammeværksted. 

Gennem årene har flere hundrede kunstnere fra både ind- og udland været forbi og benyttet sig af værkstedets faciliteter foruden de 60 anerkendte danske kunstnere som er fast tilknyttet som medlemmer. Kig i deres online arkiv og læs mere på www.hgv.dk

 

8. april 2015

Rejsebrev fra Jonas Jensen – residency ophold i London

“Objekter, der støder sammen som et minde om fortiden”

museum

På Victoria og Albert Museum i London finder man objekter fra alle verdensdele. Til sammen repræsenterer de summen af Det Britiske Imperiums udstrækning, det godt 33.000.000 km2 store areal med 458 millioner indbyggere, som stadig inden de to verdenskrige var styret af den engelske regering. De smukke smykker, kunstgenstandene og brugsobjekterne er samlet fra alle tænkelige kulturer i verden. Efter nogen tid som besøgende på museet vil man dog opdage en vis melankoli i dets rum og gange. Alle objekter ligger i halvvejs mørke. For at forlænge pigmenter i objekternes levetid belyses rummene svagt. Som et museum for objekter peger Victoria og Albert Museum i vid udstrækning mod fortidens imperium og den indflydelse og magt, som nu virker til at være tabt. Imperiet, hvor solen aldrig gik ned, lader nu de i storhedstidens indsamlede objekter ligge sammenfaldne i mørke.

Paradoksalt nok hævdede Edward Gibbon i teksten om Det romerske riges forfald og undergang, hvis første bog udkom i 1776 under det Britiske Imperiums storhedstid, netop, at hans samtids stabilitet og rigdom ikke ville forvitre. Intet kan “essentially injure our general state of happiness, the system of arts, and laws, and manners, which so advantageously distinguish, above the rest of mankind, the Europeans and their colonies”. Det viste sig, at han i det store hele havde ret i denne iagttagelse, i en periode på 200 år efter hans forfatterskab var der få steder på jorden, som ikke var underkastet vestlig dominans. Romerriget var efter hans forestillingsverden primært forfaldet, fordi romerne havde opgivet deres dyder som krigere for i stedet at leve en luksuriøs tilværelse med den nye religion kristendommens privilegium, der lovede dem fred i et hinsidiges efterliv. Derfor havde romerne over en lang årrække langsomt udliciteret hærens opgaver og al infrastrukturel organisation til udefrakommende folkeslag, der gradvist havde overtaget romernes magt. Det skulle efter Gibbons vurdering som sagt gå den vestlige kultur anderledes, men, hvad han overså, var, at fjenden kunne træde frem indefra og i værst tænkelige tilfælde vise sig at være kulturen selv.

I 1918, 142 år efter Gibbons tekst, udgav Oswald Spengler Vesterlandets Undergang. I teksten beskriver han, hvordan enhver kultur har en vilje, som den ønsker at opfylde, og at den efter at have gennemført denne langsomt vil gå til grunde og miste sin relevans. Den vestlige faustianske kulturs verdensfølelse beskriver han som et uendeligt rum, en længsel mod det ukendte samt horisonten. Spengler mente, at denne længsel var udtømt i den vestlige kultur. Dens vilje til at blive, at indfri sit mål, var realiseret, og kulturen havde etableret sig som en civilisation kendetegnet ved at være blevet, altså som en fastlåst størrelse.  Ved cirkulære bevægelser rejser kulturer sig, forfølger deres mål og går efter dets indfrielse langsomt til grunde igen. På denne måde beskrev han, hvordan den vestlige kulturkreds lå hensunket i tusmørket godt på vej mod sin egen udmatning. Derfor forudanede Spengler en langsom henfalden af vestlig dominans, der ville presse centret for kultur og civilisation til nye uventede steder på kloden.

I slutningen af H.G. Wells bog Klodernes Kamp fra 1898 kommer novellens centrale karakter i sin flugt til London, efter at de angribende marsianeres ødelæggende laser og røg har efterladt byen forladt og ødelagt. Han går gennem de tomme gader og forestiller sig den storhed og skønhed, byen engang havde. Marsianerne er dog ramt af virus, og han kan høre den sidste marsianers skrig. “The one had died, even as it had been crying to its companions, perhaps it was the last to die, and its voice had gone on perpetually until the force of its machinery was exhausted”. På samme måde som objekterne i Victoria and Albert Museum ligger hensunket i mørket som sammenflettede ekkoer fra en tabt fortids storhed, kaster maskinen sine beboers sidste kald over landet selv efter ophavsmandens død. 

