Artist of the week

#75 Gitte Broeng

Gitte Broeng, født 1973. Bor i København/Aarhus. Cand.mag. i litteratur- og kunsthistorie, Aarhus Universitet 2001. Arbejder i feltet mellem litteratur og billedkunst. Seneste udgivelser: Lima India Foxtrot Echo (2015), Frøken Klokken (2015), Croquis (2014). Kommende soloudstilling: Puzzle (s.m. Lasse Krog Møller i die raum, Berlin 2016)

www.gittebroeng.dk

2. AGIT MEM_performance_still
Fra Yvette Brackmans performance AGIT MEM på Overgaden (2014), som Gitte Broeng skrev manuskript til baseret på materiale af Yvette Brackman, Suzi Tucker samt Sejr over solen – en russisk futuristisk opera fra 1913 (still fra videooptagelse af Jeppe Lange).

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Sproget er mit primære medie. I prosa og poesi undersøger jeg bestemte udsnit af verden. Indenfor denne ramme får detaljer og uanseligheder stor betydning. Afsættet kan være dokumentarisk, visuelt eller noget helt tredje. En stor del af mine tekster bliver til i feltet mellem litteratur og billedkunst. Tit samarbejder jeg med billedkunstnere, og teksterne skabes derfor i dialog med visuelle værker. Mange af mine projekter er stedsspecifikke og researchbaserede. Jeg interesserer mig for skæve vinkler på virkeligheden og blandinger af fakta og fiktion i åbenlyse konstruktioner. Som regel tager jeg udgangspunkt i eksisterende materiale, fx rapporter, udklip, artikler, fotografier.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Meget af mit arbejde er jo dialogisk, sådan helt konkret. Jeg forholder mig til en ramme eller et koncept, som jeg ikke nødvendigvis selv har skabt. Lasse Krog Møller viste totalinstallationen Laminat i kælderen under Åby Bibliotek, 2014. Til den (og en bog udgivet i forlængelse af udstillingen) skrev jeg en bibliotekskomedie, der blev opført med hånddukker ved ferniseringen. Jeg har bl.a også samarbejdet med Ebbe Stub Wittrup, Yvette Brackman og Hanne Lise Thomsen. Inspiration kan virke mere i det skjulte, eller som et kor af forskellige stemmer, der blander sig i ens arbejde. Man kan have begejstrede faser med nogle bestemte forfattere eller billedkunstnere, der afløses af andre, uden at de foregående forsvinder ud af billedet. Med tiden bliver ‘arkivet’ bare større og større. Blandt dem der har betydet noget for mig er Virginia Woolf, Jean-Philippe Toussaint, Per Højholt, Monty Python, Marcel Duchamp, The Muppet Show (Jim Henson), Jane Austen, Laurence Sterne, Bauhus-skolen, Robert Smithson, Ilya Kabakov, Raymond Carver, Cecilie Løveid, Sophie Calle. Og mange mange flere. Jeg er ikke så partikulær.

3. Frøken Klokken

Historien om Frøken Klokken begyndte som en lille føljeton i seks numre af tidsskriftet Pist Protta og blev senere udviklet til en egentlig roman. Alle publikationerne er formgivet af Åse Eg (foto: Gitte Broeng).

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Samarbejderne betyder en del for uforudsigeligheden. Fx inviterede tidsskriftet Pist Protta mig til at skrive en føljeton i fem serielle numre, der udkom i løbet af 2010. Det blev til en historie om tid, som tog afsæt i fakta: optagelserne til den første version af tidstjenesten Frøken Klokken, der foregik i Stockholm 1938. I processen fandt jeg ud af, at jeg godt kunne lide at skrive prosa og fik lyst til at udvikle historien om Frøken Klokken til en egentlig roman. Den udkom på forlaget MØLLER sidste år. Åse Eg, der er Pist Protta-redaktør, billedkunstner og grafisk designer har formgivet bogen, så ringen blev på en måde sluttet. Et andet eksempel på en udvidelse af min praksis er digtet Den Mikrokosmiske Have, som jeg skrev til et poesi-partikelfysikprojekt på CERN i Genève. Jeg deltog sammen med fem andre europæiske digtere. Vi mødtes med partikelfysikere og var bl.a. nede i den 27 km lange LHC-accelerator. Det var en utrolig fascinerende oplevelse. Besøget åbnede, bogstaveligt talt, min bevidsthed for universet. Mit digt beskriver en udtjent maskine, der i 1973 (samme år som jeg blev født) hjalp forskerne til at gøre en stor opdagelse. Nu er den udstillet i en have tæt ved CERNs kantine og ligner mest af alt en modernistisk skulptur.

