Artist of the week

#36 Christian Danielewitz

(f. 1978) Uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi 2003-2009 og CCA – Center for Contemporary Art i Kitakyushu, Japan 2009-2010. Seneste udstillinger tæller: The Degree of Freedom at -273 Degrees Celsius på Atelier 35 i Bukarest, Even my mum can make a book # 5 på Künstlerhaus Stuttgart, Hotel Ararat (med Anu Ramdas) på POLISTAR i Istanbul og TAL 013 Supernovas på Antiga Fábrica i Rio de Janeiro. Repræsenteret på HEART – Herning Museum of Contemporary Art.

 

 

www.christiandanielewitz.dk

 

The Degree of Freedom

Fra udstillingen The Degree of Freedom at -273 Degrees Celsius på Atelier 35 i Bukarest:
Interior (Armenian Genocide Memorial). Tsitsernakaberd, Armenia. 22. december 2013 og Exterior (Fujichrome Velvia 100 F). Istanbul, Turkey. 18. april 2014. 2015.

Photo: Camilla Reyman.

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?

Helt overordnet er jeg er interesseret i oversættelsen som et grundlæggende, kognitivt vilkår. Men da det vel gælder for al kunst, at der i en eller anden forstand, er tale om en oversættelse, skylder jeg måske nok, at være lidt mere konkret: Jeg er interesseret i de betydningsmæssige forskydninger og kortslutninger, der opstår, når et sprog oversættes til et andet sprog, når et objekt oversættes til et andet objekt, når et billede oversættes til et andet billede. Idéen om det autentiske, det oprindelige og det autoritative er et gennemgående motiv i min praksis, der ofte tager fysisk form som simulationer, dobbeltgængere, stedfortrædere eller imitationer af personer, objekter og billeder. Jeg er interesseret i historiens multi-skizofrene narrativer og i krigens og revolutionernes ikonoklasme, i modernismens uomgængelige arv og opgøret med repræsentationen. Det synes umiddelbart som om, at tiden er cyklisk, men mit udgangspunkt er, at alt er til på én gang, i et og samme irreversible nu.

 

White City_Black Desert

Opslag fra White City / Black Desert – Black City / White Desert. I samarbejde med Anu Ramdas. 2014.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?

Jeg synes generelt, at mange af mine jævnaldrende kolleger har gang i stærke projekter og jeg ser, at vi informeres af hinandens værker på tværs af diskursive skel. Jeg er hver eneste dag i dialog med Anu Ramdas; vi har været på utallige rejser sammen og vi deler studio til dagligt. Kunstneren og kuratoren Peter Ole Pedersen har jeg kendt i tyve år, og kunst, film og politik, har altid været omdrejningspunktet for vores samtaler. Derudover bliver jeg ved med at vende tilbage til Robert Smithsons Collected Writings. Smithson er, i min optik, den bedst skrivende billedkunstner of all time.

 

Split frames

Split frames / Reala Fujicolor (after Daniel Buren). Inkjet print på lærred. 130,7×137,6 cm. 2013.

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?

Den største game changer i forhold til mit kunstneriske arbejde, var uden tvivl en rejse, jeg foretog til Afghanistan i 2004, sammen med tre venner, der dengang studerede journalistik. Jeg var førsteårsstuderende på kunstakademiet i København og jeg måtte genopfinde mig selv som kunstner, da vi kom tilbage. I de følgende ti år rejste jeg til andre betændte konfliktzoner og områder, der, før eller siden, skulle eksplodere: Kashmir, Libanon, Syrien, det østlige DR Congo, Vestbredden samt et fire måneders ophold i Kairo i 2012, der hen imod slutningen, udviklede sig til en form for feberagtig undtagelsestilstand. For mig, har dét at forholde sig til vor tids krige og konflikter, aldrig kun været en akademisk skrivebordsøvelse, men derimod noget, jeg var nødt til at have et mere konkret forhold til. Jeg mener, at der må være en form for personlig interaktion, en konfrontation, hvis tingene skal have vægt. I DR Congo lærte jeg en tidligere barnesoldat at kende, der var blevet rehabiliteret. Han studerede på Académie des Beaux Arts i Kinshasa og jeg fik tilladelse til at oversætte hans historie i forbindelse med en performance, der involverede to simultantolke, jeg senere producerede. Vi har stadig kontakt i dag.
Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?