Ved min egen vandring gennem Londons gader mindes jeg disse sproglige og visuelle ytringer og forestiller mig, hvordan denne enorme masse ligger som et pulserende samlingspunkt for idéer og objekter. Menneskene omkring mig er bærerne af disse, og husene og gaderne kulisserne for dette skue. Som et tungt ekko fra fortiden hører jeg denne trætte maskine ånde tungt, og det slår mig, måske ønsker den virkelig at forvitre, måske er den netop tynget af dens forhenværende projekt. Vil objekterne så minde om den kompleksitet, som har været, men som ikke mere er nødvendig, ja som formentlig allerede er ved at blive afviklet. Som i fald støder fortidens objekter sammen i denne trætte civilisation. Jeg kan ikke ophøre med at spekulere over, om den oplevede resignation, jeg er en del af, er en virkelig hændelse, eller om oplevelsen af den er skabt gennem disse fortidige tanker. Kunsten er netop ikke at kunne opretholde den storhed, som er skabt, men at kunne tilpasse sig og arbejde med den blæst, som forandringen uundgåeligt vil føre med sig.

 

31. dec. 2014

DECEMBER TREATS fra ArtistoftheWeek

 

Henrik have 278 2

Tro, råberen, håb og kærlighed 1, 50 x 65 cm, Henrik Have

I DENNE UGE KAN MAN VINDE DETTE LITOGRAFI af HENRIK HAVE
Send os en mail eller ‘like’ billedet på vores facebookside

 

Sandra Blichert fra artistoftheweek.dk har været på et ophold på det Grafiske Værksted i Hjørring. Hun fik lov at kigge i de gamle arkiver og udvælge 4 litografier af forskellige kunstnere til udlodning.

Hver onsdag frem til Nytår præsenterer vi et nyt litografi af en dansk kunstner og du har muligheden for at vinde dem alle. Send os en mail med navn og adresse eller ‘like’ litografiet når vi hver onsdag lægger det online på vores facebook side, senest søndagen efter onsdagen, og du deltager i lodtrækningen.

De fire litografier bliver præsenteret online på www.artistoftheweek.dk/aktuelt/ onsdag d. 10, 17, 24 og 31 december.

Kunstnerne bag litografierne er Henrik Have, Ivan Andersen, Peter Max-Jakobsen og Jakob Tolstrup.
Alle prints er venligst doneret af det Grafiske Værksted i Hjørring.

Det Grafiske Værksted i Hjørring blev etableret i 1984 og ligger i den gamle del af byen.
Huset rummer foruden værksteder, et galleri med alle de trykte værker gennem tiderne og et rammeværksted. Gennem årene har flere hundrede kunstnere fra både ind- og udland været forbi og benyttet sig af værkstedets faciliteter foruden de 60 anerkendte danske kunstnere som er fast tilknyttet som medlemmer.

Kig i deres online arkiv og læs mere på www.hgv.dk

 

 

24. dec. 2014

DECEMBER TREATS fra ArtistoftheWeek

2011 rødtorso B

“Rød Torso B”, 65 x 50 cm, 2011, Peter Max-Jakobsen

 

VIND DETTE LITOGRAFI af PETER MAX-JAKOBSEN i denne uge
Send os en mail eller ‘like’ billedet på vores facebookside

 

Sandra Blichert fra artistoftheweek.dk har været på et ophold på det Grafiske Værksted i Hjørring. Hun fik lov at kigge i de gamle arkiver og udvælge 4 litografier af forskellige kunstnere til udlodning.

Hver onsdag frem til Nytår præsenterer vi et nyt litografi af en dansk kunstner og du har muligheden for at vinde dem alle. Send os en mail med navn og adresse eller ‘like’ litografiet når vi hver onsdag lægger det online på vores facebook side, senest søndagen efter onsdagen, og du deltager i lodtrækningen.

De fire litografier bliver præsenteret online på www.artistoftheweek.dk/aktuelt/ onsdag d. 10, 17, 24 og 31 december.

Kunstnerne bag litografierne er Henrik Have, Ivan Andersen, Peter Max-Jakobsen og Jakob Tolstrup.
Alle prints er venligst doneret af det Grafiske Værksted i Hjørring.

Det Grafiske Værksted i Hjørring blev etableret i 1984 og ligger i den gamle del af byen.
Huset rummer foruden værksteder, et galleri med alle de trykte værker gennem tiderne og et rammeværksted. Gennem årene har flere hundrede kunstnere fra både ind- og udland været forbi og benyttet sig af værkstedets faciliteter foruden de 60 anerkendte danske kunstnere som er fast tilknyttet som medlemmer.

