Artist of the week

#40 Maj Hasager

Maj Hasager har studeret fotografi og kunst i Danmark, Sverige og Storbritannien og har en MFA fra Konsthögskolan i Malmö. Hendes arbejder handler om magtstrukturer, identitet, erindring, historieskabelse og arkitektur, og undersøger hvordan disse forbundne fænomener bliver fortolket og repræsenteret. Hendes kunstneriske tilgang er research-baseret og interdisciplinær, og hun arbejder primært med tekst, lyd, video og fotografi. Hun har udstillet internationalt på bl. a. Moderna Utställningen, Moderna Museet Malmö (2014), A voice of ones own, Malmö Konstmuseum (2014), Past Upon Past, Red Barn Photo Gallery, Belfast, Northern Ireland (2013), Decembers, LAZNIA Centre for Contemporary Art, Gdańsk, Poland (2012) og Liverpool Biennial, UK (2010).

www.majhasager.net

 

1_We will meet in the blind spot

We will meet in the blind spot © 2015 Maj Hasager
video still (HD video, 35 min)

 

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis? 
Jeg er optaget af tematikker som historiedannelse, erindring, tilhørsforhold og magtstrukturer, som alle spiller en rolle i mine arbejder. Oftest bevæger jeg mig i skæringspunktet mellem dokumentar og kunst, hvor den subjektive fortælling bliver en spejling eller modfortælling til den officielle historieskrivning. Jeg er interesseret i menneskers personlige fortællinger, i et forsøg på at belyse andre vinkler og supplere den kollektive bevidsthed om den nedskrevne og dokumenterede historie, filtreret igennem kunstnerens blik. Ligeledes er jeg optaget af hvordan historie bliver skrevet og omskrevet, alt efter hvilken sag, ideologi eller politisk agenda den måtte fremme.
Æstetiseringen og iscenesættelsen af det historiske materiale er begge essentielle i min praksis, som undersøgelser af forskellige perspektiver på en historieskrivning, der traditionelt set har søgt at definere hvilke øjeblikke der er de vigtige og ikoniske. Ved at tage afsæt i grænserne mellem virkeligheder og fiktion undersøger jeg øjenvidnefunktionen, som ofte er knyttet til den dokumentariske genre, samt den selvbiografiske fiktionsform.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Udveksling og dialog er en stor del af mit kunstneriske virke, og der er mange som bidrager til processen. Hvis jeg skal nævne nogle kunstnere jeg løbende er i dialog med, så er det Marie Thams, Karoline H. Larsen og Kristina Kvalvik. For tiden er jeg i tæt dialog med kunsthistoriker/freelance organisator Karen Mette Fog Pedersen i forbindelse med projektet We will meet in the blind spot, som udmunder i en film, en publikation og et symposium. En anden vigtig indflydelse er professor i Visual Art and Knowledge Systems Sarat Maharaj, hvis præcision og feedback jeg sætter ekstremt højt. Ligeledes er den New York-baserede digter Thom Donovan en samtalepartner der kan få uventede aspekter frem. Sidst men ikke mindst er den tyske politiske filosof Hannah Arendt en hvis tanker jeg altid vender tilbage til.

 

2_ Bifurcating Futures_Still

Bifurcating Futures © 2014 Maj Hasager
video still (HD video, 9.36 min)

 

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Der er altid et stort element af uvished når jeg begynder på et længerevarende projekt, det er en del af præmissen for min arbejdsproces, og derfor bliver jeg ofte trukket nye steder hen. Noget af det der virkelig ændrede min kunstneriske praksis og måden jeg arbejder på var et ophold på Vestbredden i 2008, hvor jeg som aktivist i forbindelse med olivenhøsten befandt mig i en situation, som på alle måder modarbejdede det vi var der for. En absurd situation midt i mellem palæstinensiske landmænd, bosættere og det israelske militær – som på ingen måde var konstruktiv, men derimod var med til at agitere en konflikt. Her blev det tydeligt for mig at jeg ikke kunne stå inde for den form for aktivisme. Jeg tog en beslutning om at engagere mig i situationen og stedet på nogle andre vilkår. Det betød at jeg fra 2008-2011 opholdte mig on-and-off på Vestbredden i Palæstina i længere perioder, hvilket gav mig en dagligdag i palæstinensiske byer i forbindelse med mit arbejde som underviser ved the International Academy of Art i Ramallah og Dar al-Kahlima college of Art i Betlehem. Netop det lange tidsperspektiv, og det at gå imod ideen om at producere kunst som umiddelbar reaktion på en situation, men derimod arbejde med forankring i et sted har været helt afgørende for min kunstneriske metode.

