Artist of the week

#92 Birgitte Støvring

Birgitte Støvring. Født 1982. Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 2008 (MFA).
Bor og arbejder i København. Har for nyligt afsluttet sin første udsmykning, tildelt hende af Stantens Kunstfond (2016). Har blandt andet udstillet på Charlotte Fogh (2015), Galleri Kant (Solo 2014) og Museet for Religiøs Kunst (2008)

www.birgittestovring.com

1

Installations view – Horserød Statsfængsel

 

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Ofte arbejder jeg serielt – og undersøger et tema eller spor som vækker min interesse. Tidligere har jeg for eksempel arbejdet med den rituelle dans – særligt sufi- og trance dans – og før det, lavede jeg en billedserie kaldet ”Vandreren”.

I mine igangværende billeder arbejder jeg med spejlinger – eller dobbeltbilleder – hvor kroppe bliver malet negativt ind i stramt opbyggede kompositioner.

Denne proces repræsenterer en mulighed for en motivisk opløsning som interesserer mig, og jeg ønsker at undersøge hvorledes spejlingerne griber ind i hinanden igennem min leg med kroppens opløsning og samling.

Jeg er interesseret i at male en rytme ind i billederne, men hele tiden med små brydninger i symmetrien, og jeg er desuden optaget af den kraftige symbolbetydning, som motivet derved i sig selv opnår.

 

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Generelt kigger jeg mig bredt omkring, men mit interessefelt skifter også ofte i takt med at mine egne værker udvikler sig.

En overgang kiggede jeg for eksempel en del på teatermaleren Helge Reft, og senere har det været vidt forskellige kunstnere – alt fra gamle fresco’er af eksempelvis Giotto di Bondone, skæve surrealister som Giorgio de Chirico og Wilhelm Bjerke Petersen, til mere konkrete malere som Richard Mortensen og Hilma af Klint.

 

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Først og fremmest er jeg nok enormt selvkritisk – hvilket i selv gør, at jeg sjældent er helt tilfreds – og dette gør naturligt, at jeg konstant udfordrer min igangværende retning.

Desuden tror jeg generelt på, at hvis man har et åbent og nysgerrigt blik på egen praksis, så står man sjældent helt stille.

4 Installations view – Horserød Statsfængsel. 

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
I den seneste tid har jeg valgt at forenkle udtrykket i mine værker, og har så at sige skåret mere ind til benet.

Det har givet et mere klart og enkelt udtryk, idet stofligheden og modereringen af figurerne i øjeblikket er sat på en lille pause, og de formelle greb vedrørende form, flade og farve er blevet mere synliggjorte.

For nyligt har jeg derudover lavet mine første vægmalerier – hvilket bestemt også har åbnet op overfor nye muligheder.

 

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Jeg sætter pris på en rimelig fast struktur, og de fleste hverdage cykler jeg til mit atelier på Amager, og arbejder gerne der fra i tidsrummet 10 til 18.

Af og til har jeg dog også hjemmearbejdsdage, hvor jeg sidder på “kontoret” og besvarer e-mails, samt skriver ansøgninger og den slags.

 

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
En god kunstoplevelse kan sagtens inspirere og give ny energi. Jeg kommer gerne en del ud, og heldigvis er der ofte mange spændende udstillinger rundt omkring.

Af og til vælger jeg også at søge mere direkte hen imod et emne som interesserer mig – som eksempel: Rituel dans (trance og gentagelser) – ornamental kunst – symbolik – kristen ikon mystik – egyptisk kunst, og så videre.

Her dykker jeg lidt dybere ned i et materiale, og nogle gange giver det mening at bruge det – andre gange ikke.

2

Diamond lady/Lady diamond. 120×80. Akryl og olie på lærred. 2016

 

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Hmm… Egentlig kan det af og til være et tegn på at jeg har brug for en pause, da tingene nogle gange skal lidt på afstand for at man kan se dem klart.

Jeg har i hvert fald opdaget, at det ikke altid kan lade sig gøre at “male sig” ud af en krise, og at der snarere kan være brug for ro og enkelhed, for at bevidsthedsgøre/synliggøre hvad og hvor man vil hen.

