Artist of the week

#80 Christian Klintholm

f. 1990
Uddannet fra Fatamorgana, Danmarks Fotografiske Billedkunstskole i 2012 og har en bachelor i Kunsthistorie fra Københavns Universitet. Medstifter af det alternative udstillingssted ”The Toilet” og i øjeblikket aktuel på Forårsudstillingen 2016.

www.christianklintholm.com

NY today

‘today is the tomorrow you were promised yesterday’, 2016, 210x240cm

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Jeg er overordnet set interesseret i fotografiet som medie, med alt hvad det indebærer:

Déts historie, déts placering i kunsten, déts funktion i hverdagen (som kommunikationsbærer og magtinstrument), hvordan det interagerer med beskueren og optræder som digitalt eller fysisk objekt, hvordan billeder tilfører og får betydning osv. osv. osv.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Jeg vender altid tilbage til Wolfgang Tillmans, når jeg har brug for at snakke lidt. Gang på gang har han har udvist en genial evne til at tænke og gentænke det kontemporære billede i en samtidskontekst – og så virker han umiddelbart til at være en utrolig sympatisk person (!).

Et klart forbillede for mig, kunstnerisk og personligt.

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Hmm. Jeg lader det nok ske af sig selv, men på samme tid er jeg altid åben og klar på forandring? At jeg f.eks. ‘gav slip’ på kameraet (som udgangspunkt for tilblivelsen af et nyt værk) var svært – men også uundgåeligt. Jeg havde brug for at give mig selv lov til at arbejde mere fysisk med billedet.

NY history

‘history repeating itself’, 2016, 50x40x8cm

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
Det haptiske aspekt har fyldt meget på det seneste, og deri også at arbejde med billedet som et objekt, der forholder sig til sine omgivelser.

Jeg var i Berlin for noget tid siden, og da lod jeg meget mærke til plakaterne, der fylder byrummet. Berlin er en by med dybe rødder i punk miljøet, hvor man kommunikerer i en guerilla-style via go’ gammeldags plakat distribution. I dagens Danmark (Læs: København) er det lidt en anden snak. Her har vi ”Plakatmafiaen”, en gruppering af mennesker der kontrollerer billedstrømmen. De styrer, hvem der får lov til at hænge hvor, i hvor lang tid og med hvad. Der er endda opstillet ”regler”, der f.eks. gør, at du aldrig ser en plakat for Irma eller Samsung, kræfter ”de” dømmer værende for kommercielle. Det er beundringsværdigt på overfladen, men i virkeligheden er det utrolig paradoksalt og hyklerisk, at man gør sig til smagsdommer over hvad, der dømmes værdigt i det offentlige rum – Den ulovlige plakat burde jo være allemandseje, men gennem årtiers kamp har de fået monopol. Alle de kulturelle institutioner (Gl. Strand, Louisiana, m.fl.) underordner sig disse regler og betaler dem og støtter dem blot yderligere, fordi de ikke har andet valg. Og kommunen gør tilsyneladende ingenting! Det synes jeg er interessant.

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Der er ingen rammer. Jeg prøver tit at lave en aftale med mig selv om, at dagens første kaffe skal tages i mit atelier… men det lykkedes aldrig rigtigt. Jeg er generelt ikke særlig god til struktur, rytmer og skemaer, når det kommer til kunst. Jeg er drevet af impulser, og energi kommer som regel i bølger. Oftest arbejder jeg bedst om natten, og helst op mod en deadline.

NY fight them back

‘fight them back’, 2016, 80x60x5cm

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Inspiration betyder alt for mig. Jeg ved, at nogle kunstnere prøver at lukke omverden ude og fokusere på deres egne ting – måske benægter de endda inspirations som var det et fænomen – men jeg anerkender blankt, at jeg indgår i en global, kollektiv sammenhæng. Jeg elsker at se, høre og føle andres værker. Det er dér, jeg får min energi fra.

Jeg går ikke særlig tit til ferniseringer, men jeg forsøger alligevel at nå et par udstillinger, når jeg er alene. Så kan man få lov til at opleve værkerne uden støj. Artist talks er virkelig givende, synes jeg. At høre om andres proces og tanker får mig til at reflektere over min egen praksis, og jeg kan rimelig godt lide at reflektere……

Og så er internettet også et fantastisk stort sted at finde ting. Men det er klart – inspiration er svær at pege på. Det er jo ikke en ting, man samler op og holder i sin hule hånd.

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Jeg går på YouTube og finder videoer med Will Oldham (også kendt som Bonnie ”Prince” Billy). Det plejer at hjælpe. Han er en af mine yndlingspersoner og kunstnere, og det er en trøst at vide, at han også har været totalt fanget af tvivlen tidligt i sit liv.

Det vigtigste er nok at lære fra tvivlen og værdsætte værdien i at gå i stå.

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?
- Jesper Christiansens paint-billeder på Facebook.
- Mark Bradford og hans retorik/formulering.
- Udstillingsstedet ‘Værelset’

NY break

‘how to break an image’, 80×60 cm, 2015


Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Set fra hvor jeg står, er ”scenen” rigtig spændende lige nu. Der er et boom i mikro- institutionerne, og der er rigelig med muligheder for at få oplevet alle mulige slags projekter. Med The Toilet har vi (Henrique Hinnerfeldt og jeg) oplevet en tiltagende åbenhed fra folk og mærket lysten blandt kunstnere, gallerister og andre tiltag til at være fælles om kunstens velvære.

Det bekymrer mig dog i et større perspektiv, at man ikke indlemmer billedkunsten som en integreret del af den almene dannelse af borgeren (Her havde de gamle grækere altså fat i noget). Vi ved, at ordblindhed er en ting, men vi negligerer at lære folk at læse billeder i en tid, hvor billedet aldrig har haft mere magt! Det ærgrer jeg mig over. Og så synes jeg derudover, at der er et kæmpe problem med kunstformidlingen i Danmark – men den vil jeg lade Torben Sangild om tage.

Hvad vil du gerne opnå med din kunst? (spørgsmål fra #76 Søren Lose)
Jeg er på jagt efter sandheden (kald det ‘ånden’/’ideen’/’dét’), og føler at jeg igennem kunsten kommer tættere og tættere på noget, der giver mening for mig. Det er nok lidt en ego ting. Hvis værkerne rører mennesker og får dem til at reflektere, så er det selvfølgelig godt og rart, men det er ikke derfor, jeg gør det.

Måske er jeg for opslugt af processen lige nu til at kunne tænke på langsigtede mål. 
Det føles i hvert fald vigtigt at lave kunst.

NY tptb

‘the powers that be’, 29,7 x 21 x 15 cm, 2015

Tak

×