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
De seneste år har jeg arbejdet i en italiensk kontekst med projektet We will meet in the blind spot, som er et paraplyprojekt der rummer flere komponenter. Projektet tager udgangspunkt i arkitekturen i og omkring Esposizione Universale di Roma (EUR) området i Rom, og  omhandler arkitekturen, samt immigranters usynlige tilstedeværelse i dette område. EUR-området blev grundlagt under fascismen med henblik på at være stedet hvor Verdensudstillingen i 1942 skulle afholdes, samt som fejring af 20-året for fascismen i Italien. Med en undersøgelse af områdets fascistiske arkitektur samt ideologier og stedopfattelser sætter jeg fokus på historiekonstruktionen og ligeledes på immigrantperspektivet – dette ved at give rum til de oftest ikke-medierede livshistorier fra migrantarbejdere i EUR-området.
I dette projekt arbejder jeg med andre visningsformater end tidligere, bl. a. med et symposium og en større publikation, og jeg har desuden bevæget mig længere ind i fiktionens sprog end før, hvilket åbner op for nye perspektiver og måder at arbejde med historiske og nutidige tilstande. Et af de mere overraskende værker som er kommet ud af de nye undersøgelser er filmen Bifurcating Futures. Her arbejder jeg for første gang sammen med en danser om at skabe en koreografi i relation til modernistisk og futurisk arkitektur som man finder det i EUR-området. I modsætning til futurismens ideal er det nu kvindekroppen der indtager byrummet, og koreografien blev til med udgangspunkt i danserens erfaringer – en tilgang inspireret af Pina Bausch, som havde mottoet: ”Der er intet manus. Der er ingen scenografi. Der er ingen musik. Der er kun livet og en selv.” Filmen står som et visuelt argument, men for mig er det også en ny og mere performativ tilgang til undersøgelser om hvordan historien skrives, hvilket tilføjer en anden dimension til min metode, som derved forholder sig mere åbent end min ellers stramme konceptuelle tilgang til at lave film.

 

4_Decembers_narrating history

Decembers – narrating history © 2012 Maj Hasager
Installation view Laznia – Centre for Contemporary Art Gdansk

 

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Forskellige processer kræver forskellige rum – alt efter om jeg er i produktion med en film, eller jeg skriver en tekst, så er det forskellige måder at holde fokus på, og være i en proces. Hvor filmproduktion er meget fysisk og logistisk krævende, så er klippeprocessen mere refleksiv og dialogisk. Skal jeg skrive en tekst så skal jeg helst være alene og uden aftaler, så teksten kan få det rum den kræver.

Jeg beskriver ofte min konceptuelle arbejdsproces med at den begynder i mødet med et sted, en situation eller en fortælling, hvor noget ikke helt passer sammen. Det vil sige, at der for mig opstår en disharmoni mellem ideen om eller repræsentationen af et sted, en situation (der kan være politisk eller samfundsmæssig) og den oplevede virkelighed. Fra dette udgangspunkt begynder jeg indsamling af materiale, som oftest er baseret på interviews, arkivmateriale eller research om det pågældende område eller den udvalgte situation.

Ofte inkluderer mine projekter andre mennesker og deres historier. Dette stiller store krav til etik omkring brugen af materiale, som er genereret igennem personlige samtaler. Mange af mine projekter opstår i relationen, hvilket bliver et bærende element i det færdige værk.

Min arbejdsmetode begynder med flere researchophold på det givne sted jeg arbejder – det er oftest i en anden kontekst end den danske. Processen og indsamlingen af materiale strækker sig ofte over flere år, før jeg snævrer projektet ind. Det betyder at utroligt meget materiale, fortællinger og research bliver bearbejdet før en iscenesættelse finder sted. De fleste af mine projekter tager udgangspunkt i særlige interviewteknikker for mundtlig overlevering, for at skabe et fortroligt rum hvori den interviewede får lov til at lade sin historie udfolde sig over tid. Jeg ser interviewformen som et medie hvor fortællinger kan komme til udtryk, inden de omsættes til en visuel, tekstuel eller auditiv form, som til tider ligger langt fra interviewformens private rum. Ud af de personlige universer træder nye strukturer frem som danner substansen i produktionen.

