Artist of the week

#77 Cia Rinne

Cia Rinne (født i Göteborg af finlandssvensk-finske forældre og opvokset i Tyskland, bor i Berlin) studerede filosofi i Frankfurt, Athen og Helsinki og skriver minimalistisk poesi på flere sprog. Hendes arbejder er blevet vist bl.a. på INCA Seattle, Signal i Malmö, Den Frie, på Turku biennalen, H//O//F Moss, Grimmuseum Berlin, Bielefelder Kunstverein, ISCP i New York og på KUMU Museum i Tallinn, hvor hendes installation the letter i see fik en udmærkelse. Oplæsninger og performances bl.a. på abc og poesifestival berlin, Kiasma Helsinki, Tallinn Art Hall, Louisiana Literature og Fondation Louis Vuitton. Har bl.a. udgivet, zaroum (2001), notes for soloists (2009) og should we blind ourselves and leave thebes (2013) samt The Roma Journeys i samarbejde med Joakim Eskildsen (2007). Hendes arbejder kan ses på Overgaden dette forår (Varulv!, 2. april–29. maj) og på Manière Noire i Berlin i juni 2016.

grimmuseum telephone
‘Notes for telephone’, Grimmuseum Berlin 2012, fotografi: Laura Gianetti

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Det er mest forsøg på at forstå verden, sammenhæng, og hvorfor ting forholder sig på én måde og ikke på en anden.
Måske er det en initial forundring over at alt virker givet; samfund, sprog, struktur, og at disse entiteter er resultat af lange komplekse men også ret tilfældige processer. Sproget har en stor del i dette, et ret skrøbeligt instrument som anvendes ligesom var det universelt, ufejlbart og evigt. I dette er sproget i sig selv, vel også et billede for en verdensanskuelse som tit går hånd i hånd med sproget, den kulturelle referenceramme og historiske baggrund. Jeg har altid undret mig over den måde vi tager ting forgivet, og anvender de eksisterende sprog og systemer.
Sammenvirkningen af tankestrukturer, sprog og magt har jo haft enorme konsekvenser gennem tiden, og to af mine projekter kom til at omhandle, i hvilken grad vi i dag lever med konsekvenserne af f.eks. den vesterlandske dualisme, i sammenvirkning med den irreelle element, som indførtes med religionen, og dets betydning for udviklingen af tankesystemer, igennem historien, der i sidste ende muliggjorde den økologiske katastrofale tilstand.
Eller mystificeringen og kriminaliseringen af romaerne i den europæiske kultur igennem tiderne, hvis konsekvenser romaerne (og vi) lever med endnu den dag idag. Det er i høj grad irreelle elementer som hærger i disse tankesystemer, og uden kendskab til deres oprindelse virker det usandsynligt at de vil revideres. Måske er dette, at tage udgangspunkt i tankens, sprogets, elementære dele, ord og fragmenter, et forsøg på at undersøge sproget som jeg har en dyb mistro til.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Jeg har altid følt mig tiltrukket af kunstnere der bevæger sig på grænsen mellem litteratur og kunst, eller kunstnere som bruger tekst på en intelligent, uprætentiøs måde: Tomas Schmit og Arthur Køpke, Dominique Thirion, Laure Prouvost og Dora García. Samt digterne Lev Rubinstein og Henri Chopin.

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Måske ville jeg ikke sige at det nødvendigvis er nye steder eller forandring jeg søger – det er svært nok bare at fortsætte eller at skabe den situation hvor nyt kan opstå. Men en forandring sker tit i samarbejde med andre. Jeg har blandt andet samarbejdet på dadaistisk lydpoesi og performances med Tomomi Adachi og Berlin Sound Poets Quoi Tête, hvilket kræver meget præcision, men også at være åben for improvisation, lavet filmscripts og stemme for Marinella Senatore. Det mest overraskende var måske at udvikle et dansestykke med koreografen Anna Melnikova og musikeren Marcus Thomas, noget der for os alle involverede indebar at vi skulle danse og synge, og hvor mine tekster måtte tilpasses bevægelser og nogle blev forandret for altid. Hver gang jeg er blevet bedt om at samarbejde har jeg undret hvordan det skal gå, det er tit ting jeg aldrig før har gjort, men så har det vist sig være en vigtig proces, som jeg ikke ville have været foruden.

inca seattleDid I Tell You’, INCA, Seattle 2014

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
For et stykke tid siden brugte jeg braille-print for en serie som hedder ‘i have made my point, vito acconci’. Det var nyt for mig, og også en lille læreproces. En helt ny ting er monosticherne, eller one-liners. Tidligere har jeg mest brugt sådanne som udgangspunkt til et stykke, men der er nogle monosticher som jeg måske helt enkelt vil bevare som sådanne, lidt som kommentarer, men hvad de relaterer til er meget åbent eller afhængigt af i hvilken kontekst de sættes, både i bog, på udstillinger og det lydelige fremførende. Nogle monosticher blev vist i Flensborggade 2015, og flere af dem er med på Varulv!-udstillingen i Overgaden dette forår.