Kig i deres online arkiv og læs mere på www.hgv.dk

 

 

17. dec. 2014

DECEMBER TREATS fra ArtistoftheWeek


IAP-13-002

‘Uden titel’, Ivan Andersen, Courtesy Galleri Bo Bjerggaard.


 

VIND DETTE LITOGRAFI af IVAN ANDERSEN i denne uge
Send os en mail eller ‘like’ billedet på vores facebookside

 

Sandra Blichert fra artistoftheweek.dk har været på et ophold på det Grafiske Værksted i Hjørring. Hun fik lov at kigge i de gamle arkiver og udvælge 4 litografier af forskellige kunstnere til udlodning.

Hver onsdag frem til Nytår præsenterer vi et nyt litografi af en dansk kunstner og du har muligheden for at vinde dem alle. Send os en mail med navn og adresse eller ‘like’ litografiet når vi hver onsdag lægger det online på vores facebook side, senest søndagen efter onsdagen, og du deltager i lodtrækningen.

De fire litografier bliver præsenteret online på www.artistoftheweek.dk/aktuelt/ onsdag d. 10, 17, 24 og 31 december.

Kunstnerne bag litografierne er Henrik Have, Ivan Andersen, Peter Max-Jakobsen og Jakob Tolstrup.
Alle prints er venligst doneret af det Grafiske Værksted i Hjørring.

Det Grafiske Værksted i Hjørring blev etableret i 1984 og ligger i den gamle del af byen.
Huset rummer foruden værksteder, et galleri med alle de trykte værker gennem tiderne og et rammeværksted. Gennem årene har flere hundrede kunstnere fra både ind- og udland været forbi og benyttet sig af værkstedets faciliteter foruden de 60 anerkendte danske kunstnere som er fast tilknyttet som medlemmer.

Kig i deres online arkiv og læs mere på www.hgv.dk

 

10. dec. 2014

DECEMBER TREATS fra ArtistoftheWeek

Skærmbillede 2014-12-06 kl. 14.34.00
“Sausage”, 57×77 cm, Jakob Tolstrup


VIND DETTE LITOGRAFI af JAKOB TOLSTRUP i denne uge
Send os en mail eller ‘like’ billedet på vores facebookside

 

Sandra Blichert fra artistoftheweek.dk har været på et ophold på det Grafiske Værksted i Hjørring. Hun fik lov at kigge i de gamle arkiver og udvælge 4 litografier af forskellige kunstnere til udlodning.

Hver onsdag frem til Nytår præsenterer vi et nyt litografi af en dansk kunstner og du har muligheden for at vinde dem alle. Send os en mail med navn og adresse eller ‘like’ litografiet når vi hver onsdag lægger det online på vores facebook side, senest søndagen efter onsdagen, og du deltager i lodtrækningen.

De fire litografier bliver præsenteret online på www.artistoftheweek.dk/aktuelt/ onsdag d. 10, 17, 24 og 31 december.

Kunstnerne bag litografierne er Henrik Have, Ivan Andersen, Peter Max-Jakobsen og Jakob Tolstrup.
Alle prints er venligst doneret af det Grafiske Værksted i Hjørring.

Det Grafiske Værksted i Hjørring blev etableret i 1984 og ligger i den gamle del af byen.
Huset rummer foruden værksteder, et galleri med alle de trykte værker gennem tiderne og et rammeværksted. Gennem årene har flere hundrede kunstnere fra både ind- og udland været forbi og benyttet sig af værkstedets faciliteter foruden de 60 anerkendte danske kunstnere som er fast tilknyttet som medlemmer.

Kig i deres online arkiv og læs mere på www.hgv.dk

 


10. dec. 2014


Opholdsbrev fra Sandra Blichert, fra det grafiske værksted i Hjørring, DK.

Sommetider vil tilfældigheder det, at man kommer de rette steder hen

Under et residency ophold på et grafik værksted i Belgien i oktober, der arkitektonisk ligner en mellemting mellem en rumstation og en teletubby landsby, gik tiden pludselig en kende for stærkt, og som den skred frem og hurtigt blev knap begyndte jeg at se mig om, for at finde et sted hvor jeg kunne fortsætte som oprindeligt tænkt; her indgår et større projekt med at illustrere en støt voksende samling af fundne genstande i kobbertryk, og en del af dette projekt indbefatter at overføre en samling af knogler til litografi gennem et fotografi.

