Artist of the week

#46 Rasmus Røhling

Rasmus Røhling (f. Denmark, 1982). Har udstillet på CCA Wattis Institute for Contemporary Arts SF, Artist Space NY, HumanResources LA, YEARS Cph, Museum Für Gegenwartskunst Basel, Culturgest Lisbon, dOCUMENTA (13) Kassel, Inter Arts Center Malmö among others. Røhling er MFA fra California Institute of the Arts (2010) og BFA fra det Jyske Kunstakademie.

001The_Hobby
The Hobby, 2012 – 13 Mixed media, Rage and Patience, Human Resources LA, Los Angeles. Curated by Chiara Giovando. 


Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Min ven Ronah bemærkede fornyligt til en middag at hvis hun som kunsthistoriker forsøgte at forstå en kunstner udelukkende ud fra kunstnerens egne intentioner, og altså tog hans/hendes selvopfattelse omkring meningen af dennes værker for gode varer, ville hun misse det totale billede af kunstnerens overordnede logik og kulturelle betydning, eller ca. noget i den stil sagde hun. Anyhow, det var en pointe som jeg selv og alle rundt om bordet var enige i: som kunstner er man altid sin egen blinde plet: dvs. mere eller mindre ude af stand til ultimativt at styre den mening vi producerer.
Men så kom jeg bagefter til at tænke: Når vi nu kollektivt, og ganske konsensualt, kan acceptere at ”udefinerbarhed” er en slags konstant, en forudgående præmis og nærmest en dyd for kunstnerisk produktion, hvordan påvirker det så denne ”produktion”? Hvis jeg som kunstner er så bevidst omkring min egen professions idiosynkrasi, nærmest til et punkt at det bliver en form for strategi, hvordan påvirker det så mig i hvordan jeg ”udøver” min kunst, så at sige. Jeg tror det er er et spørgsmål jeg bliver ved med at vende tilbage til: altså kunsts forhold til dets egen epistemologi og opfattelsen af denne som unævnelig.
Kunstnerisk metode hives konstant ind som rollemodel for arbejdsmarkedet eller hypes af Academia som den nye sexede model for vidensproduktion, og hvis vi prøver at lege med på den retorik, hvad betyder det så at have en metodologisk kapacitet/infrastruktur der videnskabsteoretisk opfatter-og udøver sig selv i ud fra et princip om udefinerbarhed?

002peter_carl_andrePeter Carl Andre, 2015
, video still, digital video 5 min., Auto-Enucleation, Sismografo. Porto. Curated by Amy Zion. 

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Det er jo Moyra Davey og Chet Baker og Michael Asher

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Jeg prøver at være fri.

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
Jeg er pt. ret optaget af ”instantaneousness” og ”immediate experience” i forbindelse med produktion af- såvel som oplevelse af kunst. Jeg er interesseret i hvordan kunst stadig er tungt forankret i et modernistisk behov for en form for nulstilling, som en forudsætning for at iværksætte de kognitive processer vi normalt forbinder med- og omkring kunst.
Den hér midlertidige suspence eller forsegling af oplevelsen i forhold til vores erfaring, hænger nok en del sammen med kunsts selvopfattelse som værende epistemologisk ”unnameable” som jeg nævnte tidligere, og især hvis man tænker på kunst som den hér uransagelige søgen i verden, syntes jeg det er virkeligt interessant at se på hvordan der tilsyneladende er et behov for at iscenesætte en form for ”uskyldig” umiddelbarhed i måden hvorpå man ”støder ind i” ting på. Benjamin snakker om ”idleness” som en specielt givtigt tilstand hvorfra kunstneren oplever denne her umiddelbarhed/immediate experiencedness på, som han også kæder sammen med Flaneuren. Ligeledes synes jeg det spændende at tænke kunstnerisk research som en form for casual tilstand, hvori kunstneren netop— via den her påtagede ”casualness” — får sin ”opsøgenhed” til at fremstå som det omvendte: som om kunstneren ikke opsøger stoffet/verden, men nærmere; at verden opsøger kunstneren.

