Artist of the week

#60 Ralf Stenderup-Larsen

Autodidakt billedkunstner. Gennem en årrække arbejdet som lysdesigner og scenograf ved flere Københavnske teatre, indtil han i 2010 begyndte samarbejdet med datteren billedkunstner Sara Glahn. De har siden arbejdet på flere projekter, præsenteret på bl.a. Galleri Bart, Amsterdam, 2014 og senest på New Shelter Plan, København, 2015. Stenderup-Larsen har udstillet på bl.a. KE 1985, KS 1979 og SAK 1973-74 og er repræsenteret på Bornholms Museum, samt modtaget Oscar Carlson præmie 1985.

www.ralf.stenderuplarsen.dk

Kube x32 1985

‘Kube x32′, træ, reb, 1985

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Rum og tid. Jeg vælger et materiale der kan synliggøre historien ved simpelt at tilføre snit og sammenkoblinger og bringe det i positioner hvor det ikke før var. Selvom jeg til stadighed tumler med nogenlunde de samme materialer og former, vil det hele tiden handle om dialogen, hvor min opmærksomhed og nærvær kommer på prøve i afsøgning af kanten.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Her vil jeg altid nævne én jeg specielt vender tilbage til med jævne mellemrum, Johannes Wiedewelt med hans monumenter i Jægerspris. Wiedewelt arbejdede i disse monumenter med det stramme og enkle formsprog i sin fortælling. Desværre er flere ved at blive nyhugget hvor jeg hellere så at tiden blev en deltagende faktor. Og mine daglige intense og nærværende samtaler jeg havde med billedkunstnerne Erik Lynge og Hans Jørgen Jensen, når vi afsluttede dagen på vores værksted tilbage i 1980-90’erne. Tekster af Vassily Kandinsky og Willy Ørskov har også haft stor betydning for mig og nogen jeg altid vender tilbage til. Og så selvfølgelig de konstruktive samtaler og samarbejde jeg til stadighed har med min datter, billedkunstner Sara Glahn.

Kobling V 1982 b

‘Kobling V’, akryl, 1982

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Jeg gør ikke noget konkret for at få min praksis nye steder hen, men er hele tiden åben for uafprøvede materialer eller steder der kan bidrage til en samtale jeg vil være en del af. Det er til tider ubetydelige ændringer og variationer, der får processen til at bevæge sig. Det er forskydningerne jeg forholder mig til og det er disse der flytter mit fokus. Jeg kan have mine ting liggende længe, det er ligesom det modnes før jeg samler det op igen, og arbejdet (samtalen) kan fortsætte.

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
Igennem de sidste år har jeg samarbejdet med min datter Sara som også er billedkunstner. Her har udfordringen ligget i hvordan fotografi og tekst kontra skulptur kan sammenbringes på tværs af (vores) generationer i en narrativ kontekst. Jeg har arbejdet med scenografi på teatreprofessionelt i flere år, men det har altid været ud fra en given narrativ tekst. I udstillingen Scenografisk Aftale, vi viste på New Shelter Plan i år, var flere elementer i dialog i et iscenesat rum og her var det en nødvendighed at hele processen blev synliggjort.
Arbejdet med installationen Scenografisk Aftale var samtidig en udfordring der satte mig i den situation at jeg skulle forholde mig til det totale; foto, tekst, lyd og ramme. Det medførte at mine små ændringer straks blev kommenteret af de andre elementer og omvendt. Hvor jeg før har koncentreret mig om samtalen mellem materialerne og jeg’et, har samarbejdet med Sara bevirket at den narrative indfaldsvinkel er blevet en langt vigtigere del i mit arbejde.

