Artist of the week

#74 Christian Yde Frostholm

Christian Yde Frostholm (f. 1963). Seneste udgivelser: Selvportræt med dyr (2011), Things left behind (2012) og Paris en brugsanvisning (2013). Seneste soloudstillinger: Between the acts (Teatermuseet i Hofteatret 2013) og Pessoas træ (Det Kongelige Bibliotek/Det Nationale Fotomuseum 2015).

www.cyf.dk

 

CYFrostholm_Pessoas træ_2015_A

Pessoas træ (2015). Det Kongelige Bibliotek/Det Nationale Fotomuseum. Installationsfotos og enkeltbillleder.

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Jeg har i lang tid været optaget af, hvordan mennesker interagerer med deres omgivelser, og hvilke spor de efterlader. Hvilket også har fået mig til at tænke meget over, hvordan vi i det hele taget behandler det, som er fælles. Men også på hvordan byerne, som mange os bor i, bliver en del af os selv og vores erindring.
Men i lange perioder er det spørgsmål, der optager mig mest, hvorfor en bestemt ting overhovedet fanger min opmærksomhed. Hvorfor bliver jeg ved med kun at se telefonbokse? Hvorfor ser jeg pludselig blade allevegne? Hvorfor husker jeg kun absurde trivielle ting? Uden den slags gådefulde dragninger, tror jeg aldrig der ville opstå nogen “temaer” eller “spørgsmål” for mig.

CYFrostholm_Pessoas træ_2015_C

Pessoas træ (2015). Det Kongelige Bibliotek/Det Nationale Fotomuseum. Installationsfotos og enkeltbillleder.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Laurie Anderson er måske en af de vigtigste kunstnere for mig, når det kommet til at arbejde visuelt og i flere medier. Hun er en gudsbenådet fortæller og performer i mange medier, som hun bevæger sig ret frit imellem, og der er altid noget nyt at hente hos hende. I perioder har Marcel Broodthaers været den billedkunstner, der har virket mest stimulerende på mig, også fordi så meget af, hvad han lavede, bevægede sig mellem tekst, billede og rum og tematiserede det visuelle ved litteraturen og det litterære i kunsten – med stor poesi og humor, som fx også hos Per Højholt, der eksperimenterede med mange medier foruden bogen.

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Flytter mig fysisk, ville være det nemme svar. Men jeg er ikke sikker på, at det er noget, jeg gør så bevidst. Arbejdet bevæger nok nærmere mig, ligesom mit liv generelt gør. Nogen dør, jeg bliver forelsket eller forladt, jeg bliver ældre osv. Ofte vokser en ny form eller tematik også frem af en tidligere, som den fortrænger.

CYFrostholm_Pessoas træ_2015_B

Pessoas træ (2015). Det Kongelige Bibliotek/Det Nationale Fotomuseum. Installationsfotos og enkeltbillleder.

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
I en periode var jeg meget optaget af, at min skrift og mine fotografier skulle være to adskilte praksisser, nok mest som en udfordring, for at jeg skulle blive skarpere til fotografiet, og så fordi jeg ikke ønskede billederne skulle underordnes en tekst. Men da jeg lavede min bog Paris en brugsanvisning – der egentlig mest var en ‘billedkunstneropgave’ for The Piccadilly Exhibition Company  – besluttede jeg mig for at frigøre mig for dogmet og lade alting indgå på samme niveau. Hvilket jeg gik videre med i Pessoas træ på Det kongelige Bibliotek. Jeg tror det har tilført mit arbejde lidt mere frihed og glæde, hvilket forhåbentlig smitter af på resultaterne.

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Jeg er meget afhængig af rammer og lykketræf. Ofte ophober jeg stof over længere tid. Hvis det går godt, kommer jeg til et punkt, hvor jeg har så meget, der hører sammen, og en ramme, så jeg kan skære igennem og finde en måde at sy det sammen til en meningsfuld helhed. En hård deadline, som jeg havde med Paris en brugsanvisning, viste sig meget frugtbar, selv om den først virkede helt umenneskelig. Men hvis ikke jeg tilfældigvis havde taget en bog af Georges Perec ud af reolen, som jeg aldrig havde fået læst, og en af mine venner samtidig havde nævnt for mig, at Perec var født der, hvor Belleville-parken nu ligger, i mit “gamle kvarter”, var det sikkert slet ikke blevet nogen Paris-bog.

