Artist of the week

#85 Tomas Lagermand Lundme

Tomas Lagermand Lundme (1973) arbejder som forfatter, dramatiker, manuskriptforfatter, skribent og billedkunstner. Har været forbi Teaterskolen Centrum, Gøglerskolen, Det Kongelige Danske Kunstakademi og Forfatterskolen. Har siden debutten i 1998 med romanen Forhud udgivet 26 bøger for børn, unge og voksne, senest Alt er mit og Mig og min søster, begge fra 2016. Udstillet i ind- og udland siden 1990, arbejder med tegning, grafik, lyd, film, keramik, installation, maleri, aktion og performance. Har skrevet små 50 teaterstykker til scenen og 15 stykker til DR. I mange år vært på Radio24syv. Siden 1. januar 2016 formand for Statens Kunstfonds Legatudvalg for Litteratur og næstformand for Statens Kunstfonds bestyrelse. 

www.tomasll.dk  

Engang skulle jeg optræde

“Engang skulle jeg optræde”, plakat fra udstillingen “Våbenhvile. 100 års forestillinger”, Overgaden – Institut for Samtidskunst i 2015. 100X120 cm, unika-prints.

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Jeg arbejder meget med konflikten mellem natur og kultur, individ og fællesskab. Og så har mine værker også altid rummet noget seksuelt og politisk. For det er sådan, jeg tænker og handler. Med at bruge mig selv meget hudløst i mine værker, hvad enten jeg skriver en bog, en teaterforestilling, en film eller en udstilling. Mine værker indeholder ofte tekst, som et slags bærende element, da jeg er optaget af at fortælle historier. Min baggrund har i mange år nok mere eller mindre været teatrets, men det har sidenhen flyttet sig over i essays, artikler, bøger, radiomontager og egentlige billedkunstneriske værker. I mange år udstillede jeg aldrig værker i traditionel forstand i gallerirummet eller på museet, kun efterladenskaber fra aktioner og performances. De sidste par år har jeg gjort begge ting, men er stadig optaget af, at beskuer, værk og aktion på et eller andet plan skal mødes, gå i dialog og evt. gøre noget sammen, handle. Og derefter omhandle sin egen praksis, sit eget ståsted, sin egen historie. Jeg kan ikke holde passivitet ud. Hverken i institutionen, samfundet eller i én selv. Og der har kunsten – og kunstneren – et ansvar for at handle – og forvandle. Med poesi. Blandt andet. Jeg er helt klart et barn af mælkebøtteforældre, der stadig tror, at tingene nytter noget. Og det farver min tilgang til værket. Jeg håber også, at det nytter noget. Et eller andet sted. Og kan gøre en forskel.

 

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Der er mange. Anne Marie Helger er fantastisk. En stor, stor samvittighedskunstner. Det synes jeg også, at Jytte Rex og Savage Rose er. I min barndom og tidligere ungdom var Dea Trier Mørch og Røde Mor større inspirationskilder. Jeg gik også på friskole og snittede voldsomt meget grafik. Det var den tid. Sidenhen har jeg været meget optaget af Henry Miller, William S. Burroughs, Allen Ginsberg, Sylvia Plath og Herta Müller. I mange år var jeg skuespiller hos Hotel Pro Forma, og har sidenhen skrevet tekster til Kirsten Dehlholm. Hendes syn på kunst har betydet meget for mig. Det samme har Poul Borum og Erik Thygesen. Fotografisk har jeg haft min periode med Wolfgang Tillmans, Nan Goldin, Richard Kern og lyttet ekstremt meget til Sonic Youth, Patti Smith og The Smiths. Og så er der Tove Ditlevsen og Tove Jansson. De to holder jeg meget af. Tove Ditlevsen for sit store mod, og Tove Jansson for sit fastholdelse af filosofi og poesi i én og samme stemning. Jeg har også som alle andre, der hang ud i det gamle Ungdomshus på Jagtvej, haft min store Claus Deleuran-periode. Og så har Michael Strunge uden tvivl betydet vildt meget for mig. Michael Strunge og David Bowie – især hans tyske periode – har nærmest været min måde at trække vejret på. I mange år var min kusine og jeg også fantastiske fan af Christiane F-filmen. Vi kunne den udenad. Jeg drømte kun om at blive stiknarkoman, flytte til Vestberlin og få et forhold til en trækkerdreng i nylonblå vindjakke. Det kunne kun gå for langsomt. Jeg voksede op på Amager, så når jeg stod der og legede trækkerdreng på kundetoiletterne i Amager Centret, var den eneste, man mødte dernede, Kai Løvring. Det var der ikke så meget Vestberlin over.

