Artist of the week

#82 Asmund Havsteen-Mikkelsen

Født 1977, Ærø. Bor og arbejder i København.
Uddannelse:
2003-09 MFA, Det Kgl. Danske Kunstakademi, København.
2007-08 Hochschule für Bildende Kunst, Hamburg.
2004-05 CCA Research Program, Kitakyushu, Japan.
1996-03 MA i litteratur og filosofi, Københavns Universitet.

www.asmundhavsteen.net

Keeping_My_Head_Outside_The_Mud

‘Keeping my Head outside the Mud’, 2016, 55x70cm, Oil on canvas

 

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Jeg opfatter min egen praksis som et ’system af konkurrerende interesser’. For eksempel har jeg været optaget af en form for arkæologi af modernismens arkitektur, forsøgt at forstå dens opståen, virkningshistorie og hvordan dens formsprog og ideologi stadig udgør en betydningshorisont for os når vi taler om arkitektur. I forlængelse heraf har jeg været optaget af det private rum, hvordan vi gestalter os selv igennem vores bolig og de objekter vi omgiver os med. Det spor knytter an til en anden interesse jeg har, nemlig sammenhængen mellem arkitekturen og psykoanalysen, dvs. et rums mentale effekt på vores måde at tænke og forstå os selv i verden. Disse tematiske interesse-felter har jeg haft i mange år, og vender løbende tilbage til dem, fordi jeg igennem dem forsøger at bearbejde mine egne konflikter, dilemmaer og frustrationer. Jeg tænker igennem arkitektoniske rum.

 

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Flere forskellige ’Bermuda-trekanter’ der overlejrer hinanden – bestående af især amerikanske, tyske og danske kunstnere. Af historiske kunstnere Edward Hopper, Caspar David Friedrich og Vilhelm Hammershøi; af nyere kunstnere Ed Ruscha, Gerhard Richter og Albert Mertz. Læg dertil de skæve surrealister, Giorgio de Chirico og Yves Tanguy. Og så er der samtidsmalerne Luc Tuysman, Peter Doig og Matthias Weischer. Et fællesstræk for de nyere malere er deres konstante dialog med den abstrakte og konceptuelle kunsts landvindinger, som jeg i høj grad også føler mig stimuleret og udfordret af.

Murky_Waters

‘Murky Waters’, 2016, 186x140cm, Oil on canvas

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
For mig er der en god produktiv dialektik i vekselvirkningen mellem det formudtryk jeg allerede har udviklet og så i afsøgningen af nye muligheder både på det formelle niveau og det indholdsmæssige.

Jeg har visse begrænsninger, der åbner for eksperimenter, såsom forholdet mellem fladen og den rumlige dybde, mellem det figurative og det abstrakte. F.eks. kan jeg få enormt meget ud af blot at ændre baggrundsfarven, måden hvorpå malingen påføres eller brugen af ’tomme’ felter.

På det indholdsmæssige plan er der både de store geo-politiske forandringer som finder sted i verden der får mig til at gentænke forestillinger jeg tidligere har haft, og så de nyere filosofiske tendenser indenfor filosofien og kultur-teorien. Jeg tænker her på opblomstringen af spekulativ realisme og ny-materialismen, der forsøger at tænker verdenen uden et subjekt. Et projekt der er på én gang er forførende, og samtidig dybt problematisk på mange områder.

Derudover ser jeg selvfølgelig udstillinger, læser bøger, hører musik og ser film. Jeg tror generelt på en åbenhed overfor mange medier og så en lyst til at bearbejde min verden igennem visuelle svar på dens kompleksitet.

 

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk? 
Igennem et længere stykke tid har jeg været optaget af den ’horisontale linje’ på et formelt plan. Jeg har pludselig fået en afsindig lyst til at male billeder, hvor de vandrette linjer udgør en formbærende kraft. Det betyder en anden måde at tænke valget af motiv på, samt det trækker figurationen i en mere abstrakt retning med referencer til Agnes Martin og Mark Rothko. Når man betragter de seneste værker, så vil man se en ny form for kompositorisk enkelhed.

 

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Jeg har atelier i Sydhavnen, Bådehavnsgade 44 i en gammel værkstedshal med 3 vognporte. Der er god plads med højt til loftet. I kraft af mine tre børns hverdag, og min kones arbejde i Berlin 3 dage om ugen, så er arbejdstiden rimelig fastlagt til mellem 8.30 – 15.30 mandag til fredag. Som regel begynder jeg dagen med at ordne et par småting af praktisk karakter, rydde lidt op, skrive et par mails – og derefter skifter jeg tøj og går i gang med at male. Jeg har relativ tit besøgende i hverdagene og weekenden, og får meget ud af deres respons på mine værker.

