Artist of the week

#94 Deniz Eroglu

Deniz Eroglu (1981) er uddannet fra det Fynske Kunstakademi og Städelschule. Han er resident artist på Rijksakademie van Beeldende Kunsten i Amsterdam 2016-18.

Eroglu fokuserer i stigende grad på emner som immigration og identitet. Hans baggrund i film og hans interesse i billedsprog, giver genlyd i hans arbejdsmetoder. Han skaber miljøer, der består af adskillige værker der interagerer på forskellige og ofte tvetydige måder. Han kalder disse rum-installationer ‘scriptede kompositioner’. Værkernes indhold og betydning forgrener sig igennem de talrige relationer imellem dem, og skaber derved en mere kompleks og åben totalitet.

 

13336212_10153636941712584_679309175_n Super Baba (2016) computerspil

 

 

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?

Jeg forsøger at udtrykke hvordan jeg har det med mit liv, min følelse af at være i live. Jeg har for nylig hørt Lawrence Wiener sige, at han forsøger at bemærke det, som man let overser. Jeg forsøger i al beskedenhed at gøre det samme.

 

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?

Jeg har i den seneste tid tænkt meget på Robert Walser, Jacques Rivette, Ann Veronica Janssens, John Cassavetes, Danh Vo, Philippe Parreno. Dialog kan man ikke kalde det. Jeg tror snarere, at der er tale om at udtage et ekstrakt fra deres arbejde til at nære mit eget.

 

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?

Før i tiden lavede jeg udelukkende filmværker, men nu forsøger jeg mig med alt muligt: keramik, plastic, metal, animation, programmering, glas og listen fortsætter. Jeg har besluttet mig for at lege meget mere i resten af mit arbejdsliv.

 

deniz-eroglu_1Bronze Baba (2016) bronze

 

 

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?

Det ligger meget i forlængelse af ovenstående svar.

I år har jeg arbejdet særligt med plastic og dette arbejde har resulteret i en idé til en ret omfattende soloudstilling, som faktisk mest består af film. Når man er involveret i en masse forskellige processer, kan det afstedkomme alt muligt uventet. Aktivitet akkumulerer idéer. For nylig lavede jeg et forsøg med en plasticoverflade på marmor. Resultatet overvældede mig og gav mig tårer i øjnene af glæde. Tilfredsstillelsen ved at noget fungerer, det er en vidunderlig følelse!

I forhold til at opleve kunst, har jeg altid haft de største oplevelser med skulptur, så det kan undre mig, at jeg har holdt mig så meget tilbage. Jeg tænker produktion på en anden måde nu: i stedet for et filmværk, som skal være så “godt” som muligt, og som så vidt muligt skal udtrykke det jeg gerne vil kommunikere, så tænker jeg nu mere i værkgrupper. Dette betyder bl.a., at et værk godt må være simpelt eller banalt eller fjollet, men at det i sammenstillingen med andre værker kan antage en kompleksitet og en udvidet betydning. Derudover har det været interessant at gå fra at producere værker til at skabe udstillinger. Jeg finder det virkelig inspirerende at arbejde med rum og at tænke over beskuerens oplevelse i en rumlig forstand, fx forløbet igennem rummet, det tidslige aspekt af oplevelsen, førnævnte sammenstilling af værker, opbygning af intensiteter, abstrakte narrativer.

 

31a4242-copy Installationshot fra udstillingen “Milk & Honey” på Overgaden (2016)

 

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?

Jeg arbejder for tiden på Rijksakademiet i Amsterdam. Det er et residency, jeg virkelig kan anbefale andre kunstnere at søge. Jeg starter kl. 10 om formiddagen, og så arbejder jeg hele dagen i tæt samarbejde med deres teknikere. Det er fantastiske mennesker. Jeg kan dukke op og sige,at jeg gerne vil lave en elefant af vat, eller en slikkepind der kan synge, så går de fluks i gang med at hjælpe mig med at finde ud af hvordan det skal gøres. Det gør, at ens produktion fra idé til realisering bliver udsat for en vanvittig acceleration. Som kunstner kan man opleve at blive bremset af, at man ikke besidder viden inden for et eller andet specifikt felt. Med teknikerne omkring mig, finder vi hurtigt ud af at løse de problemer der måtte være. Der er også kunstnere og teoretikere, som kigger forbi mit atelier et par gange i løbet af ugen. De arbejder som en slags rådgivere.

Jeg føler mig som en arbejdsnarkoman på det sted.

Man bliver virkelig passet og plejet. Jeg joker med, at det er lidt ligesom at være på plejehjem. De sørger for alt. To måltider om dagen og bolig.

