Artist of the week

#69 Sofie Thorsen

f. 1971, bosat i Wien siden 1999.
Uddannet på Kunstakademiet i Budapest ved Dora Maurer 1993-93, Det kongelige danske Kunstakademi, med afgang fra afdelingen for Mur og Rum 1995-2001 og Kunstakademiet i Wien hos Renee Green, 1999-2001. Undervist på Kunstakademiet i Wien fra 2005 – 2009.  Har udstillet omfattende i ind- og udland siden slutningen af 1990erne.

www.sofiethorsen.net

Tresor_3
‘Play Sculptures’, 2013, installationview Sofie Thorsen – Spielplastiken, tresor – Kunstforum Wien, foto: Christian Wachter

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Det er lidt underligt at svare på disse spørgsmål, det bliver meget teknisk fordi de for mig at se handler meget om metode og tilgang og mindre om konkrete værker. På den måde er de meget interne, en slags kunstner- til kunstner samtale.
Jeg er optaget af arkitektur og rum, af linje, flade og transparens. I farver, som materialer, og de betydninger og historier der er forbundet med et pigment, en farve og dets navn. Jeg er interesseret i dokumenter og fotografier, også som egentlige fysiske materialer.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Dialog er måske ikke den helt rigtige betegnelse. Men jeg kan skrive lidt om de kunstnere jeg gerne ser igen og igen.
En af de kunstnere som har været en genopdagelse for mig i de sidste par år er Robert Ryman. Et besøg på et af verden bedste museer, dia:beacon nord for New York, var en lille åbenbaring. Der er et rum med en række vidunderligt smukke værker på papir og andre materialer, som foldede ham ud for mig som kunstner på en hel anden måde end den måde han typisk er vist på i museale sammenhænge med et eller 2 store hvide malerier. En anden kunstner som jeg sætter enormt stor pris på er Rosemarie Trockel, jeg er stadig vred på mig selv over at jeg ikke fik set hendes udstilling på Kunsthaus Bregenz sidste år. Og så er jeg dybt imponeret af Nasreen Mohamedis måde at bruge stregen og fladen, hun er nok en af de vigtigste opdagelser for mig i de sidste år og jeg glæder mig til at se den store udstilling der kommer på Metropolitan Museum i New York i forsommeren. Ligesom Dorothea Rockburne på MoMa i 2013 var en vigtig opdagelse. Og at jeg snart skal se Agnes Martin på K21 i Düsseldorf og elsker Fred Sandback er nok ikke så overraskende…

_DSC0529‘Play Sculptures’, 2013, installation view Schnitt A-A’, Kunsthaus Graz, foto: Nikolaus Lackner/UMJ

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Jeg undersøger tingene til bunds. Når jeg arbejder et nyt spørgsmål eller tema igennem, kommer jeg altid overraskende steder hen. Jeg har næsten altid en række meget løse forestillinger om spørgsmål og temaer jeg gerne vil undersøge nærmere, men som der ikke har været plads til hidtil, eller som jeg ikke har vidst hvordan jeg skulle tage fat på. Når så en værkgruppe når til en afslutning, står der som regel noget nyt parat som skal undersøges nærmere som jeg så begynder at åbne op. Og når jeg så forfølger det tema, fænomen eller materiale og de implikationer det har formelt og indholdsmæssigt, kommer jeg som regel nye steder hen. Det er ikke så intuitivt som det lyder, men det er ikke liniært og bestemt ikke uden omveje.

