Artist of the week

#64 Gritt Uldall-Jessen

Gritt Uldall-Jessen er uddannet dramatiker fra Dramatikeruddannelsen på Aarhus Teater og er cand. mag i dansk fra Københavns Universitet.

www.grittuldalljessen.dk 


Foto_100_aar_er_ingen_alder

 “100 år er ingen alder”, Kulturstyrelsen, juni 2015, www.lige-kunst.dk

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Som dramatiker er jeg optaget af forskellige nye tekstformer, tekstforståelser og tekstmetoder. Den dramatiske form er sammensat og kompleks, og den er ikke nødvendigvis så ”dramatisk” længere. Men hvis den ikke er dramatisk, hvad er den så? Jeg er interesseret i at bruge den dramatiske form kreativt, at finde andre og nye måder at bruge den på, at give plads til nye tekstformer.
Noget, jeg grundlæggende er optaget af ved scenekunst, er, at det altid beror på en kollektiv proces. Når man laver scenekunst, er man ikke bedre end hele gruppen tilsammen. Man er nødt til at arbejde sammen og få det til at fungere.
Jeg kan også godt lide, at scenekunst ikke er en vare i traditionel forstand, som man kan tage med hjem, men at en forestilling er noget, som man, når man har set den, har med sig videre som en erindring. Jeg tager det aldrig for givet at have mulighed for at arbejde med scenekunst og lave kunstprojekter. Det er et privilegium, og det indebærer ofte en forudgående proces, hvor der skal skaffes midler. Det er en langvarig proces, men jeg er optaget af at have mulighed for at arbejde som auteur, dvs. hvor jeg selv står for det meste af processen eller arrangementet.

Foto_Mathilde Fibiger fra performancen_Uhoert

Plakat fra performance “Uhørt”, Overgaden, august 2015

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Her vil jeg nævne Hans-Thies Lehmannns teoretiske værk, “Postdramatic Theatre” ,1999, hvor spørgsmålet om ”det dramatiske” tages op. Betegnelsen “post-dramatisk” er møntet på opførelsespraksis inden for scenekunst, dvs. opførelsens samlede virkemidler, og har ikke teksten på scenen som fokus. Der handler om hele forestillingens karakter og måde at “blive til” på; det, at den er en manifestation af noget, snarere end en opførelse af en konventionel dramatisk tekst. Jeg er også optaget af Gertrude Stein som dramatiker og hendes performative æstetik. Stein bruger sproget og afsøger sprogets virkemidler ved gentagelse, opremsning, flerstemmighed, så teksten bliver en performance i sig selv. Hun prioriterer det visuelle og det auditive, fremfor fortælling og aktion, og kalder det stadigvæk for dramatik. Jeg er også inspireret af teaterteoretiker Ulla Ryums skrifter om spiraldramaturgi. Jeg gør også brug af teaterforsker Knut Ove Arntzens begreber ”den ligestillede dramaturgi” og ”visuel dramaturgi” samt hans beskrivelser af det ambiente teater og postmainstream og recycling æstetikker inden for aktuelle former for scenekunst. Sidst men ikke mindst er jeg optaget af den amerikanske dramatiker Richard Foreman og hans teori om dramatik. Her kan jeg nævne manifestet “How to Write a Play…”, hvor han som dramatiker udfolder en egen poetik. Ifølge Foreman skal man som dramatiker ikke forsøge at være ”dygtig” og at skrive på en bestemt ”dramatisk” måde. Man skal ikke gå op i karaktertegning,  plots og berettermodel. Man skal i stedet skrive noter ud fra et slags tilfældighedsprincip og sætte dem sammen i en montage. Det bliver til et manuskript, der ifølge ham er langt mere interessant end hvis det var skrevet i den dramatiske form. Folk finder selv ud af at finde en historie i det ustrukturerede, fragmentariske materiale. Historier vil der altid være.

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Jeg forsøger hele tiden at finde og afprøve forskellige positioner som dramatiker og som kunstner. Jeg er også åben over for mange genrer og formater. Jeg har afprøvet positionen som en uafhængig dramatiker, der skriver og udgiver tekster, som andre (producenter) kan tage op, fortolke og spille. Men jeg skaber og iscenesætter også selv mine sceniske tekster. Dramatikeren bliver til en auteur.

Foto_happening_Det korte af det lange

Happening “Det korte af det lange”, Statens Værksteder for Kunst til seminar “Come On”, Kvindelige Kunstneres Samfund, 2012.  

Kvindelige Kunstneres Samfund(KKS) inviterede mig til at stå for et værk til deres kickoff-arrangement ifm. det kommende jubilæum i 2016.

