Artist of the week

#13 Adam Christensen

http://hotelgarderobe.blogspot.co.uk/
http://southardreid.com/

Adam Christensen bor og arbejder i London. Han arbejder med skulptur, performance, video og tekst, og performer med bandet Ectopica. Hans solo udstilling Its raining btw x kan lige nu ses på Southard Reid, London. Seneste udstillinger inkluderer Feeling Queezy, EKKM, Tallinn, 2014, Terminos, LimaZulu, London, One Day the Day Will Come When the Day Will Not Come, kurateret af Milovan Farronato, Centre for Contemporary Art Futura, Prague, Lutz Kinoy’s Loose Bodies, Elain, MGK, Basel, Nestbeschmutzer, Southard Reid, London, alle 2013, Soundworks, ICA, London 2012, My heart forgot to leap when you looked at me, Rachmaninoff’s, London 2010.

 

i modi text

‘I modi’ (installation view), 2012, Bender Space, London

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Jeg er interesseret i mødet og samtalen med andre mennesker. Den flirt, der opstår, når man prøver at finde og forstå hinanden. Frustrationen der følger, ved en misforståelse. Jeg er ligeledes interesseret i mit personlige forhold til et sted, jeg kender eller lige er havnet i. De forandringer stedet gennemgår igennem tiden. De forandringer jeg gennemgår med stedet.

Der er et element af biografi så vel som iscenesættelse, hvori publikum slører linjerne mellem kunstner og beskuer, virkelighed og fiktion.

 

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Kathy Acker, Karen Blixen, Brigitte Nielsen, Sharon Stone, Asia Argento og hendes far, Kathrine Wideman, Catherine Breillat, Andrzej Zulawski, Nick Broomfield, Ursula Reuter Christiansen, Aloïse Corbaz, Laurie Anderson, Cosey Fanni Tutti, Tuxedomoon…

 

CNV00031

Ectopia (performance still), Brigitte Nielsen’s 50th Surprise Birthday Party, 2013, London

 

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Jeg placerer mig selv i ukendte stessende situationer, hvor reflektionen er frisk, ny og en lille smule desperat.

 

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
Jeg har ikke arbejdet særlig meget med kunsten som et fysisk objekt. I min seneste solo udstilling viser jeg, foruden en video og skrevne værker, en skulptur samt et tekstilværk. For mig er det en ny måde at formidle en historie på. Min rolle som fortæller er afdramatiseret. Det er meget afslappende at sidde alene med et materialer, der langsomt tager en ny form. Komedien og dramaet er stadig til stede, men materialet spiller en større rolle. Jeg kan tage afstand.

 

F42A0233_

‘Terminos’ (performance still),  2014, LimaZulu, London

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?     Når jeg bliver draget af en person eller et sted, bruger jeg mere eller mindre to forskellige fremgangsmetoder. Kameraet og den usynlige blyant. Når jeg filmer, udfolder begivenhederne sig i deres langsomt fokuserede form foran kameraet. Jeg ser kun det, der sker igennem linsen. Så kan det godt være at historien tager en anden drejning i redigeringsprocessen. Derefter vender jeg tilbage i forlængelse af kameraet med ny fokus. Subjektet er bevidst om kameraet. Spiller for kameraet. Tager kameraet og peger det tilbage på mig. Beskueren bliver subjekt. Når jeg skriver, er det en tilbagevenden til noget der allerede er sket. Jeg ser det fulde billede. Plukker små situationer ud fra billedet. Sætter dem sammen i en samlet fortælling. En ny fortolkning af virkeligheden.

 

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Den dramaturiske opbygning og den narrative struktur i film er nok noget af det, der inpirerer mig mest. Jeg ser en fandens masse film. Det er en måde for mig både at slå hjernen fra og på samme tid at blive enormt inspireret. Dramatugien er noget jeg bruger meget i mit eget arbejde.

Jeg er frustrerende dårlig til at læse. Jeg har svært ved at slå fra og fokusere. Der sker alt for meget oppe i hovedet. Ordene bliver kastet rundt mellem impulsive sidespring. Det er meget forvirrende. Jeg finder det mindre problematisk at læse Kathy Acker. Strukturen i hendes bøger skifter hele tiden form. Jeg kan forholde mig til hendes bøger som små kapitler. De aggresive samt erotiske kapitler er dem, der fanger mest.

Gay cruising er også noget jeg finder meget inspirerende. Det er et dramatisk skyggeteater i en mørk skov, park, parkeringsplads. Der er noget meget dekadent over de steder, der er blevet til “cruising grounds”. Arkitektoniske. Overbegroede. Romantiske. Det var her mine egne erotiske fortællinger tog form.

 

140910-CHRISTENSEN-web-12

‘The last fucking rave’ (installation view), 2014, Southard Reid, London

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Hvis min tilgang til et projekt er genkendelig/gennemskuelig, kan jeg godt gå lidt i stå. I den slags situationer finder jeg det meget inspirerende at samarbejde med andre. For eksempel er jeg med i et band, Ectopia. Det er en helt anden måde at producere noget på. Når vi mødes eller spiller koncert, kommer vi hver især med vores. Igennem improvisering spiller vi af på hinanden. Produktet er øjeblikkeligt.

 

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?
Dolly Parton på Glastonbury. Især de små vittige fortællinger imellem sangene. Det var fantastisk at se en veteran fortælle den samme historie igennem så mange år, og stadig få den til at lyde frisk og nødvendig.

 

140910-CHRISTENSEN-web-3

‘Its raining btw x’, 2014, Southard Reid, London

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Jeg kender ikke den danske kunstscene særlig godt. Blev først involveret for alvor i kunsten efter at være flyttet til London. Når jeg tager på museer og gallerier i Danmark har det for det meste været i forbindelse med en af de mange kulturaftener. Har haft det meget sjovt med at drøne fra sted til sted for at få set så meget som muligt. Lidt lige som en stafet. Alle har deres lille program med små krydser og cirkler. Der er en meget kollektiv følelse. Alle ved hvad der foregår. Man tager del i noget og er en del af det. Man finder ikke den form for kollektiv entusiasme på kunstscenen i London.

 

Jeg kunne godt tænke mig at spørge Adam om hvordan han ser sin egen virkelige rolle som kunstner ved siden af den karakter han bliver til i værkerne, og endeligt også i forhold til den eller de karakter(er) han ’portrætterer’ i sit seneste arbejde? (Spørgsmål fra #8 Gro Sarauw)
Det skal måske siges, at jeg nogle gange klæder mig ud som kvinde. Jeg tænker ikke så meget over det, som en seperat karakter. Jeg får bare lyst til at portrættere en mere feminin version af mig selv.

I teksterne og filmen ser jeg ikke den store forskel på den person, der fortæller historien, og den jeg er. Selvfølgelig er der en forståelse for det teatralske. Når jeg bruger “jeg” fortælleren, er det mere som et værktøj til at fortælle en bestemt historie.

Med Ectopia er der skruet lidt mere op for dramatugien. Karakterne springer frem igennem impulsiv leg. Det er lidt lige som at være besat af forskellige dramatiske kvinder inspireret fra film. Skørheden er skruet så meget op, at det bliver komedie.

 

Tak

×