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
I december udgav jeg bogen Lima India Foxtrot Echo – My Transcription på forlaget * [asterisk]. Den udkom i forbindelse med kunstnerbogmessen Friends With Books på Hamburger Bahnhof, hvor forlaget var med. Teksterne er lydalfabetiske transskriptioner af nogle kendte filosofiske sentenser, som man her må stave sig igennem. Lydligt og visuelt bliver sætningerne nye. Jeg falsede selv bogen og syede i hånden. Det var meget tilfredsstillende, og ikke noget jeg før havde gjort. Kortprosasamlingen Planetbyen (Hurricane, 2011) illustrerede jeg fx selv og tilrettelagde grafisk. Jeg fik lov at være på arbejdsophold hos Åse Eg nogle uger og spørge løs. Ellers havde det ikke været muligt. Men fordi jeg er optaget af feltet mellem litteratur og billedkunst, og efterhånden har indgået i mange samarbejder på tværs, føles det naturligt at prøve en mere flydende rollefordeling, så jeg også er med til at udforme visuelle værker engang i mellem. Lasse Krog Møller og mig har for nylig lavet videoen Show (Provinser), der er en hommage til Per Højholts hybridværk Provinser. Den blev vist i Galleri Image’s Demorum samtidig med gruppeudstillingen Korrespondance på Image, som jeg kuraterede. Og i foråret udstiller vi sammen i projektrummet die raum i Berlin.

4. KØD_Show (Provinser)

Gitte Broeng & Lasse Krog Møller: Still fra Show (Provinser), 2015, Video, loop 02.33 min.

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Jeg arbejder hjemme i sofaen eller på mit kontorfællesskab, når jeg er i København. En del af min tid tilbringer jeg i Aarhus. Når jeg samarbejder med nogen, holder vi naturligvis møder og har en dialog omkring projektet, men grundlæggende er min arbejdsproces ret introvert. Som sagt laver jeg en del research. Det kan være på biblioteket eller i et arkiv, men mest af alt via internet. Mange databaser er tilgængelige der. Hvis jeg er ukoncentreret, kommer jeg let til at surfe. Før internettet var jeg vild med leksikoner. Jeg tror, det passer til min måde at tænke på, som er rimelig associativ. Midt i al virvaret, dukker der måske noget op, som jeg kan bruge. Faktisk sker det tit. Så den uproduktive tid bliver produktiv.

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
I virkeligheden. Jeg fotograferer med min lille Nokia-telefon. Mest som en øvelse. Fotografiets beskæring af verden inspirerer mig. Indramningen af noget udvalgt. Ellers bruger jeg eksisterende materiale, både som inspiration og direkte i værker. I sin tid fik jeg idéen til Frøken Klokken, da jeg læste en nekrolog på dr.dk. Kvinden der lagde stemme til maskinen var død i en alder af 89. Og bibliotekskomedien for hånddukker blev sat i gang af et arkivfoto, der viste århusianske lokalpolitikere i bibliotekets børneafdeling med dukker på hænderne. Inspiration er for mig forbundet med lyst. En nysgerrighed efter at finde ud af, hvad der gemmer sig i stoffet. Selv om jeg definerer en konceptuel ramme, og opstiller regler for hvad der må være inden for den, arbejder jeg også meget intuitivt. Alting er ikke skitseret fra start. Researhen og det materiale, den frembringer bliver en form for motor.

5. kongen af danmark_dukker

Gruppebillede af dukkerne til Kongen af Danmark – en bibliotekskomedie skrevet til Lasse Krog Møllers udstilling og bog Laminat, 2014. Fra venstre mod højre: Daisy Frederiksen (førstegangslåner), Knud Helge (bibliotekar), Bolette (bibliotekar), Martin (biblioteksassistent), Piff (bogopsætter), Gilbert (daglig bruger).  Dukkemager: Benjamin Krog Møller.

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Som regel arbejder jeg på flere ting ad gangen. Når det går trægt med et projekt, skifter jeg til et andet. Men selvfølgelig sker det, at noget arbejde holder en fast. Enten fordi deadline nærmer sig, eller fordi man ikke kan slippe det, før der er kommet en forløsning. Sådan har jeg det næsten altid i begyndelsen af en proces, før jeg finder den rigtige indgang. Stadiet kan være temmelig udmattende. Men pludselig begynder noget at føles rigtigt. Det er lidt som at ælte en dej. Den bliver smidig og slipper bordpladen på et tidspunkt. Man skal blive ved og ved, trætte sin bevidsthed tror jeg. Nogle gange går jeg en tur. Af og til kan det være nok. Andre gange bliver jeg nødt til at høre en andens mening, men så skal jeg helst være længere i forløbet. Det vigtigste er at holde fast og blive ved at vende tilbage. Hvis man ellers tror på idéen.