SLarsen_Glahn

‘Scenegrafisk Aftale’, installationview, New Shelter Plan, 2015, photo: Rosenmunthe

SLarsen_Glahn


‘Colleborative Sculpture 2′, metal, akryl, træ, 2014, photo: Rosenmunthe

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder processen sig rent praktisk?
Jeg prøver at være nogenlunde struktureret og der bliver noteret meget ned på papir som så kan ligge i en rum tid, før jeg samler det op. Materialer jeg finder eller undrer mig over kan finde plads i min mappe, ligeledes en hastigt nedkradset krusedulle eller et langsomt foto. Alt bliver senere sorteret, brugt i samtaler og arbejdet videre med. Når først jeg griber fat i det, fortsætter arbejdet på flere niveauer, men dog rimelig tro ved det oprindelige.

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Inspiration er for mig en tilstand hvor jeg oplever mig selv åben. Hver dag bevæger jeg mig gennem landskaber som jeg forholder mig til. En udgravning til metroen hvor gravemaskinen er standset og hvor der ligger et stykke trævandrør fra Christian IVs tid. Det viser mennesket og tiden – et billede jeg måske ikke kan bruge lige nu men det lagres.

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Jeg oplever det mere som nødvendige mellemrum hvor der kan foregå andre ting der er givtige for det fortsatte arbejde. Tit bruger jeg de pauser til at kigge i bunken af notater og skitser. Det er godt at forlade sine vante omgivelser, så kan jeg få ordnet andre ting, sådan rent lavpraktisk. Jeg ved at når jeg vender tilbage og går lidt rundt, ser jeg bedre.

SLarsen_Glahn

‘Collaborative Sculpture 1′, metal, træ, akryl, granit, fundne objekter, 2014, photo: Rosenmunthe

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?
Smeden på smedeværkstedet, der hjalp mig i forbindelse med sidste udstilling. Det er altid imponerende, den erfaring og selvfølgelighed der arbejdes med materialet, han ved hvornår det er nok. I øjeblikket hører jeg Carsten Dahls piano kompositioner, bl.a. ”Dream Child” som er klart og stramt komponeret, musikken tilfører mine pauser energi og ved at genlæse Rilke digte oplever jeg altid at forstå lidt mere.

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Kunstscenen set som fysisk sted; når jeg bevæger mig rundt i dag opleves den ikke meget anderledes end den har gjort i de sidste mange år, blot er antallet af udstillingssteder øget. De fleste udstillingssteder er meget pæne og sikre, men der er heldigvis også dem der markerer sig med kvalitet og kant. Der opstår mange gode og interessante udstillinger på steder man mindst venter det, tiltag der er åbne også for andre end netværket. Dog ligner nogle mere et ‘selfie’ end en historie der må fortælles. Og for mig, som Københavner, opdager jeg hele tiden hvor meget der bydes på rundt om i hele landet.

Kobling III 1982 a

‘Kobling III’, 1982

Du arbejder primært med skulptur, men lys har en særlig betydning for dit arbejde, dog uden at du bruger iscenesat lys i dine værker. Hvordan er lys nødvendig for skulpturen?
Jeg har altid været optaget af lysets indflydelse på vores måde at fokusere på. Det tredimensionelle objekt er afhængig af retningsbestemt diffus lys. Lysets fortælling er en refleksion af form, farve og detalje. Når jeg arbejder med træ er det vigtigt at snitretning og skæreflade opleves stofligt, her er mangel på lys, altså skygge, en væsentlig faktor i oplevelsen af snittet og sammenkoblingen. I mine acryl-værker forholder det sig lidt anderledes, her skal det transparente materiale både transportere og reflektere lyset, derved skabes nye tilstande, jeg må forholde mig til. Når f.eks. et udstillingsrum er pænt ensartet oplyst, opfattes det fladt, for det er lysets nuancer og kvalitet, der reflekterer energien.

Tak

Stabel 5x7 2014 b

‘Stabel 5×7′, træ, 2014

Stabel 5x7 2014 a

‘Stabel 5×7′, træ, 2014

Kobling V 1982 a

‘Kobling V’, akryl, 1982

Kobling III 1982 b

‘Kobling III’, akryl, 1982

×