Ved en tilfældighed faldt jeg heldigvis over et opslag om et kursus på Det Grafiske Værksted i Hjørring, og tænkte det var oplagt at fortsætte rejsen og begive mig derhen, nu hvor jeg rent faktisk havde tiden på min side til at gøre det, og da jeg i længere tid har været på jagt efter værksteder i Danmark, hvor man kan komme og trykke selv i stedet for at en trykker gør arbejdet for en, ville det være et fint sted at begynde – om ikke andet så for at stifte bedre bekendtskab både med Det Grafiske Værksted, som jeg aldrig tidligere havde hørt om, og om alle de andre værksteder der findes omkring.

kran pels

tudse

udsigt gulv

Just hjemvendt til København pakkede jeg tasken igen, og tog afsted med en forhåbning om at nå nogle af de resterende ting som tiden i Belgien ikke lige var til. Slagets gang gik dog ikke den vej. I stedet endte jeg med at blive en kende længere end først tænkt, uden at få arbejdet på noget af det der var tiltænkt. Det betyder dog ingenting, da jeg i stedet endelig fik forsonet mig med og oparbejdet en sans for den litografiske sten, som jeg hidtil gennem de seneste mange år har haft mit hyr og knap så meget tålmodighed med.

Utallige gange har jeg givet mig i kast med litografi, og utallige gange er jeg blevet svært utilfreds, både over den møjsommelige process og resultatet jeg efterfølgende stod i hænderne med. Stenen og jeg kom aldrig rigtigt dertil hvor vi kunne enes, så hidtil har vi valgt at skilles. Derfor var det lidt med gru at jeg gav det en chance til – men heldigvis for det! Det skulle nemlig vise sig, at det tidligere var det at slibe korrekt, måle efter med lineal og vente tilpas, der har været en gevaldig benspænder undervejs. Denne gang blev jeg præsenteret for en usandsynlig nem måde at tilgå stenen med meget få trin, i stedet for det møjsommelige mas det normaltvis er – hvor min tålmodighed netop ikke har rakt til, var denne indgang præcis så ligetil at jeg den følgende tid brugte til at repetere om og om igen. Nu vokser der en lille glæde ved at tilgå den fine sten, og jeg ser frem til at eksperimentere og afprøve ufattelig mange teknikker den kommende tid – specielt det med at overføre et fotografi, for der nåede jeg heller aldrig til.

Sjældent finder man et sted som Det Grafiske Værksted, med så fortræffentlig en atmosfære, skabt af de ansatte og frivillige som åbent lukker en ind som en naturlig del af det sted med deres rare imødekommenhed. På opfordring herfra, burde alle med interesse i grafik, tage forbi Hjørring og bruge en del tid på Det Grafiske Værksted, for det er i sandhed et fantastisk sted.

Det Grafiske Værksted i Hjørring har hovedsageligt beskæftiget sig med litografi. Derudover råder det også over et ætserum og presser til dyb- og højtryk. Foruden værksted og rammeværksted forefindes også et galleri med alle de trykte værker gennem tiderne således at man kan gå på opdagelse i alle de mange tusinde værker der er produceret i huset gennem årene, hvor flere hundrede kunstnere fra både ind- og udland har været forbi og benyttet sig af værkstedets faciliteter.

For de nysgerrige er der et enormt billedarkiv- og galleri at gå på opdagelse i på www.hgv.dk
Eller kig forbi hvis du er på de nordjyske kanter.
Det grafiske værksted, Nørregade 35, Hjørring
Åbent mandag til fredag 9-16 eller efter aftale.

 

6. nov. 2014

Rejsebrev fra Heidi Hove på Monte Residency & Estudios, Buenos Aires (Oktober 2014)
www.heidihove.com

Travelogue

Da jeg først kom til Buenos Aires i medio august 2014, anede jeg ikke hvad jeg skulle kaste mig over, og hvad byen havde at byde på, men i min kuffert havde jeg medbragt en 30 år gammel tegneserie, som jeg havde lavet, da jeg var barn. Tegnefilmen var inspireret af det danske TV dukkespil, Sørøver Sally. Den handler om Sally, som har sit eget skib og en magisk giraf, der følger hende. En dag møder hun en dreng, som hedder Frede og hans familie, og i hver del af serien følger vi dem på deres eventyr. Som barn, var jeg meget optaget af Sørøver Sally; så optaget at jeg var nødt til at tegne, hvad jeg så for derved at lave min egen meter lange filmrulle om Sally. Den filmrulle har jeg stadig, og siden jeg nu skulle på mit livs hidtil største rejse til en ’ubekendt’ destination tænkte jeg, at det måske var tiden til et gensyn med denne fortælling.