Jeg ville være en pige

“Jeg ville være pige”, plakat fra udstillingen “Våbenhvile. 100 års forestillinger”, Overgaden – Institut for Samtidskunst i 2015. 100X120 cm, unika-prints.

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Søger altid nye udfordringer. Læser meget avis og blog-indlæg, helst fra folk, som jeg er ikke enig med. Og søger også altid nye måder at arbejde med kunsten på, ofte i samarbejder på den ene eller anden måde. Det er meget normalt, at man samarbejder i teatrets verden. I billedkunsten har det ofte været en mere lukket proces, hvor man står i ensomheden på atelieret. Det kan jo også noget, men jeg søger ensomheden, når jeg skriver mine bøger. Når jeg arbejder hen mod en udstilling, kan jeg godt lide at inddrage andre mennesker, så vi skaber noget sammen. Det udfordrer dels egen praksis og syn, men skubber også til hele historien. Det er vigtigt, vi hele tiden bliver skubbet lidt til. Ellers sidder vi bare fast og tror stadig, vi står på Barbue en marts-nat i 1986.

 

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
Samarbejdet, tror jeg. Og de tydeligere referencer fra teaterrummet. Før i tiden har jeg mere adskilt de forskellige ting – teatret, litteraturen, billedkunsten. Nu smelter de mere sammen. Og gør det nok med en humor, jeg heller ikke har brugt så meget før. Det har nok noget at gøre med, at man bliver ældre, får det lidt bedre med sig selv, både psykisk og fysisk, og får nok også lidt mere overskud, så man ikke behøver få anoreksi hver gang, man skal lave en tegning. Man behøver heller ikke drikke FF-ere hele tiden. Det meste, som jeg laver i dag, bliver sgu lavet på grøn the og med P6 Beat i baggrunden. Det er nye toner. Men jeg kan godt lide det.

 

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Jeg arbejdede i mange år altid på en eller anden form for vrede. Nu er det nok mere en slags undren. Noget, jeg ikke kan forstå, hvorfor er sådan. Og så kredser jeg længe om at få ordentligt hul på stoffet, og når det sker, er det ligesom det bare vælter ud. Ligesom at græde ordentligt. Når det sker, sker det bare. Så går der hul.

Kandis

“Kandis” er tuch, spyt og neglelak på papir, 60x80cm, 2015.

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Jeg tror altid, jeg er inspireret. Har aldrig prøvet ikke at være det. Selvfølgelig kan man have dage, hvor man arbejder bedre end andre, men jeg har aldrig prøvet sådan noget med at sidde og glo ind i væggen og der ikke sker en skid. Så løber jeg bare en tur eller gå et smut i svømmehallen. Så er den der igen, inspirationen. Jeg er nok miljøskadet, fordi jeg har skrevet så mange teaterforestillinger efterhånden. Så jeg er ikke så meget sådan en, som fylder meget i omgivelserne. Jeg kan bedre lide at observere de andre, lytte til hvad de taler om – og i høj grad – hvad de ikke taler om. Elsker sådan noget med undertekst. Danskerne er så gode til at tale over sig. Det er altid inspirerende. Fordi det er så menneskeligt.