Sidste år udgav Anu og jeg bogen White City/Black Desert – Black City/White Desert, som er en form for status; en kulmination på vores rejser, reflektioner og erfaringer. Den har ikke ret meget med krigsfotografi at gøre, i hvert fald ikke i den velkendte forstand, men er snarere en meditation over tiden, arkitekturen, monumentet, byen, landskabet og skriften. I mange år har jeg næsten udelukkende læst faglitteratur – kunstteori og politisk teori, – fordi jeg har forsøgt, som de fleste andre, der arbejder professionelt med kunst, at formulere og positionere mine værker i forhold til nogle bestemte diskurser. Men under arbejdet med vores bog, begyndte jeg igen at læse lyrik og eksperimenterende prosa, bl.a. T.S. Eliot, Henri Michaux og Georges Perec, og det har haft en enorm indflydelse på mit evige mellemværende med det syntaktiske. Sideløbende med bogen, begyndte jeg at klippe nogle af mine gamle filmruller i stykker, for at kunne se på materialet på en anden måde. Det resulterede i nogle billeder, der imiterer non-figurative malerier (jvf. modernismens opgør med repræsentationen), men skabt på baggrund af fotografisk materiale. Mit oprindelige kunstneriske udgangspunkt, for mange år siden, var maleri, og mens jeg arbejdede med disse hybride billeder, fik jeg en følelse af, at tingene kom full circle – at der findes en form for sammenhæng, en egen indre dynamik, som giver mening på tværs af alt.

 

 

Monument to the Korean Workers

Monument to The Korean Workers Party (section) / Pyongyang (DPRK) 30. January, 2010. 123×103 cm. 2012.

Fujichrome Provia

Fujichrome Provia 100 F (section) / Kitakyushu (Japan) 26. February, 2010. 123×103 cm. 2012.

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?

Jeg arbejder relativt isoleret det meste af tiden og må i høj grad stole på min egen intuition og dømmekraft, bl.a. fordi jeg ikke kender ret mange andre, der deler de samme erfaringer. Når jeg rejser, har jeg altid mit Mamiya 7 med mig, et mellemformat kamera, som jeg efterhånden har haft i mange år. Jeg fotograferer efterhånden kun på sort/hvid film eller dias og det er der en særlig grund til.
Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?

Fremfor at tale om inspiration, som noget man lige henter et-eller-andet sted fra, er jeg meget mere interesseret i, hvad en billedskabende drivkraft overhovedet er for noget. Hvad er det for nogle impulser, hvor kommer de fra? For mit eget vedkommende tror jeg i bund og grund, at hele mit kunstneriske projekt tager udgangspunkt i et nedarvet traume, velvidende, at det ikke er comme il faut, at gøre brug af psyko-biografiske forklaringsmodeller for en kunstnerisk praksis. Men jeg har ikke tid til ironi og tom retorik. Jeg tiltrækkes af undtagelsestilstanden, hvor modsatrettede narrativer brydes, også i det enkelte individ, og det har helt sikkert noget med min egen families historie at gøre; deres flugt fra et totalt smadret Berlin i 1945. Dét er den ene side af det nedarvede traume. Den anden side er historien om min grandtante, som blev i Tyskland og som jeg ofte besøgte, da jeg i en periode boede i Berlin i starten af 00′erne. Hun arbejdede under krigen i Reichsministerium für Rüstung und Kriegsproduktion og sad ved flere lejligheder til bords med sin øverste chef Albert Speer, Hitlers arkitekt, som hun altid omtalte med sympati. Det havde jeg svært ved at kapere, dengang som nu, og jeg ved, at der i alle mine værker findes et ekko af det tyske tabula rasa, dette ufattelige sammenbrud i materiel såvel som i moralsk forstand, jeg ikke kan ekskludere.