003Ilona's_AssholeIlona’s Asshole, 2014, Rocket “Ace Pyro Silver, Strobing Tiger Tail (silicon chloride, perchloride aluminum)”. Launched from the construction site of the Broad Museum, Downtown Los Angeles. Still from surveillance camera, (Lightjet print) 18 x 22 in. Prism of Reality, Los Angeles. 

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
[ingen kommentar]

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Michala

005Male_goes_down_on_phantom
Male Goes Down On Phantom, 2006 Video Still, digital video 4 min. Tell It To My Heart, Artist Space, New York. Curated by Julie Ault, Danh Vo and Martin Beck. 

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?
Lisandro Alonsos Jauja
Fred Motem
Kasia Fudakowski

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
[ingen kommentar]

 

004Rage_and_RatienceExhibition overview. 2013 mixed media, Rage and Patience, Human Resources LA, Los Angeles. 


Jeg vil gerne høre om forholdet mellem kunstnerrollen og den måde, research er gledet ind i kunstnerrollen, og din interesse for ikonoklasme. Kort sagt: Jeg vil gerne spørge til sammenfaldet mellem de interesser i dit arbejde. Derudover vil jeg gerne spørge til det selvrefleksive eller (selv)kritiske potentiale ift. kunstnerrollen, og hvordan du tænker det ift. dit arbejde og de nævnte tematikker? (Spørgsmål fra #42 Kristian Poulsen)

I en tid hvor den researchbaserede kunstpraksis kommer stadig tættere på at ligne Walter Benjamins Massage-værker, netop som en række enklaver af research der forbliver ”urealiserede” i forhold til en formel værkforståelse, og ligeledes ikke tilstræber sig en offentlig tilgængelighed, men i stedet foreligger som ophobninger af research man skal opsøge og aktivere via en form for dialektisk interaktion/læsning. I forhold til denne opfattelse af kunst som immanens, synes jeg det er nærliggende at skyde kunstnerisk researchbaseret praksis en form for skepsis i skoene, netop overfor udstillingsøjeblikket.
Altså at hvad der traditionelt er kunstpraksissens omdrejningspunkt og klimaks i stedet, mere eller mindre ufrivilligt, pludselig anses som problematisk— som en afbrydelse.
Det at lave ”udstillingsversionen” af researchen: værket i udstillingen, bliver her en form for profan commodification, hvori researchen ofte mister dets dialektik, kritiske adræthed, og generelle evne til at veksle mellem flere forskellige perspektiver samtidigt.

Jeg synes det spændende at tænke på kunstneren, som én der ikke længere arbejder mod- og søger validering/forløsning gennem visualisering i.e. display/udstillingssammenhænge. Det billedskabende element i kunst er blevet overtaget af massmedia/social media. I stedet antager kunstneren en form for skeptisk position netop overfor hvad det betyder at tilsynekomme, hvilket på mange måder har sammenfald med ikonoklastiske doktriner der foreskriver ”at det hellige ikke har noget billede, ikke har nogen form”.

Med de seneste hændelser i Paris og Mellemøsten, er dette selvfølgelig blevet reaktualiseret på godt og ondt, men min interesse ligger nok nærmere forståelsen af ikonoklasme som en form for den logik/etik hvormed vi forstår transformationen fra det naturlige billede, altså hverdagen/virkeligheden, og til det artificielle billede altså ikonet. Altså en form for logik for det at tilsynekomme, eller hvad den franske forfatter Marie-José Mondzain kalder for ”The economy of appearance”. I hendes bog Image, Icon Economy siger hun i en passage at ”An economic conception of the natural image founds the artificial image, and an economic conception of the artificial image, in turn, founds temporal power.” Hvilket jeg synes er temmeligt relevant i forhold til kontemporær kunst.

Tak

×