Artist of the week

#63 NP TT JV MIE AW EAH DJH RBP TBØ AJ

Kunstergruppen Deirdre J. Humphrys, Andreas Johansen, Rasmus Brink Pedersen, Tine Tvergaard, Eskil Andreas Halberg, Ninna Poulsen, Joen Vedel, Anders Waagø og Thomas Bo Østergaard & Mia Isabel Edelgart

Skærmbillede 2015-09-14 kl. 12.08.30(1)

‘På baggrund af de umulige forhold’, stills fra video, Møstingshus, 2015

 

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Vi er en gruppe venner der har samarbejdet på kryds og tværs gennem årene. Nu har vi så fundet sammen i denne konstellation og over to udstillinger forsøgt at give form til en række spørgsmål, omhandlende venskaber set som et særligt rum for fælles sansning og produktion. Et rum knyttet til større og mere generelle spørgsmål omkring kollektivitet og ensomhed, intimitet og afstand. Men det er som om der hele tiden dukker flere spørgsmål op end svar.
Jeg synes vi kommer vidt omkring i vores spørgsmål. Vi har talt om, at venskabet måske ikke kun er et tema vi undersøger, men også en metode vi arbejder ud fra. En metode der bringer os omkring emner som økonomi, reproduktivt arbejde, fremmedgørelse, tid og følelser.
Og alle de andre ting der nu en gang ligger i mellem og præger de relationer, der udgør venskaber mellem ti mennesker. Vi er også optagede af selve det at arbejde som en gruppe. Altså at producere fælles værker uden et fælles gruppenavn, at lave soloudstillinger med mange afsendere. 

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Vi går selvfølgelig i dialog med hinanden.
Og med folk der omgiver os, vores venner og kollegaer. Vi har også meget direkte ladet os inspirere af Yvonne Rainer og Grand Union. Udstillingen af Aase Seidler Gernes, der blev vist på Møstings Hus lige inden vores nuværende udstilling samme sted var også til stor inspiration. We Object af Henriette Heise og Emma Hedditch i Bureau Publik var særligt inspirerende under vores samtaler om hverdagsobjekter i forbindelse med vores udstilling på Kunsthal Aarhus.
I den forbindelse kommer jeg til at tænke på Henriette Heises forklaring af ordet ‘Alene’ fra hendes ABZ, som vist lyder noget i retning af; “Jeg arbejder sammen med andre og alene, men jeg er altid en del af noget”, det finder jeg vældig inspirerende.
Vi har også altid Howard Slater med os i vores samarbejde. Dels fordi vi har tilbragt så meget tid med ham og fordi hans måde at arbejde med skrøbelighed og improvisation på har sat et tydeligt aftryk i vores interesser. Desuden husker jeg selv at have nævnt Mierle Laderman Ukeles flere gange i vores seneste proces, i forbindelse med vores mange diskussioner om hvad reproduktivt arbejde er og kan være – også i en kunstsammenhæng.
Jeg vil gerne nævne Mikkel Thykiers bog Subrosa og A Nos Amis af den Usynlige Komité, som jeg i høj grad føler vi er i dialog med.
Ja, og Céline Condorellis undersøgelser og arbejde omkring venskab.


stills på baggrund af de umulige
‘På baggrund af de umulige forhold’, stills fra video, Møstingshus, 2015

 