 

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Drikker te. Går en tur. Taler med katten. Men jeg plejer ikke rigtigt at gå i stå.

 

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?
Foråret. Og fuglene. Naturen er blevet en stor ting for mig. Det har den aldrig været før. Jeg har altid hadet sådan noget med tur til Jylland, hvor man skulle ligge i telt og sådan noget. Har altid rejst til andre storbyer. Men nu elsker jeg skoven. Har de sidste mange år også været gift med en gammel spejder, så måske smitter det. Og så rummer naturen så meget godt for mennesket. Det lyder helligt, men det er det ikke. Det er bare natur. Men tænk, at den er der. Lige der. Træer, fugle, søer, græs, duft, ro.

Jeg er sådan en som vinden aldrig vælter

“Jeg er sådan en som vinden aldrig vælter” er digital tegning, 60x60cm, 2015.

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Jeg synes lige nu, at kunstscenen – ja, generelt alle scener – har åbnet sig op, og et andet publikum er begyndt at ankomme. Muligvis også en ny tid, en anden tid, hvor grænserne mellem kunstarterne har udvisket sig selv i et nyt forsøg på at fortælle sine egne historier, og ikke kopiere de andres. Det er en stærk historie i gang. Om en ny tid. Og det er spændende. Traditionen skal altid fornyes. Ellers går vi i stumper og stykker. Og dog. Man skal også have lov til at spise sine pomfritter i ny og næ. Men der er ved at ske noget andet, noget nyt, som på sigt vil kunne rumme meget, for åbenhed og dialog er trods alt langt sjovere og meget mere givende end lukkede, fastlåste positioner. Man skal bare sige JA. Så sker der noget. Samtidig lever vi en tid, hvor grænser og begrænsninger ude i samfundet, væk fra kunstscenen, aldrig har været mere synlige, fordi en stor del af denne her verden er trukket til højre for midten, fordi alle generelt har travlt med at trampe, spytte og slå andre i hovedet, fordi de ikke tænker, som de selv gør det. Det er simpelthen så trist. Jeg er sikkert naiv og blåøjet, ja, det er jeg, men forstår ikke, hvorfor vi ikke møder hinanden med kærlighed og åbne arme og drikker en god kop te sammen, mens vi hører Annisette synge om noget smukt. Det ville være så nemt. At favne mangfoldigheden. I stedet for at bekæmpe den. Og have den der verdensopfattelse om at alle skal ligne en selv. Hvis den historie fortsætter, kommer vi til at genskabe en rigtig kedelig historie.

Hele samfundet genopstår uden tårer

“Hele samfundet genopstår uden tårer” er poster opsat i byrummet, her i Thiemes Magasin, 80×120 cm, fotokopi, værdiløst, 2014.

Jeg mindes en sommerdag jeg sad i Aarhus Rådhuspark og læste hans bog Forhud og blev endnu mere bekræftet i at livet er skønt. Siden har jeg via artikler osv. fået kendskab til at han måske faktisk er en af de få der føler et ansvar overfor kunsten. Og vil derfor gerne spørge om: Hvad er kunsten ved at blive, i forhold til hvad den kan? Hvad kan kunstnerne gøre for at sikre kunstens berettigelse og overlevelse? Hvordan forhindrer vi det endegyldige mord på kunsten? (Spørgsmål fra #83 Flemming Rolighed)
Tak for dit spørgsmål, Flemming. Jeg tror i bund og grund, at man bare skal blive ved. Det er en kamp. En stor værdi- og kulturkamp, vi har gang i. Og som vi altid har haft gang i. Den holder nok aldrig op. Men det vigtige er også, at vi heller ikke giver op. Og at vi bliver ved. Med at kæmpe. Og udfordre os selv og hinanden med det, vi kan. Skabe noget. Som omskaber et samfund. Sådan må det være. Det er vel derfor, vi har fået hænder. Så vi kan handle. Gøre noget. Bruge dem til noget.

 

Tak

×