Artist of the week

#61 Maja Moesgaard

Maja Moesgaard er uddannet billedkunstner fra Det Kongelige Danske Kunstakademi med en teoretisk mastergrad i gender studies fra Goldsmiths University, London, samt en Bachelor i geografi fra Roskilde Universitet. I min kunstneriske praksis udforsker jeg særligt identitet, følelser, sprog, tid, det kollektive og det individuelle samt relationerne imellem de nære og de store fortællinger erfaret fra queer-kroppen. Mine foretrukne medier er tegning, tekst, animation/video og lyd. Som en del af min praksis arrangerer jeg div. læse- og arbejdsgrupper, herunder Queer Ecologies, Det ku’ være politisk, Klimagruppen, Tredje Aktør.

www.majamoesgaard.blogspot.dk

1_collage film

“Hver gang jeg spørger til fremtiden ender jeg i fortiden”, stills, animationsfilm (in progress)


Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
For tiden er jeg optaget af klimaforandring som konsekvens af det kapitalistiske system vi lever i. Jeg er interesseret i dommedagsfortællinger, ængstelser, fælles narrativer, forandringer, kapitalismekritik og distribution af konsekvenser nu og i fremtiden. Jeg står i mit køkken og laver mad og hører en udsendelse i radioen, der beskriver menneskets destruktion af økosystemer, artsudryddelser, vandmangel, krige, fødevaremangel, flygtningestrømme. Jeg er optaget af, hvordan det er muligt at stå i sit køkken og høre den slags. Hvordan det er muligt at leve med ængstelse. Hvilke handlinger det (kan) producere/r. Hvilke positioner, der er tilgængelige og for hvem. Hvad det er muligt at sige og af hvem. Katastrofefortællingen er gennemtrængende i nyhedsstrømmen, Hollywoodfilm, 70ernes sci-fi litteratur, religiøse tekster. Jeg er interesseret i mødet imellem disse fortællinger og hverdagen.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Mit arbejde er queer feministisk informeret: det er sådan jeg lever mit liv og fra den position, jeg oplever verden. Det er også min primære teoretiske orientering. Som så mange andre, er jeg afhængig af samtaler, møder og fællesskaber med mine kollegaer, venner, tekster, værker. Derfor forsøger jeg at organisere mig på måder, som muliggør samarbejde og fællesskaber. Jeg betragter min praksis som kollektiv, selvom den består af mange timer alene.

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
På et tidspunkt stopper et emne med at insistere på min opmærksomhed og jeg bliver træt af det. Der går sjældent længe, før noget nyt presser sig på.

2_anxiety

‘Anxiety’, tegning, 43×50, 2015

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
For få år siden gjorde jeg min tegnepraksis til min primære praksis, herunder animation og lyd. Der er en langsomhed i tegnearbejdet, som jeg er kommet til at holde meget af. Det har skabt et nyt rum for mit arbejde og mine tanker, som jeg har søgt efter længe. Arbejdet med animation er ekstremt arbejdsintensivt og utroligt sjovt. Jeg tror, det har åbnet op for en mere legende og afprøvende tilgang til mit arbejde.

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Det er vigtigt for mig at dele arbejdsplads med andre og have en hverdag sammen i ateliet. Når jeg arbejder på et konkret projekt, har jeg en temmelig rutinepræget arbejdsdag, der starter om morgenen og slutter hen under aften. Jeg har mange små rutiner og tricks. Jeg har fundet det vanskeligt at finde frem til en arbejdsgang, der fungerer for mig. Og nu da den gør, er den blevet lidt usynlig for mig. Tror det spørgsmål passer bedre til en samtale.

3_i bilen installation
‘Sandsynligvis mere aktuel i fremtiden’, Afgang 2014, Kunsthal Charlottenborg, installationview, foto: Anders Sune Berg

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Jeg tænker mere på erfaring og sprog og fortælling og politik, end jeg tænker på inspiration.

Jeg forsøger at opsøge viden/erfaring – min egen og andres. 

Jeg omgiver mig temmelig meget med sprog. 

Jeg lytter til radio, lydbøger, podcasts, forelæsninger. 

Jeg ser for få film og lytter ikke nok til musik. 

Jeg forsøger at rejse regelmæssigt. 

I perioder læser jeg intensivt. 

Jeg laver politisk arbejde. 

Jeg bruger mine venner skamløst i mit arbejde. 

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Mit arbejde har forskellige rytmer. Alt efter hvor jeg er i processen, benytter jeg forskellige strategier. En strategi er at holde fri i en periode og gøre noget helt andet. En anden er at bede en god kunstnerven kigge på mit arbejde og give kritik og feedback. Jeg læser en bog. Jeg går i panik. Jeg ser en udstilling. Rejser væk. Nogle gange er stilstand vigtigt, så gør jeg ikke noget. Jeg spiser. Drikker kaffe. Andre gange begynder jeg at stille spørgsmålstegn ved mit behov for hele tiden at være i gang med noget, hele tiden producere. Eller jeg går en tur, helst med en hund. Jeg kommer i tanke om forskellige mennesker, jeg har glemt lidt for længe. Så kontakter jeg dem. Ofte kan de først mødes når jeg ikke er gået i stå længere. Det har til tider skabt (tids)problemer.