CYFrostholm_Pessoas træ_2015_E

Pessoas træ (2015). Det Kongelige Bibliotek/Det Nationale Fotomuseum. Installationsfotos og enkeltbillleder.

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Inspiration betyder for mig allermest steder, genstande og litteratur. Jeg bliver nok sjældent direkte inspireret af billeder til at tage nye billeder fx, højst på meget stor tidsmæssig afstand uden at vide det.

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Giver op. Eller venter. Typisk skifter jeg nok medium.

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?
Det første jeg kom til at tænke på, var en udstilling af Valter Vinagre, jeg så i Lissabon i efteråret: Work Station. Det var meget rå, men også underligt smukke fotografier af steder i skoven, som sexarbejdere langs vejen bringer deres kunder til: Madrasser på paller i telte af plastik, som nogle af dem var forsøgt gjort ’hyggelige’. Vinagre iscenesætter, men udelukkende med lys, og uden mennesker, hvilket gør det muligt at opleve noget, der ellers ville have været for ubehageligt, tror jeg.
I december så jeg en dokumentarfilm på Cinemateket af en anden portugiser, Sérgio Tréfaut: Alentejo, Alentejo, om en folkelig sangtradition, som har været ved at uddø, men nu bliver taget op af de unge, og som bruges til at beskrive dagligdagen inklusive aktuelle samfundsproblemer. Filmen, som var meget smuk og rørende, blev vist, og de fleste tilskuere var herboende portugisere, som var meget aktive tilskuere.

CYFrostholm_Urban botanics_2015_A

Urban botanics (2015). Fra udstillingen Korrespondance, Galleri Image (kurator: Gitte Broeng). Installationsfotos.

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Ligesom litteraturscenen er billedkunstscenen jo heldigvis ret mange scener, men det er ofte lidt for få navne, der tegner billedet. Det skyldes vel mest udstillingsstederne og de få medier, der overhovedet beskæftiger sig med kunst (og dem der ikke gør). Jeg befinder mig ret perifert, både fordi jeg er selvlært og nok automatisk opfattes som “mest forfatter”. Måske befinder jeg mig altså på ‘kunstscenen’ så samme måde som jeg befinder mig i verden generelt: Lidt ubekvemt og imellem indtil flere stole. Men har kunst har ikke blandt andet til formål at holde vores opfattelse af verden åben og modvirke for faste kategorier, kunne man spørge.

CYFrostholm_Urban botanics_2015_B

Urban botanics (2015). Fra udstillingen Korrespondance, Galleri Image (kurator: Gitte Broeng). Installationsfotos.

Cyf, fortæl lidt om din installation Pessoas træ i montren på Det Kgl. Bibliotek sidste år. Kontekst, form og indhold gik op i en højere enhed. Hvordan var processen? Hvad kom først f.eks.? Det fine rum med oktogonmontren i træ eller fortællingen, den portugisiske digter Fernando Pessoa, fotografierne, oplæsningerne i headphones, bøgerne, de fundne ”souvenirs”, postkortene med duft m.v.? Og hvad er det med dig og træer? (Spørgsmål fra #72 Lise Nørholm)
Da jeg fik opgaven af Det kongelige Bibliotek/Det Nationale Fotomuseum med installationen var afsættet den fysiske ramme – den ottekantede montre på biblioteket – der for mig umiddelbart linkede til den historie om biblioteket under træet i Lissabon, som jeg havde i baghovedet. Montren og træet var to former der forbandt sig intuitivt. Senere viste træet (stativet under det) også at være ottekantet og have otte bænke omkring sig. Hvor heldig kan man være.

Træet og dets optræden i en bog kom først, men muligheden for at bruge det så konkret blev de afgørende. Jeg blev optaget af at placere beskueren rent sanseligt ‘under træet’, og der var duften af cypres, de fysiske genstande og den oplæste tekst nok medvirkende: synæstesien Og så at gøre publikum til medspillere fx at give dem nogle puslespilsbrikker, der ikke nødvendigvis hang perfekt sammen, men som dannede et associationsrum imellem sig. De otte ‘fiktive bøger’, som ikke kunne åbnes, fordi de befandt sig bag glas, blev min kærlige hilsen til ‘montreudstillingen’, som jeg ellers altid har villet længst muligt væk fra, når jeg har arbejdet visuelt med litteratur. Og nu blev det, at man ikke kunne bladre, pludselig en mulighed, en åbning.

Men, ja godt spørgsmål, det med træerne. Og hvad er det, de har med mig?

Tak

×