Jeg havde fulgt med i de forskellige statistikker og undersøgelser om emnet, som var blevet fremlagt i forbindelse med tidligere seminarer om kunststøtte og køn, fx symposiet “Før usynligheden” i 2003, der blev udgivet som bog i 2005, Susan Hinnums selvbestaltede undersøgelse af tal fra Kulturarvstyrelsen (2011) og rapporten ”Kvinder i Kunst” – en undersøgelse af danske kvindelige kunstneres levevilkår 2006-2007 af Karen Sjørup, Charlotte Kirkegaard, Center for Ligestillingsforskning, Roskilde Universitetscenter.

Jeg var interesseret i at undersøge, om der efterfølgende var sket noget, og hvad der i givet fald var sket.

Jeg kunne tænke mig at lave noget, der synliggjorde den aktuelle statistiske viden om kvindelige kunstneres situation, hvad angår repræsentation, indkøb og kunststøttepraksis.

Jeg så det også som en mulighed for at reflektere over kønsstatistikkens begrænsninger.

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
Her på det seneste har jeg arbejdet med genren dokudrama. Jeg har først transskriberet nogle interviews. Så har jeg så valgt nogle tekstdele ud og har lavet en komposition ud fra det. Jeg har skrevet fiktion oven på interviewet og/eller har citeret direkte fra interviewet. Noget, der optager mig omkring genren dokudrama, er, at der i projektet finder en diskussion sted af selve præmisserne for projektet. At der er et metalag, der diskuterer projektets konstruktion. Man kan også sige, at det vil være fint, hvis der i projektet er en transparens omkring, hvordan værket er blevet til, hvordan de privilegier, der følger med forestillingen, distribueres. Det må også godt handle om nogen, der ikke har en stemme eller som har få privilegier, og som via projektet får en stemme.

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Det er meget forskelligt. Jeg arbejder som uafhængig scenekunstner inden for det frie felt på produktioner, som jeg selv skaber og fundraiser. Jeg sammensætter et produktionshold til lejligheden. I perioden, hvor jeg arbejder på et manuskript, laver jeg research, der typisk involverer fagfolk og livseksperter. Jeg finder medvirkende, der ofte inviteres ind i en samskabende proces. Jeg indgår i en dialog med min faste dramaturgiske konsulent, Jette Lund. Det tager omkring to år at lave en scenekunstforestilling, så det er nogle lange og omfattende processer, hvor der er mange involverede i værket.
Jeg arbejder også freelance som dramaturg for performanceprojekter for flere billedkunstnere. Jeg virker også som kurator af festivaler for scenekunst eller performance og live art fx på Warehouse 9 og Det Frie Felts Festival. Her arbejder jeg enten selvstændigt, eller ofte indgår jeg i et kuratorfællesskab. Jeg får også nogle bestillingsopgaver som kunstner eller står for at lave happenings. Konkret så har jeg en skriveplads på et delt kontor på Vesterbro. Når jeg er i produktion med et scenekunstnerisk værk, så lejer jeg mig ind i både prøvelokaler og scene.

Foto_Det_feministiske_årshjul

“Det feministiske årshjul”
Et tv-program på tv-tv, som jeg stod for sammen med billedkunstner Kirsten Dufour. Her fik kunstnere, aktivister og andre mulighed for at præsentere en eller flere feminister, der havde inspireret dem, eller som de selv havde beskrevet i et eget projekt. Vi indrettede scenografien og kameravinklen, så den passede til hver enkelt optagelse med deltagerne.

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Jeg henter inspiration som aktivist i mange forskellige slags fora. Det kan være på Femølejren, hvor jeg har stået for en del workshops eller i interesseorganisationen Uafhængige Scenekunstnere, som jeg er en af initiativtagerne til, og hvor jeg pt. er ordførende. Vi kæmper siden 2009 for at få etableret en åben scene for det frie felt inden for scenekunst i København. Det giver en oplevelse af at være med til at lave noget om og at søge indflydelse. At have et sted hvor man kan parkere sin afmagt. Det nytter noget at opsøge hinandens selskab, og det gælder om at blive ved.

Jeg ser en masse scenekunst, performance og andre teaterforestillinger, rejser rundt i hele verden til scenekunstfestivaler eller sidder på internettet og ser uddrag og klip fra forestillinger for at holde mig orienteret. Jeg interesserer mig for alle slags genrer og formater inden for scenekunst fx live art, cabaret, clubbing- og stedsspecifk, deltagerbaseret performance- og scenekunst. Jeg har også haft flere residencyophold i udlandet støttet af Statens Kunstfond, fx i Kina på ”Beijing Fringe Festival” og på teaterscenen på ”Fabrica de Pensula” i Rumænien, hvor jeg på den måde har haft mulighed for at møde en række lokale kunstnere og derigennem blive orienteret om kunstscenen. Jeg har også været mentor herhjemme for en række kunstnere fra hele verden, der har haft et residency, støttet af Statens Kunstfond, hvor der har fundet en udveksling sted. Det er tit nogle enkeltpersoner, der gør, at jeg får kendskab til aktuelle kunstformer. Det kan være tilfældige møder på et residency med en lokal kunstner, der åbner en ukendt verden for mig.