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
I 2009 lavede jeg en meget stor vægtegning, hvor vi tegnede et arbejdsraster op med murersnor og meget lyst pigment. Den måde pigmentet spredte sig omkring der hvor snoren rammer fladen interesserede mig, og jeg lagde det til side som noget jeg skulle undersøge nærmere. I 2013 brugte jeg så en længere periode på at finde ud af hvad den teknik indebar af muligheder. Det er grundlaget for de ting jeg laver i øjeblikket, og som er med til at have gjort materialet mere vigtigt i mit arbejde. Løst pigment er besværligt at arbejde med og kræver en vis grad af organisation, som det så hele tiden undslipper. Den diskrepans mellem kontrol og tilfælde er blevet forstærket og mere tilstede i mine ting.

screens_krobath_2014_2

‘Screens Within Screens’, 
2014, installation view Sofie Thorsen, Krobath Wien, foto: Rudolf Strobl

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Der er perioder hvor jeg kan undersøge materialet ret løst og se hvad der sker, og så er der perioder hvor jeg følger forholdsvist faste linjer, hvis jeg midt i en konkret produktion. Jeg arbejder altid meget med modeller når jeg planlægger udstillinger. Men for at planlægning og kontrol ikke skal tage overhånd prøver jeg at forblive åben for det der falder ved siden af undervejs.

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Inspiration er et lidt uhåndgribeligt begreb som jeg ikke bryder mig særligt meget om. Underligt nok, for selvfølgelig er det også en del af min arbejdsproces. Jeg finder den ofte ved at se udstillinger, også andet end kunstudstillinger, til dels ved at læse, men måske allermest i arbejdet selv, i de restprodukter der kommer ud af min produktion. De ting der bliver tilovers, som man skærer fra, som ikke kommer med. Her finden jeg ofte afsættet til det næste værk.

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Jeg arbejder alligevel. Der er altid nogle ting som jeg ikke har haft tid til at lave og som er enkle at gå til. Jeg rydder op. Sorterer ting. Går på udstilling. Læser en bog.  Lader være med at gå på værkstedet en tid. Venter på at det bliver bedre. Men det er rædselsfuldt alligevel, især hvis det er en længere periode hvor det føles trægt og langsommeligt at arbejde.

test_krobath_2014_2

‘Test’, 2014, pigment og gesso på træ, 17,8 x 12,7 cm, foto: Rudolf Strobl

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?  
Vija Celmins på Secessionen i Wien. Jimmie Durham på Fondazione Querini Stampalia i Venedig.

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Idet at jeg efterhånden har boet i Wien i 16 år, har jeg ikke noget nært forhold til den danske scene, den er ikke en del af min hverdag. Men når jeg så er i Danmark er det en stor fornøjelse at møde de kolleger som jeg ikke ser så ofte, og jeg oplever oftere og oftere at der er udstillinger jeg gerne ville have set.

Jeg læser fravær i mange af dine værker. Værkerne rummer lag af tab eller noget, der ikke er tilstede. Hvilken betydning tillægger du selv fraværet i dine værker? (spørgsmål fra #67 Karin Lind)
Tab er nok ikke det ord jeg selv ville bruge. Men det er rigtigt at mine værker ofte kredser om noget man ikke rigtigt kan tage fat på, noget fraværende eller forsvundet. Det er også noget der grundlæggende interesserer mig, det at nærme sig noget så meget som overhovedet muligt, med en viden om at man ikke kan få fat på det, hverken gribe eller begribe det. Især i forbindelse med mere konkrete historiske fænomener såsom ikke-længere eksisterende legeskulpturer eller kunst-aktioner i 20ernes tokyo, objekter som ikke længere eksisterer og som kun kan indkredes via historiske dokumenter.

I de seneste værker er selve teknikken vigtig for mig. Det, at farven tydeligvis er påført overfladen med en spændt snor og at man kan se spændingen i stregen, og mærke en handling, men at snoren selv er fraværende og der kun er et spor tilbage.

Tak

arco1

Untitled, 2015, installation view, Arco Madrid

arco2

Untitled, 2015, installation view, Arco Madrid

untitled(mars black, old silver)_18x24_2015

‘Untitled (Mars Black, Old Silver)’, 2015, pigment og Kaseinfarve på træ, 24×18 cm

 

×