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?
Trine Borks udstilling Hjemmevideo på PVC (VERA Projektrum). Hun mimede objekter og former, som forbindes med hjem. De optrådte i subtile forskydninger, et sted mellem genkendelse og fremmedgørelse. Fx havde hun skabt et minimalistisk vægobjekt af savsmuldstapet, der fik skulpturelle kvaliteter frem i det uglesete materiale; og med strygejern strøget strukturer i bomuldslærred, så det lignede en art konstruktivistisk dug. Hendes sensibilitet i forhold til materialerne begejstrede mig, evnen til at åbne dem for nyfortolkning. Vladimir Tomics udstilling Remembering the Nowhere på Image i Aarhus har også gjort stærkt indtryk. Han viser bl.a. udvalgte genstande, som tilhører ham selv og andre flygtninge fra det tidligere Jugoslavien. Iscenesættelsen er minimal. Tingene får lov at tale for sig selv, og det gør de dybt bevægende. Jeg så også hans film Flotel Europa ved en visning på Image, der udelukkende er baseret på bosniske flygtninges egne videooptagelser fra den første uvisse tid i Danmark. Tomic er formbevidst og eksperimenterende. Samtidig formår han at skabe indlevelse og refleksion hos beskueren. Endelig vil jeg nævne Agnes Martin-udstillingen på TATE Modern. Jeg så den i sommer og blev grebet af nærværet i hendes linjer. Det samme er aldrig bare det samme.

1. Lima_bog

Gitte Broeng: Lima India Foxtrot Echo, forlaget *[asterisk] 2015.

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Til hver en tid sjovere, mere uforudsigelig og åben end andre miljøer, jeg har bevæget mig i. Jeg er uddannet på universitetet. Selv om den akademiske metode har fine kvaliteter, savnede jeg klart at arbejde mere frit. Både i forhold til kunstscenen og litteraturscenen befinder jeg mig vist i periferien. Jeg kender mange folk på kryds og tværs, men er ikke altid så aktiv og udfarende. Der skal jo også være tid til at arbejde. En af mine venner, som er billedkunstner og bor i udlandet, har sammenlignet kunstscenen (world wide) med en folkeskole. Det synes jeg er meget sjovt. Uanset hvilken scene man er en del af, tror jeg, man vil kunne genkende strukturerne fra skoletiden. Den danske kunstscene er nok hverken værre eller bedre end andre steder, hvad det angår. Hierarkier, inde-eller-ude og lemmingeeffekter er trættende. Jeg prøver at navigere uden om dem.

Kan du sige noget om hvordan metoder for at lave billeder påvirker dine tekster, og omvendt – hvad sker der når teksten aktiveres i et rum (gennem hørespil, dukketeater, eller i en udstillings installering)? Hvad bringer – som du ser det – de forskellige logikker til hinanden? (spørgsmål fra #68 Jeanette Sætre)
I en litterær tekst skaber man billeder eller rum gennem ord, men de bliver ved at være usynlige og findes kun i læserens hoved. Med billedkunst er det muligt at skabe en fysisk oplevelse. Værkerne kan ses og i nogle tilfælde berøres, men vil typisk være stumme. Beskueren må selv tænke sig til resten. Når jeg skriver, forsøger jeg at komme så tæt på den visuelle, rumlige verden som muligt. Omvendt synes jeg, det kan være interessant at tilføre litterær tekst til et visuelt univers, fordi teksten taler. Måske er det netop mediernes ufuldstændighed, som fascinerer mig. Meget samtidskunst kombinerer fx tekst, billede, installation. I den henseende har billedkunsten nok en stærkere tradition for eksperimenter end litteraturen, og det tiltaler mig. Når mine tekster aktiveres i en udstilling, bliver de ‘levende’ og får fysisk form, hvilket jeg personligt synes er rørende. Bibliotekskomedien var eksempelvis en mellemting mellem billedkunst og litteratur i den specifikke ramme. Havde vi opført stykket for børn i Kongens Have, var publikum nok begyndt at græde i skuffelse. Meget afhænger af konteksten.

Tak

×