Dette kan dog godt være vanskeligt – og ofte kommer jeg til at arbejde alligevel, for så senere hen at kassere værket.

Men tvivlen opfatter jeg som værende hel essentiel og en drivkraft i sig selv.

5

Vægmaleri – Horserød Statsfængsel.

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?
Forleden var jeg på en lille galleritur rundt i København, og her var nogle gode solide maleroplevelser – blandt andet Christian Schmidt Rasmussen på Bendixen, og Mamma Andersen samt Tal R på Bo Bjerregaard.

Derudover kan man for øjeblikket opleve glasværker – skabt i samarbejde med Per Hebsgaard – på Museet for Religiøs Kunst i Lemvig.

Den udstilling begejstrede mig meget at se – måske særligt fordi jeg enormt godt selv kunne tænke mig at arbejde i glas.

 

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Først og fremmest er vi vel ret heldige i Danmark, da vi har mange muligheder for at søge fondsstøtte, residencies m.m., hvilket gør os privilegerede.

Hvad angår den danske kunstscene som institution, så ser jeg den som værende rimelig bred og dynamisk. Man kan tale om at her findes flere forskellige slags scener eller spor – selv om der selvfølgelig også forekommer modebølger.

Selv forsøger jeg at have fokus på egen praksis, og arbejde med det som interesserer mig, samtidig med at jeg følger nysgerrigt med, og gerne bidrager når det er muligt.

For øjeblikket driver jeg et lille udstillingssted kaldet KVADRAT16 (et 16 m2 butikslokale i Valby), der fungerer som et non-profit projektrum for samtidskunsten.

Udstillingsprogrammet skal tematisk fungere på årsbasis, og det næste år viser jeg en række udstillinger (mest soloer) med kollegaer, som jeg tematisk samler omkring en egen interesse for hvad jeg vil kalde det ‘form æstetiske’.

Jeg ønsker – på forskellig vis – at følge et spor som omhandler skønhed, æstetik, materialedyrkelse, stoflighed, form, flade, farve og den mere “hårdværkbaserede” tilgang til værket.

3

Installations view – Horserød Statsfængsel.

Hvilken tanker gjorde du dig i forbindelse med udsmykningen af Horserød Statsfængsel, i forhold til de indsatte? (spørgsmål fra artistoftheweek)
Fællesrummet som jeg skulle udsmykke i Horserød Statsfængsel, ligger i en nyopført bygning, og er et aktivitetsrum som kun benyttes af en lille gruppe kvindelige indsatte der har behandlingspladser.

Afdelingen bruges dagen igennem til forskellige selvudviklingsaktiviteter, så det var vigtigt for mig, at der – udover mere fortættede områder – også er flader hvor øje og sindet kan finde ro.

Jeg forsøgte at forestille mig hvordan det ville være selv at skulle opholde sig i afdelingen, og synes det var væsentligt at lave en udsmykning der ikke virker støjende eller overvældende – hvilket er årsagen til mit valg af dæmpede farver i nogle af områderne.

Jeg har haft et ønske om at åbne en dør indtil en positiv og sanselig verden, hvor nogle meget enkle billedelementer er blevet sat i spil, og indholdsmæssigt forsøgte jeg også i høj grad at tænke mine værker ind i rummets funktion.

Billeder, symboler og farver som associerer til fællesskab, leg, forbundethed og dans er gennemgående.

Grundlæggende har jeg haft et ønske om at skabe en positiv stemning i de forskellige slags billedudtryk, der nærmest kan opleves som en rytme hvor tingene i rummet bliver kædet sammen.

Der optræder nogle enkle og klare symboler som et hjerte og et prisme. Hjertet er naturligvis et symbol på kærlighed, og prismet har den egenskab, at det bryder lyset og ændrer dets retning. Således er prismet blevet tænkt ind som hovedmotivet i projektet – og blevet et meget direkte symbol på, at det er muligt for et hvert menneske at ændre sin retning.

Reaktionerne fra kvinderne deroppe har også været meget umiddelbare og enormt positive, så temaerne er gået klart igennem.

Tak

 

 

 

×