Artist of the week

#81 Stense Andrea Lind-Valdan

Stense Andrea Lind-Valdan (b. 1985), holds an MFA degree from The Royal Danish Academy of Fine Arts, where she studied painting under professor Tumi Magnusson at the department for Painting in the extended field. Her work is based on a painterly, formal and autobiographical approach expanding into photography, performance and written poetry, dealing primarily with issues such as motherhood, love, violence and desire. Her works are in the collections of The National Gallery of Photography and the Danish Arts Foundation. Since 2012 she has been working as an artist blogger creating the ongoing body of work of Youshouldpopstuff.blogspot.dk In May 2015 Stense Andrea Lind-Valdan had her first major solo exhibition at Banja Rathnov Galleri og Kunsthandel by which she is now represented.  In February 2016 Stense Andrea Lind-Valdan’s third book “vi rus salve” was published by the Danish publisher Gyldendal. She is co-owner of the art book publishing company, Sød tøs.

Jeg bærer alles hjerter. Stense Andrea Lind-Valdan 2016

‘Jeg bærer alles hjerter’, 2016

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
De konkrete temaer varierer lidt
, også spørgsmålene, men under det hele ligger der en malerisk tilgang til kroppen og til billedet. Billedet af kroppen, billedet med kroppen, billedet igennem kroppen. Visuelle udsagn – spørgsmål – ja, som ofte drejer sig om begær, kærlighed, død, savn, vrede.. ønsker.. Min professor på akademiet sagde altid til mig, at jeg var alt for dramatisk. Men livet er vel dramatisk i sin grundbetingelse. Betinget af det uhørte faktum at man skal dø. Det er næsten  ikke til at leve med, for de fleste af os. Så vi blokerer det. Den blok er interessant. Og alt det vi ikke vil give slip på, er interessant. Temaerne er klassiske i den forstand, jeg beskæftiger mig således ikke med noget nyt. Jeg er ikke romantiker.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Hulemalerne i Frankrig for 32.000 år siden, Agnes Martin, Richard Tuttle, Nan Goldin og Elke Krystufek er i hvert fald kunstnere, som jeg søger visuelle forståelsesrammer hos. Der er 3000 andre, jeg kan indsætte mig i relation til, og når man taler om dialog så har jeg jo direkte samarbejder med nogen, og nogen jeg taler med om mit arbejde, men hvis jeg skal være kortfattet synes at de her kan opsummere det hele. De har alle en stor dedikation og konsekvens i deres arbejde, en kompromisløshed, noget samtid og noget tidløst over sig. Deres formelle greb har rørt mig voldsomt, både at stå foran et Agnes Martin maleri, hvor man kan mærke det helt om på ryggen, og at sidde med en Elke Krystufekbog for eksempel, som arbejder usentimentalt med forfængelighed og kapitalismekritik, eller et Richard Tuttleværk som efterlader en i en tilstand af fuldkommen befippet perpleksitet og præverbal kropslig forståelse på en gang, eller den måde, Nan kysser med sit kamera. Flygtige kys med voldsom tyngde.

The Unkind (tongue drawing - ink on inkjet paper)3. Stense Andrea Lind-Valdan 2016

The Unkind (tongue drawing – ink on inkjet paper) 3, 2016

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Ikke noget andet end det, jeg altid gør. Jeg stiller mig et skridt tilbage og tænker, åh dog.. Hvad har jeg nu gjort… Det handler meget om at være ude på dybt vand, hvor jeg ikke kan bunde. Og så have det som en fisk i vandet! Jeg har sjældent kontrol over hvad jeg laver, selvom det godt kan være gentagelser, og det bringer for det meste nye vinkler på tingene.. Jeg arbejder meget i gentagelser. I serier. Men er det ikke også noget med, at der kun kan komme nyt via gentagelse? Frygteligt og betryggende på en gang!

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
Jeg har opdaget at jeg skal undersøge min egen hudfarves privilegier OGSÅ i forhold til den måde jeg bruger malingen i performances, fordi der er nogle konnotationer som er ekstremt komplicerede for mig at navigere i, i forhold til at farve min hud. Jeg kan farve min hud så tydeligt, fordi den er så lys, men hvordan knytter det sig til en racistisk handling som blackfacing? Også selvom farven er grøn eller blå… Det er jeg meget optaget af, fordi det ligger så langt væk fra, hvad jeg ønsker. Det jeg ønsker og er optaget af (hvilket jo også er privilegeret at kunne være) er mere farveformelle, klassisk maleriske ønsker, men det er uundgåeligt i og med jeg farver min hud, at tale om hvidhed, privilegier, udtryksmuligheder og alt muligt mere. Jeg siger IKKE, at det jeg laver, er fx blackfacing, men jeg siger, at der er aspekter af det at arbejde med farver og hud som går tydeligt ind i en racismediskurs, og det er en, for mig, relativt ny vinkel på mit maleri. Der er en masse læse-, lytte-, lære- og tænkearbejde forbundet med den del af min praksis, som jeg er i gang med nu, således at jeg forstår endnu bedre, hvad mine handlinger betyder – for mig og for andre.