6.Sørøver Sally, ca.1985. Papir, tape og tusch. Foto af Heidi Hove

Det har bl.a. resulteret i en silent stop-motion kortfilm fremstillet af linoleumstryk og træsnit og en fotografisk portrætserie. I fotoserien sætter jeg mig selv i rollen som Sørøver Sally, ledsaget af en Argentinsk gadeperformer forklædt som pirat, fra det lokale marked i San Telmo. De fleste mennesker har deres helte som et barn, men hvad står de egentlig for? Hvilke drømme har vi som børn? Og hvad fortæller de om det liv, vi lever i dag?

Stop motion og dets konstante spring i tid syntes at være det rette medie i genfortællingen af en historie, der er så tæt på men alligevel også så fjern. Og desto mere jeg arbejdede med konceptet, desto mere usikker blev jeg på projektet og de mange nye medier og udtryksformer, som jeg havde kastet mig over. Jeg begyndte dernæst at trykke de overskydende linoleumsdele og andet fra fremstillingen af de forskellige figurer og elementer til filmen; alle de omsluttende (tilfældige) dele og rester, som normalt ville blive betegnet som biprodukt og affald, fik pludselig en ny betydning. Det resulterede bl.a. i en serie ubestemte og abstrakte former. Mens stop-motion filmen har en figurativ (naiv) kronologisk tidslinje, bliver trykningen af stumperne mere nonfigurative og tvetydige. Det er ubestemte fragmenter og stykker fra en historie, en hukommelse – som peger på et andet niveau af (utilsigtet) erindring.

15.Travelogue, 2014. Installation view. Foto af Heidi Hove

12.Uden titel, 2014. Olie-tryksværte på silkepapir, 23,8x49,5cm. Foto af Heidi Hove

Vores liv er ofte baseret på tilfældigheder. Hver dag træffer vi nogle beslutninger, som påvirker vores fremtidige liv. Den Argentinske forfatter, Jorge Luis Borges skriver: “Der findes en flod, hvis vande skænker udødelighed; et eller andet sted findes en flod hvis vande ophæver den.” Et skridt forsvinder det øjeblik du går videre, et andet efterlader et spor i årevis. Mens jeg spadserede rundt i gaderne i Buenos Aires, begyndte jeg at lægge mærke til de mange forskellige fodspor på fortov og veje. Hver dag farer millioner af mennesker rundt i gaderne i Buenos Aires. Den massive vægt har resulteret i revnede og nedslidte fortove og gader, som giver de tilfældige forbipasserende mulighed for at sætte deres personlige aftryk i byrummet, når den våde cement hældes i de mange huler og revner i bymiljøet af private såvel som det offentlige. Resultatet af disse observationer er bl.a. en række fotografier, som nu er udgivet i bogen ’Footprints’ med introduktionstekst af Louise Trier, en skulptur i cement med aftryk af eget fodspor, samt en intervention i byrummet, hvor jeg har plantet mine egne hænder i den våde cement. Et aftryk, som kan associeres med de mange fodspor i Buenos Aires, men som også peger i retning af hånd- og fodaftrykkene af berømte mennesker på Hollywoods ’Walk of Fame’. En handling, som både relaterer til begrebet ’15 Minutes of Fame’, men som samtidig også blot er endnu et anonymt spor i byrummet, som vil forsvinde med tiden.

2.Footprints, detalje fra bog, 2014. Foto af Heidi Hove

17.Håndaftryk, 2014. Intervention i det offentlige rum i Buenos Aires. Foto af Louise Trier

1.Footprints, 2014. Bog, 1.oplag, 50stk. Foto af Heidi Hove

Ovennævnte projekter er fremstillet under et ca. 2,5 måned langt residency-ophold på Monte Residency & Estudios og blev vist i forbindelse med udstillingen, Travelogue på samme sted. I selskab med de ovennævnte værker viste jeg desuden videoen, Train fra 2013, hvor regnvand danner bølger i vinduet på et tog på vej til Kastrup Lufthavn. For mig peger disse værker på flydende landskaber. Uanset om det er en kort video af ‘bølger’ i vinduet i et Københavnsk tog, et skridt i den våde cement eller blot prints af skrot materialer, kan de associeres med huller, interferens, utætheder og abstraktioner, der åbner op for nye historier, andre rejser, andre verdener og nye drømme. Er rejsen en flugt eller en måde at fokusere på dine drømme? Vi bærer alle vores historier og erindringer – men hvad betyder de?

 

15. oktober 2014

Rejsebrev fra Birke Gorm på CCA Andratx, Mallorca (September 2014)
(Residency gennem KE13 og Galleri Asbæk)

Enkeltheden er slående. Her er præcis, hvad jeg behøver. Grundlæggende og funktionelt. Ét rum som indeholder den næste måned. Som en slags beholder.