 

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Inspiration betyder lyst til at lave kunst og glæden ved at udvikle nye ideer. Når jeg er inspireret, så er der glæde ved at lave kunst. Nogen gange ’snubler’ jeg over inspirationen, andre gange opsøger jeg den i bøger, magasiner, på udstillinger, eller igennem samtaler med andre mennesker. Inspirationen er når jeg ud af intet pludselig kan ’se’ et værk for mig. Nærmest som en drøm i vågen tilstand.

 

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Jeg har altid været bevidst om at have gang i flere projekter samtidig, så jeg er indtil videre ikke havnet i et sort hul med flere måneders uproduktivitet. Til gengæld er jeg som regel ’tømt’ når der er afleveret mange værker til en udstilling, og så tillader jeg mig at gøre noget andet, såsom flere dages vandreture, udstillingsbesøg eller tekstproduktion. For mig er det helt ok ikke at male hele tiden. Jeg kan godt lide at bygge ting på mit atelier, så det bruger jeg tit som afveksling og ’opvarmning’ til næste projekt. Det er godt med pauserne imellem projekterne, fordi man får afstand til sin kunst, betragter den udefra, overvejer andre muligheder, får læst nogle bøger og i det hele får nye input.

 

A_New_Beginning_or_the_Beginning_of_the_End

‘A New Beginning or The Beginning of the End’, 2015, 140x131cm, Oil on canvas

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk? 
I forhold til min egen praksis, da det lykkedes mig at skabe et mærkeligt lys i værket ’A New Beginning or the Beginning of the End’. Det er som bygningen bliver oplyst indvendig fra. Så bliver mit blik suget ind her, og får sit eget liv. I de øjeblikke hvor jeg pludselig står og betragter mit eget maleri som en fremmed, kan jeg blive helt ekstatisk.

 

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Der er flere parallelspor, da adskillige generationer er aktive sideløbende med hinanden. Vi har stadig de mest succesfulde kunstnere indenfor relationel æstetik som laver projekter, så er der yngre kunstnere der lægger sig i strømmen af en international mainstream kunstscene, hvor de tydeligvis er inspireret af strømninger som object-oriented-ontology eller spekulativ realisme. Andre strømninger er en art en neo-mystik / irrationalisme, og en optagethed af forholdet mellem virtual reality og den analoge verden. Det performative og politiske står også stadig stærkt på kunstscenen. Måske man kan sige, at en ny generation der er ’digital natives’ er på vej frem, som legende og nemt bruger de digitale medier på en helt anden måde end den forrige generation? Og så er det positivt, at der er kunstnere fra andre felter, som begynder at blande sig på kunstscenen – fra poesi, musik og arkitektur, ser vi aktører der gør sig gældende med kunstprojekter.

Hvad angår min egen position på den danske kunstscene, så har jeg boet i Berlin i 8 år og dermed været fraværende i langt tid. Der er mange udstillinger og projektrum jeg ikke har fulgt med i. Jeg opfatter ikke mig selv som værende del af en fremherskende bevægelse, snarere repræsenterer jeg min egen maleriske og teoretiske position. Folk som har været aktive i kunstmiljøet i længere tid har en fornemmelse af hvad jeg laver.

Still_Standing

‘Still Standing’, 2015, 30x40cm, Oil on canvas

Du har skrevet om kunst og filosofi, bl.a. i bøgerne Generic Singularity og Non-Philosophy and Contemporary Art – ville du kunne fortælle lidt om dette, og om hvad filosofien betydet for dig og din kunst? (Spørgsmål fra #77 Cia Rinne)
De to bøger udgør tilsammen et forsøg på at udvikle en forståelsesramme for det kunstneriske liv og hvordan man kan opfatte kunstnerisk tænkning.

Generic Singularity er et postulat: min påstand er, at alle mennesker er kropslige, sat i en social sammenhæng og er tidslige (det transcendentale eller ’den metafysiske knude’). Det øjeblik man som menneske forsøger at udvikle en kunstnerisk eksistens, så opstår muligheden for en ny form for singularitet: kraften til at producere kunstværker igennem et kunstnerisk projekt, indgå i en kunstnerisk sammenhæng som forskel og muligheden for at leve i et andet forhold til tid.