Det betyder ikke noget negativt for mit kunstneriske udtryk, fordi jeg mener, at der er masser af bevægelsesfrihed og masser af plads til leg og udforskning af hvad det vil sige at arbejde med farver i en hvid krop. Det åbner op for et betydningsunivers hvor jeg ikke har det sidste ord og det åbner op for en masse, jeg ikke har erfaring med. Så man kan sige, det det betyder for mig er, at der er noget at forstå og lære her. Det er et kæmpe område som griber ind i alle mulige kulturappropriationer og udnyttelsesstrukturer, som der måske i det hele taget er behov for at tale om…? Det betyder for mig at jeg skal holde fast i mit udgangspunkt og i min haptiske glæde for malingen, men også forstå dens visuelle og affektive konnotationer (endnu) bredere.

I Knew You Forever (2). Gouache på papir. Stense Andrea Lind-Valdan 2016

I Knew You Forever (2). Gouache på papir, 2016

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Jeg arbejder derhjemme, når jeg maler og redigerer fotos. Det er en konstant proces fordi alt kan vise sig at være spændende. En sætning i en bog, noget der bliver sagt, et foto, jeg tager, den mad jeg spiser. De relationer, jeg indgår i (frivilligt og ufrivilligt).. Jeg har altid mit lille fujikamera i lommen. Det kan tage gode fotos i raw-format. Den måde jeg arbejder med foto er meget snapshot-agtigt, men ikke kun. Jeg har et kæmpe arkiv af fotos som jeg leder i og vælger ud fra, når jeg arbejder med dem. Jeg er teknisk elendig, ikke kun til foto, men til alt. Det holder mig nu ikke tilbage, for jeg synes alligevel, at resultaterne bliver gode. Måske netop fordi jeg er ret elendig. Det fremtvinger en anden form for skarphed i mit syn.

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Den betyder sådan set alt for mig. Jeg opsøger den ikke, jeg synes, den kommer til mig. Igennem alt det ovenstående.

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
At en proces går stå.. Jeg ved ikke, hvad det helt konkret betyder. Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan en kunstnerisk proces kan gå i stå. Processen er for mig helt abstrakt.. Jeg har ikke en beslutning om at gøre noget. Det sker bare. Naturligvis har jeg en vilje, men jeg er ikke konceptuel på den måde.. 

The Joy of All The Men's Lives nr.10 Gouache på papir. Stense Andrea Lind-Valdan 2016

The Joy of All The Men’s Lives nr.10 Gouache på papir, 2016

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk? 
Edith Tudor-Harts billede af børn der modtager UV-behandling. Rystende smukt, voldsomt, omsorgsfuldt. Billedet er taget bagfra, men hvad er bagfra her, børnene står i en cirkel, oplyst af uv-strålerne som strømmer fra lysbehandlingskilden i cirklens midte, der fungerer som en slags lysende jordkerne, og Edith tager fotografiet udefra, indefra er ikke muligt. Men det er taget indefra alligevel. Fra den essentielle omsorg som billedet dokumenterer i al sin alien-agtige fremmedhed i form af omsorgsgivernes dragter og beskyttelsesbriller. Rørende, chokerende! Jeg fik faktisk så stort et chok, jeg kendte ikke billedet, at jeg ikke kunne kigge på de resterende – mange –fotos på udstillingen (som var Strange and Familiar: Britain as Revealed by International Photographers kurateret af Martin Parr).

Jeg har også lige købt bogen Fanny af Jock Sturges, som jeg synes er utrolig smuk.

En af mine all time favorite kunstnere er Richard Tuttle, hvis værker jeg tit bare googler for at kigge på minitureversioner af. Han er den ultimative maler og formgiver, jeg tror han er feminist, i hvert fald er han radikal både sprogligt og i hans brug af materialer og hans arbejde med rummet. Hans kone, Mei-Mei Berssenbrugge er også hardcore, hun er poet og fuldstændig visuel i sine emner. Det handler så meget om at se. Prøv at høre denne her sætning som er titel på en af hendes bøger (og et digt: http://www.poetryfoundation.org/poem/250522 ): Hello the roses.

Rineke Dijkstra’s  Ruth drawing picasso, som er en af Louisianas nyerhvervelser ramte mig også på et blødt punkt. Inden for litteratur har jeg for nyligt læst Sally Manns memoir Hold Still, Ursula Andkjær Olsens Udgående Fartøj samt den TOTALT gode, oplysende og rørende Reading Boyishly af Carol Mavor. Og så har jeg genlæst de samlede digte af Anne Sexton, hvis digte jeg aldrig bliver færdig med. Særligt hendes digt Poem for my lover, returning to his wife har jeg arbejdet meget med.