Det er nemt at forestille sig struktur her. Og rytme. Det er tydeligt, hvordan man kan finde ro og koncentration i et rum som dette. Men også klart, fra første dag, hvordan det hele vil komme til at flyde sammen. At det vil blive svært at kende dagene fra hinanden og få et begreb om tid, udover fastholdelsen af en døgnrytme.

Det er først senere, jeg bemærker, hvilken påvirkning denne ramme har på mig. På mange måder indordner jeg mig. Tager ikke stilling og følger formen.

Står op, spiser morgenmad, arbejder, spiser frokost, arbejder, går i poolen, spiser aftensmad, arbejder, drikker vin, sover. Det kommer helt af sig selv. Rutinen og roen. Det er biproduktet, som tager lidt længere tid at aflæse. Faktisk når jeg tager tilbage til Wien og ind i min hverdag, før jeg rigtigt kan se det.

I forsøget på at finde et format eller en struktur til dette rejsebrev, kan jeg se hvor mange ting der, trods strukturen, har fået lov at flyde. Det er noget nyt. Da jeg endelig bemærker det, morer jeg mig, fordi jeg mest af alt har beskæftiget mig med tanker om vand under mit ophold.

På de følgende billeder er et udvalg af indtryk, information og udtryk, som jeg under mit ophold var optaget af og arbejdede på. Passager eller sætninger fra bøger, jeg har læst, beskrivelser af oplevelser med vand, stikord fra mine notesbøger, internet research, som jeg har sammenfattet visuelt. Og de mere fysiske værker jeg arbejdede på under opholdet.

IMPRESSION/ENCOUNTER,  Exercises in emphasizing text visually

 

2 IMPRESSION-ENCOUNTER

HIER UND DORT – HERE AND THERE – HER OG DER, Observations in translation

3 HERE AND THERE

(FRAGMENTS OF) INFORMATION, Cut-outs from various texts

4 (FRAGMENTS OF) INFORMATION

5 makeup language (granite) kopiMakeup Language (granite), Pen on paper, frames, strips

 

6 makeup language (still water) kopiMakeup Language (still water), Glass, plastic, water, liquid plastic

 

7 makeup language (still water) kopiMakeup Language (still water) detail, Glass, plastic, water, liquid plastic

 

8 makeup language (light light light) kopiMakeup Language (light light light), Light bulb, cable, glass, soda cans

 

9 makeup language installation view kopiMakeup Language, Installation view

 

10 makeup language (raindrops) kopiMakeup Language (raindrops) detail, Textile perforated with incense sticks, aluminum

 

11 makeup language (raindrops) kopiMakeup Language (raindrops) detail, Textile perforated with incense sticks, aluminum

 

9 oktober 2014

Postkort fra Beijing, Kina

Fra Julie Born Schwartz
En måneds ophold i august måned (The Red Mansion Art Prize fra London, UK)
www.juliebornschwartz.com

På en af grenene hænger hans taske. Stille står jeg og kigger fascineret på hans langsomme bevægelser mod træet. Benene er fast plantet i jorden. Pludselig ser jeg i kameraets højre side, noget andet bevæge sig. Oppe på en bakke foran en stor skyskraber, ser jeg en kvindes ryg. Jeg går tættere mod hende. Jeg hører nu sangen, og kan se hendes arme dirigerer operaens toner. De små høretelefoners ledning føres hen til endnu en taske som hænger på en gren.

Jeg går videre op af bakkens sti og hører en fløjte spille. Det er den samme melodi som bliver gentaget, og hver gang den rammer forkert stopper den, men der går 10 sekunder og så begynder den forfra. Jeg går videre og henne omkring de store guldfisk står en gruppe ældre mænd og synger karaoke. Rundt omkring på græsset står maskiner, som man kan motionere på. Nogle bruger også træerne til at banke håndfladerne imod, det skulle være godt for sjælen. Mændene går med oprullet T-shirt og bare maver. Forureningens tåge ligger lavt og gør alt pastelfarvet. På en plads ser jeg 40 mennesker dansende til en kinesisk popsang.

Senere møder jeg Angel, hun præsenterer mig for sine venner, som mødes hver dag for at synge sammen. Nogle af instrumenterne, som de bruger i gruppen er gamle, men én mand  sidder med en Ipad. Han peger på instrumentet på gulvet og siger, at Ipad’en kan det samme. Han kører fingrene over Ipadens sorte spejl og tonerne kommer ud af den lyserøde kompakte højtaler. Det er blevet mørkt nu, og firbenene kravler rundt i pavillonens loft. I det lille betonrum står en kvinde med sorte solbriller og head-set og synger. Angel fortæller mig, at før i tiden sang man sange om revolutionen, nu synger man om kærlighed.