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Hen mod slutningen af udstillingen Venskaber inviterede vi Anthony Iles, Emma Hedditch og Howard Slater til at komme og lave Going Friendships (en form for workshop/seminar) sammen med os.
Og de tre havde planlagt oplæg, tanker og små øvelser der var inspireret af vores udstilling, men som tog vores ideer et nyt sted hen. Det var en virkelig god måde at lukke en udstillingsproces på, fordi det flød ind i vores arbejde på en naturlig måde og åbnede op for en ny proces.
Nogle af deres øvelser gik i øvrigt igen på vores efterfølgende udstilling.
En strategi er også at prøve at give slip på det kontrollerede. Det sker i samarbejde, især i en større gruppe, hvor der er mange til at trække i forskellige retninger. På den måde opstår der noget nyt og ofte ret underligt – noget man ikke altid er sikker på om er kikset, for følsomt eller vildt spændende. Det synes jeg er det mest dristige og eksperimenterende, når vi tør være i tvivl sammen og vise det. Generelt forsøger jeg også at holde fast i, at der er utallige variationer over hvad en kunstpraksis kan være og at den godt må skifte retning og være forvirret i sit udtryk.
Og når vi vælger at arbejde med improvisation sammen er det også for at bryde de mønstre, som ellers ofte afgrænser en individuel kunstnerisk praksis. Ja, fordi det indebærer en så direkte reaktion på hinanden – og fordi det er en måde at udfordre ens egne æstetiske præferencer og vaner – at skubbe til dem, blande dem. Ja, det er det jeg mener.
Jeg kommer til at tænke på pausens rolle i vores fælles praksis. Pauserne opstod af en nødvendighed, fordi der er to af os der har hjernerystelse og derfor med jævne mellemrum har brug for at droppe ud af det sociale, for ikke at få hovedpine. Pauserne skaber et temposkift, som giver rum for en stilhed.
Måske skal vi slet ikke nye steder hen. Måske skal vi starte med at stå helt stille og kigge. Der er rigeligt at tage fat på og forstå, lige her hvor vi er. Måske skal vi starte dér. Jeg har kun haft en kunstpraksis i et års tid. Hvis mine venner hele tiden skulle videre hvornår skulle jeg så have hoppet på. Jeg er glad for at der er nogen, der indimellem tør stå lidt stille og kigge bagud; dvæle, være melankolske og drømme om fortiden.
For mig handler det altså ikke om melankoli eller fortid, tværtimod, så handler det om det der sker lige nu og her; imellem os, i dette rum. Jeg har hverken lyst til at kigge bagud eller fremad. Men jeg kan godt lide ideen om at tage fat i det helt nære, i stedet for hele tiden at skulle forholde sig til alt muligt der sker ude omkring i verden. Jeg ved ikke om jeg gerne vil trække vores kunst i en ny retning, jeg tror nærmere det er kunsten der trækker i os.

Skærmbillede 2015-09-14 kl. 12.30.17
‘På baggrund af de umulige forhold’, stills fra video, Møstingshus, 2015

 

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
Helt praktisk har det været virkelig lærerigt at lave film live. Vi har investeret i live-produktionsudstyr og på den måde forsøgt at bringe det improvisatoriske moment med os ind i arbejdet med filmene. Det er af og til lidt smertefuldt at se og høre os selv, fordi vi ikke er vildt øvede performere, men også enormt intenst, nervøst og endorfin-udløsende, når der bliver slået på det lille bækken der markerer start, pause, sceneskift og slut i filmene.
Viljen til eller ønsket om at udstille ting der hverken er fejlfrie, konsensuelle i en absolut forstand eller komplet afrundede, er vigtig tror jeg. Jeg ved ikke om den er sådan ‘ny’ men den er iboende i den form som vi har valgt og det har vi forsøgt at følge til dørs.
Jeg har opdaget at når man arbejder tæt sammen med sine venner, kan det ligesåvel som det er opløftende og sjovt, også være opslidende. Vi er alle perplekse over graden af det. Forundrede. Vi mærker alt det spændende der sker imellem os, men har også lært at vi skal være varsomme når vi opsamler det og giver det form.
Og så tæller det jo også til nye opdagelser at støde på idéer der ikke dur særligt godt i praksis eller kræver tilpasning i forhold til den givne kontekst. Tekstarbejde og især forsøg, der har med manuskriptlignende arbejde at gøre er og har været svært. Desuagtet har vi prøvet det, kaseret noget, lavet noget nyt, skrevet samtidigt, skrevet hver for sig og over store afstande. Egentlige manuskripter kom vi aldrig til at arbejde med denne gang, men tidslinjer og ark med stikord blev det skelet som de seneste videoarbejder blev stablet op omkring.
Ja, jeg har på det seneste oplevet hvor svært det er at være væk fra sine venner. Geografiske og følelsesmæssige afstande gør det endnu sværere at finde hinanden end det er i forvejen. Men jeg også oplevet hvorledes tillid, solidaritet og fællesskab kan sende varme og håb over afstand.
Jeg var lidt overrasket over hvor stor forskellen var på at lave de her improviserede video-optagelser i henholdsvis en kunsthal og så ude i nogle mere svært kontrollerbare omgivelser. Ikke kun det rent tekniske, men også fordi det ser langt skrøbeligere ud når man fjerner kunsthals-stemplet. Det er vel min seneste indsigt: Forskellen på en billig paryks betydning i henholdsvis en kunsthal og i en have. Det er nok en ret banal indsigt, men den rammer ligesom først når man står midt i det.