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
At skrive de korte tekster er en vældig langsom proces, det har indtil videre taget syv år at samle tekster til hver bog. Der er forskellige trin i processen, fra den første idé, måske en tanke, et citat som bliver ved med at cirkulere i hovedet eller en sætning der beskæftiger mig i en tid og som jeg siden tænker at jeg må gøre noget ved. Tit skribler jeg det ret hurtigt med blyant på papir, videreudvikler det indtil jeg kan se en idé. En tekst, et stykke, skal helst være både visuelt og lydeligt interessant og give mening, det er ikke altid tilfældet og så forkaster jeg det hele. Det er som et forsøg at komme tættere på noget, som at kredse omkring essensen; jeg tænker tit at der kun kan være én løsning som måske ikke er perfekt, men så tæt på det som den kan blive, det er en ret anstrængende idé at have, men det kan ikke lade sig gøres anderledes.

the letter i see kumu

‘the letter i see’, installation, Print Triennalen kurateret af Maria Kjær Themsen, Kumu Kunstmuseum, Tallinn 2014

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
De fleste af teksterne jeg har skrevet, er kommet til mens jeg var optaget af andre ting, så de kan være inspirerede af alt muligt. Der nogle bøger som altid er til inspiration og som jeg vender tilbage til, samt ny klassisk og eksperimentel musik som jeg føler er fra samme verden.

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Det problem har jeg sjældent – jeg ville ønske det var sådan, men faktisk er det mere sådan at jeg sjældent har tilstrækkeligt tid for at arbejde med tekst og kunst som jeg ville ønske. Måske har mit arbejde ekspanderet, der er tit flere ting på én gang, måske er det bare sådan når man har børn og forsøger at få det hele til at hænge sammen. Så at nå det punkt, hvor man ikke kommer videre lyder lige nu som luksus for mig, så langt når jeg simpelthen aldrig, men det er jo muligt at dette vil ændres igen.

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk? 
Robert Cantarellas performance Faire le Gilles på filosofiens nat i det franske institut i Berlin, i hvilken han genskabte Deleuzes forelæsninger samt imiterede hans stemme og gestik. Det var som at træde ind i et magisk rum, et spændingsfelt af koncentration og underliggende humor, historie og virkelighed (jeg tror aldrig jeg har været så opmærksom under en filosofiforelæsning). Og så Henri Chopins œuvre La crevette amoureuse og L’homard cosmographique som blev vist på Supportico Lopez i Berlin. Det er dog et stykke tid siden; måske er det i den seneste tid mest bøger som har begejstret mig, som Olivier Cadiots Histoire de la littérature récente. Og helt for nylig så jeg kunstner(ene) Simon Evans i Palais de Tokyo, utrolige arbejder med tekst på papir.

cia rinne the letter i see kumu
‘the letter i see’, installation, Kumu Kunstmuseum, Tallinn 2014

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Mine møder med den danske kunstscene har været ret sporadiske, så det er svært at udtale sig om, men det virker som om der er en stor entusiasme og åbenhed og mange fine kunstnere samt kuratorer og aktører omkring den.

Arbejder du på samme måde, når du producerer hhv. skrevne tekster til bogformater, stemmer til oplæsning og billeder/billedtekster til udstillinger? Eller: Hvilke forskelle oplever du ved at bevæge dig mellem forskellige platforme og kontekster for dine ting (bogen, scenen, udstillingsrummet)? (Spørgsmål fra #73 Ester Fleckner)
Det er relaterede processer, men helt rigtigt adskiller de sig ret meget afhængig af medium og sammenhæng. Skriveprocessen er én ting, men når jeg begynder at læse teksterne højt begynder de at finde sin egen rytme. Lidt som til et partitur, ordner jeg dem enligt tematiske og akustiske aspekter, oplæsninger som en slags test, og hvis nødvendigt redigerer jeg om. Når det kommer til boglayoutet må alt revideres igen for at teksterne skal kunne placeres på et sideopslag, og det skal i sig selv helst blive til en helhed, og se nogenlunde visuelt interessant ud, samt stadig fungere rent musikalsk. Udstillinger er for mig en lidt friere ramme, hvor man kan forholde sig til et tre-dimensionelt rum og en temporær sammenhæng. Det har også givet mig mulighed for at bruge helt nye metoder som at vise teksterne hver for sig i stedet for som sekvenser, en slags test for hver tekst, at installere lyd (ligesom sounds for soloists, med Sebastian Eskildsen, eller notes for telephone, begge 2012), lave et læserum (the letter i see, 2014) eller at realisere idéer som kun er  blevet på et teoretisk plan i bogen. Til udstillingen skriver jeg teksterne på en elektrisk skrivemaskine som jeg synes laver et så flot skarpt aftryk på arket, og hver ophængning kræver en ny sekvens som i sig selv er meningsskabende.

Tak

cia rinne moss installation
‘Black and White and Grey and Error’, H//O//F, Moss 2015 

HOF MossBlack and White and Grey and Error’, H//O//F, Moss 2015 

 

×