01

02

03

04

05

06

 


1 oktober 2014

ET STED MELLEM

Et rejsebrev fra Montreal om det at rejse ud. På opfordring fra artistoftheweek.dk
Af Silas Emmery – www.silasemmery.com

1

#1 – “Disse bygninger har muligvis været brugt som indgang til det hemmelige forskningskompleks inde i bjerget. Det her rør ligner en udluftningsskakt, synes du ikke?” “Jo.”

- Jeg sidder på en bænk i et af de grønne områder midt i Montreal. Klokken er blevet 16, og vores aftalte to-timers interview er ved at være forbi. Men så ringer hendes telefon. Samtalen resulterer i en middagsinvitation fra en mand jeg egentlig i første omgang havde afslået at mødes med. Ikke fordi jeg ikke havde lyst, men fordi han dels ikke var så relevant for mit projekt som kvinden jeg lige havde talt med, men også af frygt for blot at blive endnu mere forvirret, end hvad jeg i forvejen var. Af høflighed vælger jeg dog alligevel at takke ja.
3 timer senere forlader jeg hans lejlighed endnu mere fuld af tvivl end hvad jeg havde frygtet, og med en endnu større usikkerhed angående hvad der i denne verden kan betegnes som værende virkelighed, og hvad der kan kaldes fiktion. Men måske var det alligevel lidt den følelse jeg var taget af sted for at opnå, dog ikke helt så radikalt som nu.

2

#2 – “Lægerne fra hospitalet plejede at sælge stoffer til de unge bohemer her ved swimmingpoolen om aftenen.”

- Ja hvorfor var jeg egentlig taget af sted i første omgang? Svaret på spørgsmålet ligger dels i min ansøgningningstekst til Statens Kunstfonds Billedkunstneriske Indkøbs- og Legatudvalg, men også i min egen personlig trang til at opleve og undersøge det “andet”: steder, mennesker, øjeblikke og historier som jeg ikke finder, eller ikke ser, i min hjemby og mit hjemland. “Objekter” der på sin vis er genkendelige, men på samme tid indeholder den lille variation eller afvigelse, der gør dem til noget fremmed; insisterende undersøgelse af på overfladen velkendte scenarier, der afslører nye meninger og idégrundlag ved nærmere gennemgang – det eksotiske for den nysgerrige.

3

#3 – “Sidste år druknede en af mine venner her. Måske er det derfor den er tom i år.”

- Det var det fandt jeg her – det eksotiske.

4

#4 – “De her sten var der ikke sidst jeg var her. Det ligner at de har været der for at dække ligene. Det ligner at nogen har gravet her for nyligt. Sidst fandt jeg også et af de lys man normalt stiller ved grave på kirkegårde.”

- Det er eksotisk i den forstand at jeg pludselig befinder mig i anden verden, der dog til forveksling ligner noget jeg har set før. Rammerne er mere eller mindre de samme som jeg kender hjemmefra, eller i hvert fra et liv som forbruger af vestlig kultur, men måden hvor på der bliver ageret i dem er mig fremmed. Her bliver alt hvad der normalt fremstår som værende sandt og oprigtigt, vendt til at være det stik modsatte. Et skjul for den virkelige agenda, der indeholder en dyster både fortid, nutid og fremtid. Men det er trods alt en virkelighed for de mennesker jeg nu sidder i blandt. Vi er 5 i alt, og føler mig til min egen overraskelse godt tilpas. Måske er det fordi det er noget andet end at gå rundt i skoven og lede efter børnegrave, der måske eller måske ikke har eksisteret. Noget andet end at snige sig rundt på hospitalsgange og prøve at se så naturlig ud som muligt, for ikke at blive stoppet af personalet. Noget andet end at lade som om at jeg ikke filmer, når jeg rent faktisk gør det.

5

#5 -“Det var heromkring at ligene skulle være blevet begravet. Sidst jeg var her talte jeg hvad der lignede 12 gravstene. Det antal passer med det de sagde.”

Her sidder vi så og drikker ingefær-the, og prøver at forstå hinanden.

6

#6 – “Sidst jeg var her var der fyldt med de her underlige metalgenstande – gad vide hvad de har været brugt til. Jeg tog flere af dem med hjem, men min bror er kommet til at smide dem alle sammen ud.”