 

Civilizing Ritual

Civilizing Ritual (Souvenir # 3) 1:1 glasafstøbning af et betonfragment fra Col. Gaddafis udbombede hovedkvarter, Bab al-Aziziya. 25x15x4 cm. 2012. Fra udstillingen Remnants from a World Exhibition.

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?

Jeg adskiller slet ikke tingene på den måde. Det ene er uløseligt forbundet med det andet.
Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?

- Trespassing Modernities på SALT Galata i Istanbul. En udstilling, der på baggrund af arkiv materiale, revitaliserede efterkrigstidens sovjetiske avantgarde arkitektur.

- Deimantas Narkevičius’ semi-retrospektive Cupboard and a Song på MNAC i Bukarest.

- Maj Hasagers artist talk på FOKUS 2015 på Kunsthallen Nikolaj.
Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?


Konsensuspræget, priviligeret og 100 % overbevist om egen fortræffelighed. En kunstscene, der afspejler det skandinaviske velfærdssamfund og understøttes af samme. Jeg savner, kort sagt, et større udsyn.

 

The Fourth Estate

The Fourth Estate and the Fifth Column. Fra udstillingen Socle du Monde 2010 på HEART – Herning Museum of Contemporary Art. I samarbejde med den congolesiske performancekunstner Christian Botale. 2010.

Photo: Anu Ramdas

 

Kan du fortælle om grebet i dit værk, med den dobbelte titel: Interior (Armenian Genocide Memorial). Tsitsernakaberd, Armenia. 22. december 2013 og Exterior (Fujichrome Velvia 100 F). Istanbul, Turkey. 18. april 2014 ? Du har bedt en tyrkisk fotograf om at tage et billede af et fotografi, du selv har taget. Hvad har været præmissen for jeres møde? (Spørgsmål fra #32 Suada Ada Demirovic)

Det er et godt spørgsmål, for det er umiddelbart et gådefuldt værk, som jeg ikke selv er helt afklaret med. Men det giver mig en god anledning til, at uddybe noget af det, jeg lagde ud med at tale om; idéen om at oversætte ét billede til et andet billede. Jean Baudrillard betegner relationen mellem billedet og dets referent, det (formodet) virkelige, som en perversitet, vi fatter mindre og mindre af. Mht. det omtalte værk, ligger det i forlængelse af et andet værk, som jeg producerede på samme måde i henholdsvis Nordkorea og Japan i 2010. Værket drejer sig helt konkret om lukkede grænser, om antagonismer og vrangforestillinger. Metoden har karakter af en performance, da jeg påtager mig en rolle som en form for mægler, mellem divergerende opfattelser af historiske begivenheder. I 2013 boede Anu og jeg i Istanbul og på et tidspunkt rejste vi igennem Tyrkiet, Georgien og Armenien, med det bibelske bjerg Ararat som vores destination. Vi måtte rejse op igennem Georgien, fordi grænsen mellem Tyrkiet og Armenien er lukket på grund af stridighederne omkring folkemordet i 1915, der til stadighed forpester forholdet mellem de to nationer. I Armenien tog jeg en masse billeder (dias) af et monument, som er rejst til minde om dette folkemord, og disse billeder fik jeg fremkaldt i Istanbul. Efterfølgende opsøgte jeg et professionelt fotostudie og bad her en fotograf om, at  fotografere et af mine dias (opsat på en lyskasse), med et digitalkamera. Denne fotograf ville selvfølgeligt gerne vide, hvad det var, han fotograferede, men den diskussion der fulgte, vil jeg ikke komme nærmere ind på her, da den ikke er en del af værkets formidling. Men jeg tror, at fotografierne taler deres eget sprog: Ved første øjekast er der tale om to identiske billeder, men ved nærmere eftersyn bliver det tydeligt, at der er markante afvigelser i forhold til skarphed og farvetone. På en måde kan man sige, at jeg forsøgte at få den tyrkiske fotograf til at reproducere, eller ligefrem overtage mit blik, men når alt kommer til alt, tog han jo først og fremmest et billede af et andet billede, der var taget fire måneder tidligere, et andet sted og med et andet kamera. I den sidste ende er spørgsmålet: Hvem har magten over fortællingerne og definitionerne? Hvem skriver historien?

 

Tak

×