Stills Venskaber Kunst Aarhus

‘Venskaber’, stills fra video, Kunsthal Aarhus, 2015

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Grundlæggende tror jeg at vi arbejder ret kaotisk. Så det er måske svært at beskrive en konkret form for ‘vi plejer’. Men nu her med arbejdet omkring venskab, har vi forsøgt at gå til begrebet fra forskellige vinkler. En grundlæggende ting for os er at vi læser sammen, taler sammen og udtænker rammer som vi kan improvisere eller spille i. Så selvom vi ikke har konkrete manuskripter eller forskrifter, har vi forudgående delte tanker og materialer, som et afsæt.
Vi mødes. På forskellige tidspunkter. I forskellige rum. Ofte i vores fælles atelier, men også hjemme hos hinanden eller udenfor. Nogle gange tager vi ud på en ø. Skændes, bliver gode venner, spiser, danser, sover, som en del af den kunstneriske proces.
Ja, og så forsøger vi at undgå en fast arbejdsdeling. Vi vil helst ikke blive til en fastlåst arbejdsenhed. Skrøbelighed og forvirring, som nu engang er en del af os og vores omgivelser, er vores bagsædepassagerer i det her arbejde. Vi skiftes til at betjene redigeringsstationen, lave speak, sortere i tekst og at lave og udtænke scenografier og locations. Dermed ikke sagt at vi ikke lærer af hinanden og forsøger at give vores viden videre når vi endelig har fået krammet på en syning i et gardin eller en god overgang i klippeprogrammet, det ville jo bare være åndsvagt.
Jeg tænker helt klart at det går igen i alle de medier eller materialer vi arbejder med. Altså vores fælles tekster, fælles design af display eller tegninger kredser alle om en nysgerrighed på udtrykket, der opstår når ti mennesker sætter en hånd hver på én tusch samtidig.
Når man er ti mennesker sammen, er det uundgåeligt at der udvikles en form for organisering. Selvom vi grundlæggende ikke ser os selv som en organisation, ville det være dumt ikke at tage de organisationsproblemer der opstår alvorligt. Vi har forsøgt at efterleve et form for antidemokratisk og dermed tillidsfuldt fælles princip. Med det antidemokratiske mener jeg, at fælles beslutningstagning ved formelle forsamlinger, enten ved konsensus eller håndsoprækning, hverken har været muligt, eller ønskværdigt. Vi prøver at lade være med at vente til alle tilstede. Det kan lyde som en ubehagelig og kaotisk måde at være sammen på, men faktisk mener vi, at det netop er her at begrebet om tillid kan vise sit værd. Man kan reelt kun være tillidsfuld overfor andre, hvis man lader andre træffe beslutninger på sine vegne. Det er her tilliden reelt bliver afprøvet. Netop når alle ikke er til stede. Så må gruppen tage de fraværendes sind, følelser, ressourcer, meninger og erfaringer i betragtning.
Det skal lige siges at det altid er en stor udfordring – at tage de fraværendes sind, følelser, ressourcer, meninger og erfaringer i betragtning, men ja vi prøver.
I parentes bemærket, er det jo blandt andet også sådan man træffer beslutninger under revolutioner og gadeoptøjer. Med andre ord: Vi øver os på revolution, hvor demokratiet er brudt sammen. Sådan kan jeg godt lidt lide at tænke, i det mindste metaforisk.
Vi er lidt for mange til at være en gruppe og for få til at være et samfund, hvilket sandsynligvis heller ikke har den store interesse. Det er jo sådan noget institutionsagtigt med fælles kultur og normer. I bund og grund handler det her jo om, at vi om ikke andet, så på et mikropolitisk plan er vildt forskellige. Jeg kan godt lide at tænke os som en model for en halv-utopisk kommune, åben i enderne og altid midt i en slags forhandling. Det repræsentative demokrati vi lever under virker ikke rigtigt og de konsensusdemokratiske diskussioner er trættende; dem der har fået den bedste søvn og har de bedste sprogkundskaber baner en vej, hvor det ofte havde været mere berigende at følge en af de tavses drømme. Vi forsøger os med andre sprog end de talte, blandt andet når vi laver film. Jeg ser de udstillinger vi har lavet indtil videre, som nedslag i et forløb der, uundgåeligt lidt fattigt, repræsenterer et liv, vi gerne vil meget mere.