I det forløbne år har det handlet meget om produktion; store installationer, udforskning af materialer. Når jeg er færdig her, vil jeg trække mig tilbage og læse og leve meget mere afslappet og langsomt. Det bedste ved dette residency, er de andre kunstnere, som også arbejder her.

Vi er omkring 45 kunstnere, som kommer fra hele verden. Vi er i daglig kontakt med hinanden, vi spiser sammen, arbejder og fester sammen. Det er et lukket lille kosmos, men vidunderligt. Det er en fantastisk udveksling der finder sted. Jeg har fx lært en pakistansk kunstner at kende, og da jeg så hans kunst, var det tydeligt for mig, at vi er optaget af de samme spørgsmål. Det har været interessant, at diskutere det med ham. Det er smukt at indse, hvor forbundne vi alle er.

Når man er omgivet af andre nationaliteter bliver man bevidst om sit eget kulturelle og mentale landskab. Der kan være udfordrende. Det hjælper én til at indse hvad der er særegent ved ens egen baggrund, og også hvad der er universelt for mennesker. Men man lærer også at kommunikere om kunst på en international måde. Jeg mener, at det er vigtigt at være i stand til det, og det har virkelig løftet kvaliteten af mit arbejde at udvikle sådanne evner.

 

_l2a0028 Honey Coins (2016) polyurethane, honning

 

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?

Det er vigtigt for mig at tage på landet et par måneder om året. Jeg plejer at forklare min tankevirksomhed dér med følgende metafor: jeg hænger tøj op i vinden. Tøjet hænger på en snor. Jeg sætter mig og kigger på det. Det er hvidt og simpelt. Det har overordnede former, men skifter i takt med, at det bevæger sig i vinden. Når jeg vender ryggen til, så hænger det der stadig. Jeg er bevidst om det, jeg hører det i vinden.

Jeg er uforstyrret på landet og kan have lange tankerækker. Ingen distraktioner, ingen afbrydelser. De oplevelser, som jeg vælger at udsætte mig selv for dér bliver store og vigtige. Jeg får tænkt alt muligt grundigt igennem. Jeg så engang en dokumentar med Bergman, hvor han sagde, at han ventede på visioner, og han fortalte, at “Hviskningar och Råb”, først kom som et billede af tre kvinder klædt i hvidt i et rødt rum. Mine idéer kommer også i form af billeder. Billeder, som melder sig igen og igen. Og ved at leve roligt og koncentreret, kan jeg udforske de billeder og udvide dem. I byen ville de drukne i det øvrige sansebombardement.

Det handler om at skabe mulighed for at bemærke det oversete, som jeg nævnte før.

 

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?

Mine projekter forskyder sig ud i fremtiden, så der er altid nye idéer der opstår, inden jeg når at løbe tør. Indtil videre.

 

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?

For nogle uger siden så jeg Ryan Ganders udstilling på Lisson Gallery i New York.

Udstillingen bestod af to værkgrupper: gyldne spejle draperet med forhæng lavet af marmor, som delvist dækkede spejlglasset og fire eller fem antropomorfe metalskulpturer i menneskestørrelse. Jeg blev så overvældet, at jeg måtte forlade stedet ret hurtigt. Jeg rystede ligefrem, da jeg kom ud på gaden. Og mærkede en masse ukontrollable følelser vælde op.

Det var tydeligt for mig, at værkerne handler om kunstnerens forhold til sin krop, og jeg kunne mærke en skuffelse og gru over livets forgængelighed. Jeg har tænkt over hvorfor jeg reagerede så voldsomt, og kan komme i tanke om to grunde: et menneske tæt på mig, befinder sig i det sidste stadie af Alzheimers og denne persons spejle er dækket til, fordi personen ikke bryder sig om at se sig selv. Sorgen over den uperfekte krop og den fremtidige død. Jeg oplevede at værkerne inddrog mig i de følelser og det kom således også til at handle om min egen uundgåelige død. Samtidigt var værkerne utroligt smukke. En voldsom oplevelse…

 

 screen-shot-2016-10-12-at-23-59-08Singing Kebab (Fleisch of my Life) (2015) 3D animation

 

 

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?

Jeg ved ikke syndeligt meget om den danske kunstscene. Nu bor jeg selvfølgelig heller ikke i Danmark. Jeg vil anbefale alle kunstnere at have tilknytning til andre steder udenfor hjemlandet. I mit tilfælde har jeg udviklet mig meget ved at studere i Frankfurt og efterfølgende at opholde mig i Tyskland. Jeg har oplevet en enorm respekt og interesse for kunst dér, der betød, at jeg blev endnu mere motiveret og arbejdede endnu mere dedikeret for at skabe mine værker. Jeg har levet en hel sommer af sommerhusæbler, fordi jeg brugte alle mine penge på at finansiere et værk der skulle optages på 16mm.

