Artist of the week

#31 Ole Tersløse

Ole Tersløse er uddannet fra kunstakademiet i København i 2000 og bor i Hjørring. Han har  haft solo-udstillinger i Paris, Sverige, Berlin og USA. Herhjemme har han bla. udstillet på Skive Kunstmuseum, Rønnebæksholm og Kunsthal Nord og solgt til bla. Statens Kunstfond. Hans billeder er en form for “kunstige fotografier”, da han skaber dem i avancerede computerprogrammer uden brug af fotografiske optagelser af virkelighedens verden.

www.terslose.dk

 

Ashamed child - computerskabt billede - 2015

‘Ashamed child’, computerskabt billede, 2015

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Jeg ved, det lyder lidt gymnasielt, men: “alle tilværelsens store spørgsmål”. Meningsfylde vs. fravær af mening. Drømmen om det naturlige vs. vores kulturlige tilværelse og dennes tab af autenticitet. Vores længsel efter ting, vi ikke ved, hvad er, vi aldrig har haft og aldrig vil få.
MEN – jeg er meget bevidst, om at jeg stiller spørgsmålene indenfor en bestemt billedkunstnerisk diskurs, og at denne sætter rammerne og betingelserne for, hvordan jeg kan behandle emner, som af almen og ikke bare  kunsthistorisk interesse.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Nulevende: Micha Klein, Erwin Olaf og Paolo Ventura
Afdøde: Giorgio de Chirico, Michelangelo di Caravaggio og Paul Klee.

Child catching a water lily - computerskabt billede - 2015

‘Child catching a water lily’, computerskabt billede, 2015

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Jeg arbejder udelukkende i serier. Når én serie er afsluttet, er jeg tvunget til at påpbegynde en ny med nye problematikker eller nye formelle indfaldsvinkler, nye greb. Derudover tager jeg mig altid tid til at være “uforpligtende åndsvag”, dvs. sidde og skitsere projekter, jeg egentlig ikke tager alvorligt og ikke regner med bliver til noget. For på et tidspunkt kommer der en åbning i min praksis, hvor idéer man egentlig slet ikke regnede for noget som helst pludselig bliver interessante og anvendelige.

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
I min sidste serie – “flower children” – har jeg renset meget ud i virkemidlerne. I modsætning til tidligere arbejder er de afbillede karakterer ikke længere figurer i et landskab, men isolerede i et tomt, neutralt gråt rum. Det gennemgående motiv er børn i konstellationer med unaturligt store planter, og man har indtryk, af at billedelementerne er brikker i et spil  og er uden tilknytning til en realistisk afbildet omverden. Værkerne har lagt en større distance til det, vi normalt opfatter som “det virkelige”, end mine tidligere arbejder gør.

Child killing a flower - computerskabt billede - 2015

‘Child killing a flower’, computerskabt billede, 2015

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Jeg tegner skitser i hånden, som en klassisk maler ville have gjort. Derefter laver jeg alle billedelementer fra grunden i 3d computer animationsprogrammer uden brug af affotograferinger. Når elementerne er samlet til et billede, skal dette retoucheres og farvejusteres i et billedredigeringsprogram. Herefter sendes billedfilen til ét af de få fotolabs, som jeg tør arbejde sammen med, og de tager sig så af den fysiske udførelse (print, indramning osv.) i tæt samarbejde med mig.

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Jeg har altid haft det lidt svært med det begreb, da det jo er ren metafysik, at kunstneren bliver beåndet af guddommelige væsener. For mig handler det meget om at være i en arbejdsproces, hvor det ene billeder så at sige avler det næste. Ind i mellem handler det selvfølgelig også om at komme helt væk fra denne proces, så man kan vende tilbage med et friskt blik på tingene.

Child looking at a dewdrop - computerskabt billede - 2015

‘Child looking at a dewdrop’, computerskabt billede, 2015

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Det gør den ikke.

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?
En ung tysk skulptør, der hedder Ina Sangenstedt. Hendes værker er umulige at placere. Hun skaber en række absurde objektsammenstød, som vi også kender fra surrealismen, men der samtidig en ejendommelig form for konceptuel klarhed over hendes arbejder, som gør, at de ikke egentlig hører hjemme i den surrealistiske traditionsdannelse alligevel.

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Jeg synes, kunstscenen bliver mere og mere kaotisk og mangfoldig, og det passer mig fint. Da jeg gik på akademiet, var der fem gallerier i Danmark, som det var “fint” at udstille i, og med alle de andre kunne det være lige meget, men i dag er der langt mere, som er til debat. Da en væsentlig del af den kunstneriske erkendelse består i at stille spørgmål til og om den kunstneriske kvalitet, er det altid problematisk når det kvalitetskriterie, der altid bør være til diskussion, størkner op i ureflekterede holdninger om, hvad der er godt og skidt i den kunstneriske institution, og hvilken kunstner, der er god eller dårlig.

Hiding child - computerskabt billede - 2015

‘Hiding child’ ,computerskabt billede, 2015

Dine billeder simulerer en virkelighed som ved første øjekast ligner et fotografi. Hvorfor er det så vigtigt for dig at skabe samtlige elementer fra bunden og opbygge hele rummet digitalt?
Det er vigtigt, fordi jeg opfatter mine billeder som et angreb på en naiv opfattelse, af at vi mennesker har en direkte tilgang til virkeligheden. Meget fotografi har kokketeret, med at det åbenbarer reelle forhold, fordi fotografi opfattes som en automatisk proces, hvor virkeligheden indfanges gennem kameraets objektiv og fastholdes på den lysfølsomme film. Så enkelt er det ikke for mig. Kunstneren – det være sig fotograf, maler eller billedhugger – vil altid lægge til og trække fra de størrelser, han forsøger at afbilde.

Når jeg opbygger alt fra grunden i computeren, gør jeg det klart, at jeg ikke står i direkte relation til virkeligheden. Netop ved konsekvent at skabe simulationer, viser jeg, at jeg bearbejder og laver tvilsomme modeller af det reelle i stedet for at være i direkte kontakt med det. Jeg understreger hermed, at kunstens scene er en anden end virkelighedens og undgår, at mine arbejder ender som postulerede “sandheder” om verden.

Tak

×