Venskaber Kunst Aarhus

‘Venskaber’, Kunsthal Aarhus, 2015

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Jeg opsøger den i samtalen. I læsningen og ved at opsøge kedsomheden.
Meget konkret ved at opleve andres inspiration – ofte udenfor kunsten – eller altså, jeg kan selvfølgelig blive inspireret af at møde gode værker og spændende praksisser, men omvendt kan jeg sgu godt af-inspireres når jeg støder på en omgang hurtig lefleri for fashionabel æstetik. Grundlæggende tror jeg dog, at det inspirerende handler mest om en måde at gå til verden på; hvis du gør dig umage for at være nysgerrig, kan en kontorstol eller et irriterende kunstværk jo være afsæt for alverdens tanker. Og tilstanden af nysgerrighed er ikke konstant, man behøver ikke trippe hele tiden. Helt ærligt, så har jeg nok også nogle bestemte personer i mit liv, som jeg næsten altid bliver inspireret af at tale med, fordi de ligesom kan folde tingene ud og give mig en følelse af, at der er meget stof og mange måder at dykke ind i det på.
Og når man er i en gruppe er det positive tilfælde, at man kan dele følelsen af inspiration. Så når nogen i rummet siger ‘ej hvor er det spændende det her’, så er det en form for talehandling, der kan hive energien op.
Jeg forstår ikke hvad inspiration er. Måske tror jeg ikke på det. Eller også mærker jeg det bare aldrig selv. 

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Når det er vores fælles proces, er det som om der er en uløselig knude der skal løsnes. Så skal vi ruskes i. Det er enten noget med at finde det sted hvor legen kommer tilbage eller også bliver vi simpelthen nødt til at ændre rum; tage ud på en ø, gå på druk.
http://www.ichingonline.net/…  Ej, ja jeg synes det er hardcore når processen går i stå i en gruppe – altså når man en sjælden gang virkelig rammer muren samtidigt. Så udover at ændre rum, har en taktik været, simpelthen at gøre. Altså gøre et eller andet, om det så er helt sort og ingen med sikkerhed ved hvorfor vi gør det – gå samlet i slow motion gennem Fona, skille ure ad, røre ved hverdagsting i hinandens hjem med lukkede øjne – for så bagefter at se om det kan åbne op for noget.
Men heldigvis er fordelen ved at være en gruppe, at vi kan skiftes lidt til at møde muren og så hive hinanden ud af det sted igen. 

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?
Joan Jonas’ udstilling Light Time Tales i Malmø Kunsthal. En samtale med Andrea Fraser omkring gruppe-dynamikker.
På sporet af den tabte tid af Marcel Proust på lydbog.
Igår blev jeg faktisk også virkelig begejstret af at læse en samtale mellem Andrea Fraser og George Baker omkring Louise Lawlers praksis – også bare samtalen som en tekstform gjorde mig glad, fordi den rummede både delt begejstring og uenighed mellem de to.
Jeg ved ikke om begejstret er det rigtige ord, men jeg blev i hvert fald berørt af udstillingen: from the mountains to the valley, from the desert to the seas: journes of historical uncertainty af Tiffany Chung på CAMP, Center for Migrationspolitisk Kunst. Og så er der et utroligt fint udstillingsprogram i Astrid Noacks Atelier lige for tiden: Heritage is Commoning.
Lige en sidste ting: Robert Ashleys Perfect Lives, som jeg igen kom til at ligge og kigge på i morges. 

møs

‘På baggrund af de umulige forhold’, Møstingshus, 2015

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Den forholder jeg mig ikke så meget til. Jeg forbinder mig til personer, der så at sige befinder sig på den scene. Jeg prøver dog at forholde mig til personerne som personer og institutionerne omkring dem som en slags infrastruktur at navigere i og ikke som en uoverskuelig masse eller indforstået klike.
Den er måske lidt snæver, men jeg bliver ofte i dårligt humør af den der form for diagnosticering af nationale scener eller epoker. Jeg tænker at det uundgåeligt er meget reducerende billeder man skaber og at den danske scene, trods sin lille skala, egentlig ser forskellig ud alt efter hvor jeg kigger hen. Der er mange mindre eksponerede sammenhænge og grænseflader til andet end kunst, hvor folk har gang i alt muligt vigtigt. 