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Når jeg går i stå, så forholder jeg mig til det. Jeg går ind i det og undersøger, hvor det fører mig hen. Jeg lader det være, som det er, lader blokeringen udspille sig. Det handler om ikke at gå i panik. Mest af alt prøver jeg at se på mig selv med kærlige øjne. Jeg siger til mig selv ”Du gør det så godt, som du kan”. Hvad mere kan jeg forlange af mig selv? Det hjælper for mig at tale kærligt til mig selv.

Foto_fra erfaringer_med_aktivisme_Femølejren

Workshops på Femølejren

Jeg har i samarbejde med andre stået for en række workshops på Femølejren med titler som ”Teater som redskab inden for feministisk aktivisme”, ”Kussologi for begyndere”, ”Hvordan får vi queeret femi-krimien, så den kan bruges til noget?”, ”Sæt skægget som du vil” og ”Feministiske tænkere”.

Hvad har for nylig begejstret dig kunstnerisk?
Forestillingen ”Saga” af franske Jonathan Capdevielle, som jeg så på Meteor-festivalen i Bergen i oktober 2015. Forestillingen handler om et lokalt bageri, hvor der tilsyneladende er foregået mange andre ting end brødbagning, såsom et drab og smugling bare for at nævne noget af det. Det var et spændende manuskript med  spring i tid og skift i fortællevinkler. Teksten var, som hos Gertrude Stein, fuld af gentagelsesstrukturer, talesprogsytringer og tilkendegivelser, der ikke skulle underbygge en figur eller dennes karakteristika, men som i sig selv var et performativt udtryk. Der var både monolog- og dialogsekvenser. Teksten var uden retning, men den var “nærværende”.  Scenen var henlagt i halvmørke det meste af tiden. Det var usammenhængende tekstfragmenter. Den foregik i en scenografi, der forestillede en bjergside, og det var befordrende for fantasien at forsøge at danne sig et billede af, hvad der egentlig var foregået i bageriet.

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene, og hvordan befinder du dig personligt med den?
Jeg føler mig som en gæst på den danske kunstscene. Jeg har været så heldig, at jeg er blevet inviteret ind som kunstner i en række gruppeudstillinger, og jeg har lavet en række værker til særlige lejligheder. Senest har jeg lavet performancen “Uhørt” (2015), der blev opført på udstillingsstedet Overgaden og indgik som en del af serien “Våbenhvile LIVE” ifm. udstillingen “Våbenhvile”. Det var en performance, der tog udgangspunkt i nogle håndskrevne noter, der for et stykke tid siden dukkede op på Danmarks Tekniske Museum i Helsingør. Det viste sig at være noter til en tale, og det blev hurtigt klart, at det handlede om den tale, som Mathilde Fibiger skulle have holdt den 25.7.1852, men som hun blev forhindret i, dels ved hendes broders og søsters forbud, og dels korporligt, ved at en mand løftede hende ned fra talerstolen. Der var mulighed for at opleve talen med mere end 160 års forsinkelse. Så har jeg også senest stået for værket ”100 år er ingen alder”, der indgik i det digitale festskrift for samtidskunst, ”LIGE”. Her medvirkede to kvinder på henholdsvis 100 år og 103 år, der fremførte 67 nyskrevne replikker om perioden 1849–1915 op til valgrettens indførelse i Danmark – én replik for hvert af de år, hvor der blev kæmpet for kvindernes valgret. Det var for at sætte fokus på, hvordan rettigheder aldrig kan tages for givet, og hvordan kampen for rettigheder er en kontinuerlig kamp.
Men for at vende tilbage til spørgsmålet, så føler jeg mig først og fremmest som scenekunster og en del af scenekunstbranchen.

Jeg vil gerne spørge om dine tanker ift. kunst og politik og (u)mulighederne i at lave kunst midt i det, som føles som et politisk kollaps. Jeg tror, jeg vil kopiere det spørgsmål Lise Skou blev bedt om at svare på; Do you feel like your ideas ever come from a political place in addition to a personal place? (spørgsmål fra #61 Maja Moesgaard)
Jeg ved ikke altid, hvor mine ideer kommer fra. Jeg kan ikke skille “mennesket” fra “kunstneren”. Jeg opfatter mig selv som et menneske i et samfund, som med sin politik i bredeste forstand på godt og ondt præger mit liv, mine erfaringer og mine følelser. I det samfund har jeg tilladt mig at kalde mig “kunstner” – og definerer altså mig selv som en, der producerer “kunst”. For mig er “kunst” altid en dybt personlig sag.

Tak

×