Artist of the week

artistoftheweek.dk – det nye online kunstnerarkiv 

artistoftheweek.dk er en ny online stafet der viser yngre og ældre danske billedkunstnere, deres værker og præsenterer dem gennem et enkelt interview.

Tanken og konceptet bag artistoftheweek.dk er at give plads til den store mangfoldighed af danske kunstnere. Hver bidragende kunstner sender stafetten videre til en anden dansk kunstner som de er inspireret af eller interesseret i. Vi vil sikre at stafetten kommer bredt og vidt for at vise billedkunstnere der ikke allerede er rigt præsenteret i mediebilledet.

artistoftheweek.dk bliver med tiden et arkiv over hvad der interesserer, pirrer og fanger de danske kunstnere netop nu, hvem de er og hvor de finder deres inspiration. Arkivet vil vokse på ubestemt tid og blive et arkiv vi kan kigge i for at se de tendenser der prægede netop disse år. Sitet henvender sig til kunstinteresserede, gallerister, museer og folk i almindelighed der vil følge med i den store mangfoldighed af danske kunstnere.

Da artistoftheweek.dk er en stafet, foregår det således at det altid er den kunstner der svarer på et interview der sender den videre til en ny – vi, initiativtagerne, er derfor ikke herre over hvor og i hvilken retning den spredes og vi fungerer ikke som smagsdommere. Vi har et krav om at profilen forbliver for professionelle kunstnere og at den forgrener sig i hele landet og til udlandet (så længe kunstneren har stærk tilknytning til Danmark).
På den måde håber vi stafetten når et bredt udsnit af den danske kunstscene idag og kan give læserne en fornemmelse af tendenser, nye retninger, arbejdsprocesser, men mest af alt den fantastiske mangfoldighed af kunstnere som vi ved er derude, men som sjældent får taletid.

Stafetten er skabt tre-sporet for at sikre stor diversitet i udvalget af kunstnere fra starten af.

artistoftheweek.dk er non-profit.

Facebook follow

support:

Print

OPEN CALL

artistoftheweek launcher siden ‘aktuelt’ hvor kunstnere/kunstkritikere med noget på hjertet, gallerier og udstillingssteder med aktuelle udstillinger har uanet spalteplads.

For kunstnerdrevne udstillingssteder kunne det være en artikel om deres aktuelle udstilling, tanker, ideer og debatter om at drive et udstillingssted på den danske kunstscene. For kunstnere kunne det være et postkort fra et residency ophold, noget de er fascineret, forarget af eller vil sætte til debat og udtrykke sig omkring.

‘aktuelt’ vil forsøge at vise hvad der rører sig blandt kunstnerne på den danske kunstscene, uden forbehold for spalteplads og en kunstkritikers øje.

Send os dit bidrag til info@artistoftheweek.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at gennemse og udvælge bidragene og bringe dem i deres ønskede rækkefølge. Vi modtager ikke pressemeddelser om aktuelle udstillinger, events og foredrag, men modtager gerne artikler derom. 

×