Jeg hjalp for nylig til som assistent på Rjksakademiet, da ansøgere skulle til interviews.

Der var en mand fra Indien, som rørte mig dybt. Han var ved at gøre klar til at præsentere, og da han tog sine værker ud af kufferten, var de så forskellige fra hvad man ser, når man går på museer i denne del af verden: små lerskulpturer lavet af rødt ler. De udstrålede en slags beskedenhed og et fokus på små detaljer. Han var lige steget af flyveren fra Calcutta og var træt. Jeg er fuld af beundring for en mand, som dedikerer sit liv til kunst uden noget socialt sikkerhedsnet, som det vi har i Danmark. Det giver mig lyst til at investere endnu mere af min livskraft i kunst. Jeg tror på, at kunst kan være livsforandrende, emanciperende og bevidsthedsudvidende. Jeg mener, at det er utroligt vigtigt, at man som kunstner viser en interesse for andres kunst. Som kunstnere skaber vi udsagn til hinanden. Hvis man træder ind i en virkelig dialog, så kan man udvikle sig sammen. Jeg oplevede i Frankfurt, at der med den øgede interesse også var en kultur for at kritisere hinanden blandt eleverne. Det kommer af det faktum, at man dér ser kunst, som noget virkelig værdifuldt.

 

Et vigtigt aspekt er også de institutionelle initiativer. Städelschule er en international skole. I Frankfurt har man indset, at man får en bedre kunstuddannelse, hvis man ikke tænker nationalt; ved at invitere udlændinge højner man også de tyske elevers niveau. Det samme gør sig gældende på Rijksademiet, hvor holdningen er; jo mere internationalt desto bedre. Hvis man vil have en spændende kunstscene, må man starte med at invitere folk udefra ind i miljøet. Begge institutioner bliver drevet for det samme beløb, omkring 45 millioner kroner om året. Forestiller man sig noget lignende i Danmark; at man inviterede en pakistaner fx til at komme og bo og arbejde i 2 år i Danmark til en udgift af 1.000.000 kroner, så vil der nok ikke ligefrem være bred politisk opbakning til det, med de vinde der blæser lige nu. Men ved at invitere udlændinge ind i en dialog med Danmark og danske kunstnere, ville man helt sikkert opleve, at danskere også blev inviteret til at give deres udsagn med ude i verden. Som situationen er nu, så forekommer Danmark mig at være ret lukket. Danmark er et dyrt land at opholde sig i. Det samme er tilfældet med Amsterdam, men hér har man denne institution, der gør det muligt at have 30 udlændinge boende om året. Der opstår en tilknytning, som varer ved. Dette gavner i sidste ende alle parter.

 

screen-shot-2016-10-13-at-00-09-15Baba Diptych (Working Baba) (2016)

 

I 2013 så jeg videoværket The Bedridden Triptych af Deniz Eroglu på udstillingen ”KUNST” på Sydhavn Station, som Morten Jacobsen havde kurateret. Videoværket (som er delt op i tre afsnit: de to første akter er filmet med 16 mm kamera, mens det sidste afsnit er filmet med VHS) veksler mellem forskellige formelle undersøgelser af form og medie, og på den anden side at fortælle en stram konceptuel ide om tre forskellige mænd, der er sengeliggende. Jeg blev hevet ind i en anden tid, eller rettere tre forskellige tider. Jeg blev jeg forført og samtidig en smule provokeret, for hvad gik det hele egentlig ud på? (spørgsmål fra #91 Johan Martin Christiansen)

Dette værk var et forsøg på at undersøge tilværelsen, når man fjerner alt det, som forlener det med mening: vores sociale liv, vores arbejde, vores mobilitet. Lad os forestille os, at vi ligger i en seng uden mulighed for at bevæge os. Dér skal man så leve, som på en øde ø. Hvad er der så tilbage? Kan man stadig finde mening i en sådan situation? I denne tidsalder ender de fleste menneskers liv i en hospitalsseng, så det er måske ikke så utænkeligt, at vi kommer til at befinde os i netop denne situation. De tre respektive film er tre repræsentationer af ovenstående spørgsmål. Jeg har brugt filmsproglige virkemidler til at forstærke de enkelte perspektiver på samme emne.

 

 

Tak.

 

×