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?
Den anden aften var jeg i Trampolinhuset til åbningen af Tiffany Chungs udstilling på Camp. Det er en meget fin og tankevækkende udstilling med afsæt i flygtningestrømme og krigen i Syrien. Den aften blev jeg mindet om, hvor vigtigt et sted Trampolinhuset er og hvad kontekst betyder for kunstoplevelsen. Lige nu, flere dage efter jeg har skrevet ovenstående, sidder jeg i toget på vej hjem fra Venedig Biannalen. Både i toget til Venedig og nu, på vejen hjem til København, oplever vi flygtningesituationen i kraft af aflyste inter-europæiske toge; lukkede grænseovergange; polititjek når toget ankommer – polititjek, hvor vi, som er hvide, går usete igennem; hjælpeområder på stationerne; Refugees Welcome skilte på busser og Regfugee Helper skrevet på ryggen af folk med gule veste; Sikkerheit og Politi skrevet på ryggen af andres gule veste; stresset togpersonale; printede A4 papirer med billeder af giftige svampe og tekster på mange sprog. På Biannalen var der mange værker, særligt en række videoværker, som gjorde stort indtryk på mig. De handlede om politiske situationer rundt omkring i verden og tilbød vinkler og billeder, jeg alt for sjældent ser. Det var værker, hvor meget var på spil. En film, der gjorde særligt indtryk, behandlede krigen i Syrien. Den hedder All the world’s futures. Syria: Snapshots of History in the Making (2014) lavet af Abounaddara Collective. Også filmen Factory Complex (2014) om lavtlønnede arbejderes vilkår i Asien af Im Heung-soon gjorde indtryk på mig. Ligesom filmen af Augus Gibson i den Sydafrikanske pavillon gjorde: Teiling the Truth? (2015) om forsoningsprocessen efter apartheid. Men også den noget pompøse film, Vertigo Sea (2015) af John Akomfrah, om havet, dets væsener og den vold havet er udsat for, vendte jeg tilbage til flere gange.

4_svampe hamburg

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Som så mange andre, har jeg brugt mange år på at føle mig forkert på kunstscenen. Det forklarede jeg med at være vokset op i et skolelærerhjem i Vestjylland langt fra den kulturelle elite. Jeg oplevede andre begå sig med en naturlighed på ‘kunstscenen’, som jeg ikke formåede. Det var bl.a. derfor, at Mette Clausen, Line Hvidbjerg, Ester Fleckner og jeg lavede BarHvaViHar. Vi ønskede at lave et queer feministisk socialt rum, der satte rammerne for at møde hinanden og den udstillede kunst. Vi ønskede at kalde på en queer feministisk offentlighed og åbne op for fællesskabsorienterede tilgange til kunst, kritik og samtaler. Vi arbejdede med en åben kuratering: de som følte sig adresseret af vores beskrivelse af BHVH kunne udstille. Selvom det ikke var vores intention, blev BHVH ret hurtigt en genkendelig del af kunstscenen. Nu tænker jeg, at der er mange kunstscener, hvoraf jeg er mere interesseret i nogle end i andre.

5_bhvh
‘BarHvaViHar’

Vad betyder “det kollektiva” eller “samarbetet” för din konstnärliga process och (om så) på vilka sätt avspeglar det sig i dina verk? (spørgsmål fra #57 Kajsa Dahlberg)

‘Samarbejde’ er fx BarHvaViHar: et konkret og defineret projekt over længere tid. I efteråret tog jeg initiativ til en gruppeudstilling, hvor vi forsøger at etablere et fællesskab frem til åbningen: vi mødes ugentligt for at dele praksisser, hjælpe hinanden, søge fælles sprog, lave fælles analyser. Efter udstillingen opløses samarbejdet i sin nuværende form. På et tidspunkt følte jeg mig alene i mit arbejde og lavede en æselmaske af papmache. Så samarbejdede vi et stykke tid, æslet og jeg. ‘Det kollektive’ er snarere en følelse af at være del af nogle mere udflydende miljøer og fællesskaber. Det kollektive er ikke funderet i et konkret projekt, men forbinder sig mere til hverdagen og til et politiske ståsted. Det er på en gang mere stabilt og mere omskifteligt. Det er i høj grad fra det kollektive, at jeg høster mine erfaringer til mit arbejde. Det min basisgruppe, min læsegruppe, mine venner, mine aktivistiske fællesskaber, min bofælle, min partner, mit atelierfællesskab. Det er også historiske personer, tekster, værker, genstande; ting og tanker, som jeg føler samhørighed med. Det kollektive afspejler sig i mine værker i form af konkrete personer, jeg bruger som modeller for tegninger; som fortællinger og erfaringer jeg inddrager – mine egne og andres; som diskurser, jeg høster sprog fra; som et forestillet publikum, jeg laver mine værker til.

Tak

 

×