Jeg vil gerne høre mere om “de umulige forhold” – om venskabet, hvordan du/I ser den “figur” i forhold til de “umulige forhold” i verden!? (Spørgsmål fra #66)
Neoliberalismen konstruerer en relation mellem styret og den styrede, som i stigende grad afhænger af måder, hvorpå vi som individer på eget ansvar skal styre vores liv via markedsprincippets ‘frie’ valg. En individuel selvansvarliggørelse for forhold og problemer der i deres natur, hvis man kan sige det sådan, er af kollektiv karakter.
Vi forsøger at tilfredsstille os selv inden for en række mikrosammenhænge; i familien, på arbejdspladsen, i skolen, i lokalsamfundet. Vi skal selv styre og vælge, vi skal konkurrere og gøres ansvarlige for vores eget liv, i en struktur hvor vi ingen kontrol har over de kræfter der sætter betingelserne.
Forresten tak for spørgsmålet Lea… Jeg synes nok noget af det mest spændende (som i fuld af spændinger) i vores arbejde er de forskellige idéer om venskaber, vi bevæger os rundt i. Hvis man skærer det meget groft ud, er der på den ene side ideen om venskabets autonomi, det funktionsløse, nærmest metafysiske ved venskabet. En form for ideel relation tilden anden’; et rum til at sætte hinanden fri i, fri fra krav og konsensus, et sted hvor graden af nødvendighed er så minimal som mulig, med andre ord det skal ikke være fordi jeg har brug for dig at vi er venner, jeg vil ikke gøre os til én, men elsker dig med den afstand og fremmedhed, der må findes mellem os; denne diskurs, der findes hos mange (ofte mandlige) filosoffer, som har skrevet om venskab, kan måske siges at repræsentere en figur uden megen krop; en figur der kan kollidere med en mere praktisk og måske feministisk figur, hvor venskabet kan være en form for organisering, et sted hvor man hjælper hinanden i en hverdag, der netop er præget af modstand, nødvendigheder og besværlige følelser. Fælles for disse ideer er at man som venner driver en form for tankevirksomhed eller handlerum sammen; man er venner i aktion, en relation man ønsker at ændre verden til, forsøges levet. Paradokset i vores arbejde, som jeg ser det, er at vi på nogle måder dyrker idéen om denne her funktions- eller formålsløse figur, og med den legen og kærligheden, men at vi gør det i en sammenhæng fuld af krav, umulige strukturer, stramme deadlines, succeskriterier, kontrakter og rammer, der skal udfyldes. Her har vi så brug for at den mere praktiske venskabsfigur træder til, men opdager samtidig hvor svært det er at være der for hinanden, have tid til konflikter og besvær. Det er med de umulige forhold som baggrund, at disse opdagelser gøres. Med de umulige forhold, som i delvist usynlige strukturer, der producerer stress, præstationsangst, tidsknaphed, at vi forsøger; forsøger at putte autonomi og leg ind i kunsten, der så samtidig tager form som et stykke arbejde, der skal udføres. Det skaber nogle spændinger, der stiller spørgsmål ved hvad venskabet og kunsten kan eller skal bruges til og om man netop skal bruge det eller den til noget bestemt?
Ja, vi er venner og vi har så umådeligt store forventninger til hvad venskabet kan, men der er støj imellem os. Vi rækker ud efter hinanden, vi vil gerne dele, det er bare som om vi løber panden mod muren.
Men det er lidt som om, at det at løbe panden mod en mur, er en kunst i selv. Jeg havde forleden en diskussion med min partner om hvorvidt titlen På baggrund af de umulige forhold er meget negativt ladet eller ej. Sætningen, som i øvrigt er taget fra Inger Christensens digtsamling Det, rummer for mig en følt ambivalens; den henviser til umulige forhold i form af større politiske strukturer og virkeligheder, der selvfølgelig afspejler sig i vores personlige forhold; personlige relationer, der betyder meget for min måde at forholde mig til verden på, fordi det at forholde sig netop ofte sker gennem ‘den anden’. Samtidig er der som sagt meget, der gør det svært at passe på de personlige relationer et sted hvor mange er pressede. Imellem os kommer tiden for eksempel ind som en svær faktor. Som én siger i en af vores film ‘som om tid kun er skema’,  og som om vores skemaer altid er ude af sync. Men det titlen også fortæller er at vi trods alt forsøger; at vi trods de politiske forhold alligevel forsøger at skabe andre forhold i mellem os og være sammen i leg, dvælen, undren og kropumulige følelser.

Tak

×