The Darling Painting video still1. Stense Andrea Lind-Valdan 2016

The Darling Painting, video still1, 2016

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Da jeg gengav dette spørgsmål for min søn, sagde han: ”det er ikke et spørgsmål, det er en ordre!” Og jeg tror det må være det rigtige svar. Det er et metaforhold. Jeg forholder mig ikke så meget til ”scenen”, men hvis jeg skal, vil jeg starte med at ønske mig en skarpere definiton af hvad scenen overhovedet er for en størrelse. Taler vi kun billedkunst her? Billedkunstneres ageren i sociale rum? Eller de udstillede værker, eller hvordan man bevæger sig omkring dem, taler om dem? Handler det om kunstpolitik? Arbejdsvilkår? Vi er heldige i Danmark. Vi har det relativt trygt og det er dejligt, det burde eksplodere af gode ting! Men jeg hører tit at folk skal holde weekend eller kun kan tage sig sammen til at arbejde op til en deadline!

Værksiden er ret ”so-so” meget af tiden, og den dominerende udtryksform er mere baseret på en eller anden formel for hvordan ”samtidskunst” ser ud, end på at bruge den tryghed, vi har, til at komme ud over komfortzonen. Hjemme hos os kalder vi det fænomen for ”post-diller-kunst”. Den findes også som retorik, en særlig jargon, impotent potens. Men jeg synes der er mange spændende kunstnere, hvis kunstneriske udvikling, jeg kan lide at følge. Der er mange spor, man kunne blandt andet tale om kritikdelen, kunsthistorikerdelen, kunstnerdelen (de overlapper)… Der er mange som er vanvittigt spændende at arbejde sammen med! Mange mennesker som jeg kan lide at blive klogere på og med og mange omsorgsfulde mennesker og mange skrappe mennesker! Og den befinder jeg mig fagligt ret godt med.. Nogle gange også personligt.

Jeg synes der skulle være mere fokus på kritik af værket og mindre fokus på hvordan jeg befinder mig personligt med den danske kunstscene. Fordi det implicerer en form for persona- og ”mingle”begejstring som jeg synes forskyder fokus over på noget kedeligt.

Andrea in presenting “Salv” at Museumsbygningen in 2015 I perceived a form of performative action in the works, in what I call your “nakedness” and “fragility”, which comes at the end as a strong statements confronting the audience. In this “organic” way you function, do you see also in a subtle way a form of feminist statement?  And how is the reaction of “feminist”? (Spørgsmål fra #78 Al Masson)
Thank you Al, for the question, and thank you also, for being a great and uncompromising artist, making important works. The videos in the last room in the exhibition, was an important part of the show because they spoke, and speak, about the way I work with painting.  Not just paint, but how far I consider the act of painting to stretch. In that way they are both performances for the camera and speaking about painting. They speak about desire, not just in regards of paint and the visual pleasure, but also in regarding my own body fluids as beautiful and deserving gentle attention. Or not even body fluids, but regarding the whole body with gentle attention. I try to visualize life and feeling. The videos are not as such confronting, but I do stand with them and let people watch what I do, and what I do with the whole of my body.

Gentle attention can also concern negative feelings. Or desperate feelings, issues that are taboo and so on. There is a difference between talking about something in a visual language and actually doing something. For example, I can talk about sex in a visual language in a video without actually having sex, or I could be having sex in a video without it necessarily being about that.  I can dance when my son is sleeping, bleed when I have my period. Try to drown myself in the bathtub, which I do all the time, though not always with a camera and black water. I transform these things into videos, also performances for the camera, because I try to talk about a woman’s work. And I try not to mistake handling the difficult issues with losing pleasure. My work and private life is one big tangled up bunch of Difficult. I am a feminist and to answer your question: Yes, I consider all my works to be feminist statements. That is not the main aspect of them, but a big part of being able to do what I do is because of and thanks to feminism.  

Considering how people react to my work, because of the taboo aspects, and because I work with a certain kind of material which is exclusively feminine and because as you say and I agree, it is feminist work, I think that some people, curiously enough, or not at all curious, often it is middle aged men or young women, have the need to discard what I do, or even destroy it. Sometimes when they mistake my work for being me, they want to destroy me. And plainly, menstrual blood or a woman’s (not to mention a Mother’s!) desire scare men. Women are taught to be scared as well. Over all, I think a lot of people get a little frightened, although what scares them lie within their own selves. When they are scared, they get angry. I can’t really see how that is my problem, but sometimes they think it is my problem. But MOST people take it really well, and there are also quite a lot of people who seem to actually like and find my work important. And that makes me very happy!

Tak

×