Jeg sidder over for en mand der tydeligvis har oplevet noget meget traumatisk, og ikke umiddelbart forståeligt – hverken for ham eller mig. Hans historie bliver mere og mere indviklet og mere og mere overbevisende. At han har været med i oscar-vindende film gør ikke hans evne til at trække mig dybt ind i hans verden mindre, og det gør bestemt heller ikke hans historie mindre interessant. For det her er ikke fiktion, det er så virkeligt som noget andet. Især for ham. Men måden hvorpå vi behandler vores oplevelser og indtryk gennem livet ér nu en gang forskellig fra person til person, og jeg fornemmer at vi ikke vil nå frem til helt det samme resultat, havde jeg været ude for det samme som ham. Men på den anden side er det nemt for mig at sige, når jeg har en flybillet til Amager liggende i tasken, med afgang om et par dage. Jeg kan forlade hans verden, det kan han ikke.

7

#7 – “Det er som om de har fældet de her træer for at holde os væk fra området.”

- Jeg lytter mest, og prøver at tage det som en selvfølge når de hentyder til mine “kontakter i Europa”. Men jeg er her både som tilskuer og deltager, og forsøge på én gang at være både objektiv og subjektiv. Dette er min inspiration – min metode til at udforske verden. Det er gennem rejser som denne at mine værker opstår; når jeg er væk, når jeg er ude, når jeg føler mig fremmed, og når jeg fornemmer relationer på tværs af tid, rum og “virkelighed”.

8

#8 – “Jeg kan huske at vi blev hentet i en sort limousine, og kørt til festen. Den blev holdt i kælderen. Der var også andre børn. Lægerne var klædt ud som hekse.”

Da middagen er slut og vi har fået diskuteret om “han” rent faktisk fik stoppet en satanisk ofring af to børn, siger jeg pænt tak for aftenen, og træder igen ud i hvad der demokratisk kan fastslås som værende virkeligheden. Men både minder og indtryk, fra denne “anden side”, bliver hos mig hele vejen med hjem til Amager – og har nu transformeret sig til noget der ligner inspiration.

9

#9 – “Børnene kravlede op på skamler så de lige akkurat kunne se ud af det nederste vindue. Herfra kunne de se stenmuren. Bagved den skulle ligene være begravet. Rummet er stadig fyldt med ting der forbindes med børn. Er det ikke underligt?” “Jo.” “Det er over 50 år siden jeg var der.”

23 september 2014

Det flygt-bare atelier

IMG_2101Foto: Sara Glahn, 2013

I tre timer havde jeg atelier på toppen af en lyserød bygning. Derfra kunne jeg se over byen, over til naboernes tage og ned på de tomme veje. Det er det atelier der har haft størst betydning for mig, intensivt placeret isoleret. Derefter har jeg flyttet rundt i mange forskellige atelierer og er på nu logeret hos min far, som er smart da vi arbejder på en stor udstilling til januar 2015. Mit bord er større end på toppen af bygningen, pladsen vi kan arbejde på er kæmpe og det ligger isoleret i en kælder, uden forstyrrende elementer. Men det er ikke mit, det er ikke permanent, og det virker trods jeg har adgang til det i mere end tre timer. Hvad det bedste atelier er for en (billed)kunstner? Den romantiske tanke om et permanent rum, hvor man kan rode, lade sine ting være, udstille dem for sig selv og videreudvikle dem? Eller er det når vi veksler mellem steder, bliver smidt ud af en bygning fordi vi har gjort den attraktiv eller et det når vi isolerer os og ingen ved hvor vi arbejder? Der ligger et hus på den vej jeg bor på, deres entre er farverig med blå, rød, lilla og gul. Huset er til salg. Hvis det ikke er solgt til foråret vil jeg rykke mit atelier derhen, så lang tid de tillader det.

Sara Glahn er billedkunstner og bosat i København. 
www.saraglahn.com


17 september 2014

Postkort fra Athen

“First encounters with Greece”

Simone Sandahl på kunstophold ved Det Danske Institut i Athen (DIA)
www.simonesandahl.com

ATHEN_1

‘BALCONY’, 2014, Simone Sandahl

 

ATHEN_2

‘Greek courtesy; ass paper bins’, 2014, Simone Sandahl

 

ATHEN_3

‘Tailored Stove for greek coffee’, 2014, Simone Sandahl

ATHEN_6

‘Greek man in closet’, 2014, Simone Sandahl

 

ATHEN_4

‘FAN’, 2014, Simone Sandahl

 

ATHEN_5

 ‘BED’, 2014, Simone Sandahl

×