Bogen har fra min side været lidt af en tvangstanke, og de grundlæggende ideer er opstået over en periode på 14 år. Ideen om kroppen, det sociale og tiden, kommer fra min tid på universitetet omkring 1999, men begrebet om den generiske singularitet kom efter mødet med min professor Gerard Byrne på Kunstakademiet.

Den afgørende forskel mellem universitetet og kunstakademiet er, at førstnævnte udvikler i dig et kritisk kompetence-begreb, der gør dig i stand til at læse tekster og formidle viden, og sidstnævnte ønsker at du udvikler dit eget kunstneriske projekt, så du bliver i stand til produktivt at bidrage med noget nyt.

Den forskel i institutionens forventninger til mig gjorde stort indtryk på mig – og Generic Singularity kan som bog delvist betragtes som en filosofisk selvbiografi, hvor jeg forsøger at eksplicitere de kræfter, man skal tage vare på i sådan en proces. En stor del af bogen er inspireret af den sene Michels Foucault’s interesse for selvets teknologier og det at tage vare på sig selv. Kroppen, det sociale og tiden er dimensioner ved vores eksistens, der kan betragtes som kræfter, vi skal lære at bemestre – og som hos den generiske singularitet får en anden udformning.

Non-philosophy and Contemporary Art kan ses som en efterfølgende ’metode-bog’, da jeg i redigeringen af Generic Singularity af pladshensyn måtte skære det afsnit væk. I bogen forsøger jeg at udvikle en måde hvorpå man kan opfatte kunstnerisk tænkning som en form for non-filosofi. Begrebet henter jeg fra Merleau-Ponty’s sene tænkning, hvor jeg læser det ind i sammenhæng med hans begreb om kødet og hans erfaringsbegreb.

Kort fortalt er non-filosofi den forskydning, der opstår når man omfortolker, indoptager og bruger filosofi og begrebslig viden i forhold til sig selv, sin situation og de konflikter man har i et levet liv. Når jeg som samtidskunstner læser om historiske bevægelser og ser udstillinger med andre kunstnere, så er jeg mest interesseret i vildskaben: hvordan kunstnere presser koncepter, værker og situationer til det yderste. Samtidskunstnere er efter min opfattelse non-filosoffer, fordi de jo tænker over sig selv, deres væren-i-verden, og skaber kunstværker ud fra de tanker de har gjort sig og beslutninger de har taget. Samtidig hermed står de overfor en grundlæggende kontingens: at meget er muligt, men ikke nødvendigt. De skriver ikke videnskabelige valide afhandlinger, men producerer fortolkningssituationer, hvor andre mennesker kan gå ind og få et nyt perspektiv på deres liv og erkendelse.

I forhold til min kunstneriske praksis, forsøgte jeg i lang tid at lægge en dæmper på min teoretiske skrive-aktivitet, fordi jeg var optaget af at udvikle mit kunstneriske projekt i forhold til maleri og arkitektur.

Men på et tidspunkt blev ’stormen’ i mit hoved for voldsom, jeg kunne ikke rumme alle de tanker der myldrede frem, og Generic Singularity er en slags ’tømning’ eller ’uddrivelse’, fordi jeg dermed kunne få ro. Når først mine tanker er trykt på papir, så objektiverer de sig og jeg får en distance til dem. Når du har så mange tanker i dit hoved, bliver du bange for at du ikke kan huske dem, og det kan skabe en mærkelig angst.

Bogen består af et grundlæggende skelet: kroppen, det sociale og tiden, – som jeg har analyseret hver sig – og med den struktur kunne jeg indføje tankerne hvor de hørte hjemme. Bogen er lidt som et Jackson Pollock maleri: action-thinking og all-over. På den måde er den organisk, fragmentarisk – og alligevel styret af en klar komposition. I min senere produktion har jeg forsøgt at stramme mere op på formen og tanke-rækkerne.

Så hvad har bogen betydet for min praksis: at jeg fik tankero! Og at jeg for mig selv har skabt en model, hvorigennem jeg kan forstå og tænke mig selv som menneske i verden. Jeg bruger bogen som min ’træner’, til at tage vare på mig selv. Jeg genlæser passager og bruger den til at udvikle mig videre. Der står ting i bogen, som udtrykker mine aspirationer, det jeg ønsker at leve op til, men endnu ikke har opnået.

Tak

 

 

×