 

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den? 
Udvekslingen af ideer og mødet med andre i processen er vigtigt i min kunstneriske praksis og det er de møder og impulser som udvider, flytter og bevæger tanker, materialer og research et andet sted hen. Når nye muligheder således opstår er det vigtigt for mig at være åben over for dem og lade dem bidrage til processen, selv om dog jeg ikke vil bruge begrebet inspiration.

 

3_ Decembers - a round table conversation_women entering

Decembers – a round table conversation © 2012 Maj Hasager
video still (HD video, 65 min)

 

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Det gør den sjældent, men der kan være dage hvor det flyder mere end andre. Så forsøger at veksle mellem forskellige aspekter af min praksis, og bliver jeg for rastløs så går jeg en tur, eller bryder situationen på anden vis.

 

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk? 
Chris Marker udstillingen på Lunds Konsthall med titlen A Grin Without a Cat  – hvor de viste tekst- og fotoværker, som i højere grad talte om urgency i Markers kunstnerskab, end der ellers ses i flere af hans ikoniske essayfilm.

E.B. Itso’s serie Loop Holes, som senest blev vist hos Galleri Nikolaj Wallner. Et stærkt eksempel på et kunstnerisk udtryk hvor alt går op i en højere enhed, både indhold, form og metode.

Professor Michael Stone-Richards talk: Care, Play, and the Subject of Social Practice som jeg hørte på konferencen: Unruly engagements ved Cleveland Institute of Art. En helt nødvendig og kritisk analyse af social practice med udgangspunkt i hans hjemby Detroit.

Susan Hillers værk Channels på Den Frie Udstillingsbygning. Susan Hillers evne til at bearbejde det politiske og personlige, det strukturelle og det forestillede igennem store mængder indsamlet materiale (i dette tilfælde fra arkiver og internettet) er dybt inspirerende, især i samspillet med hendes formsprog.

 

5_On site_still

On site © 2010 Maj Hasager
video still (HD video, 44 min)

 

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Jeg er uddannet i Sverige og Skotland, og opholder mig ofte i udlandet i længere perioder, så mit blik på de forskellige scener i scenen er informeret af dette. Jeg har været engageret i UKK i flere år (Unge Kunstnere og Kunstformidlere), og forundres til tider over hvor få som ser nødvendigheden i at organisere sig og sammen være med til at påvirke de strukturer vi arbejder i.

 

Jeg giver hermed mit eget afsluttende spørgsmål videre til Maj og håber, at hun har tid og lyst til at reflektere over det, gerne med udgangspunkt i et sine egne værker: Hvem skriver historien? (Spørgsmål fra #36 Christian Danielewitz)
Det er et virkeligt godt spørgsmål, som på mange måder indkredser det der driver min praksis. Hvem skriver historien, hvem ejer fortællingerne og hvad sker der når der sættes fokus på den uskrevne historie?
Projektet Decembers, som jeg har arbejdet med i årrække kunne være et eksempel fra min egen praksis, hvor intentionen er at udfordre de helteberetninger der florerer i forhold til bestemte medierede begivenheder. Jeg var interesseret i at undersøge denne nyere del af polsk historie, og med fokus på kvindeperspektivet som virker fraværende både i diskursen omkring Solidaritetsbevægelsen Solidarinosc og på et mere generelt plan.
Under et researchophold i Gdansk blev jeg sat i kontakt med en gruppe polske kvinder i alderen 55-80 år som alle deltager i en skrive-workshop under Den Tredje Alders Universitet. Her mødes de hver mandag og skriver deres subjektive historier. Jeg var især interesseret i at arbejde med en allerede defineret gruppe, som var bygget op omkring det at skabe alternative fortællinger fra periferien af den officielle historieskrivning. Decembers tager udgangspunkt i de to december-strejker i henholdsvis 1970 og 1981. Disse skelsættende begivenheder som titlen refererer til, mobiliserede en stor del af befolkningen i solidaritet mod pludselige og ekstreme prisstigninger på mad, lave lønninger og det totalitære kommunistiske styre. Vores samarbejde opstod efter en længere præsentation af min praksis og metode, hvor otte ud af tolv kvinder besluttede sig for at deltage i projektet, som skulle være bestå af en iscenesættelse af deres fortællinger, centreret omkring de to strejker. Kvindernes fortællinger er for mig vigtige at løfte frem som eksempler på historiske begivenheder oplevet fra periferien. Hvor de tidligere kun har eksisteret som mundtlige overleveringer, så bliver de igennem projektet rekontekstualiseret og indskrevet i en ny form for historie.

 

Tak

×