Artist of the week

#111 Camilla Reyman

Camilla Reyman (f. 1981 i Aalborg) tog sin MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2013. Hun arbejder med installation, skulptur og maleri, og bor og arbejder i København og på Møn. Hun er p.t udstillingsaktuel med udstillingen PAN hos Galleri Jacob Bjørn i Aarhus og udstillingen An Intimate Connection Vol. 2 hos C4 projects i København.

 

camillareyman.com

http://www.jacobbjorn.com/camilla-reyman

 

plante

 PAN, Agave, Galleri Jacob Bjørn, 2017

 

 

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?

For tiden beskæftiger jeg ret meget med materialitet og tanken om, at stof måske har en væren i sig selv. Jeg tænker på, om bevidsthed måske kan materialisere sig, og om stoffet evt. har en hukommelse, som man kan tappe ind i, så man kan erfare, hvordan stoffet “har det i sig selv”.

 

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?

Jeg har været meget inspireret af abstrakt tantramaleri fra Indien. Malerne er anonyme, og de maler simple geometriske former. Selve udførelsen af maleriet er en del af deres meditationspraksis, og bagefter mediterer de over værket. Metoden og værkerne går i arv og strækker sig over mange generationer og flere hundrede år tilbage i tiden. Det er forbløffende, hvor meget de visuelt minder om 60’er-minimalisme, men det at de er så meget tidligere, og at de har en helt anden funktion (at de overhovedet har en funktion), synes jeg er besnærende.

 

IMG_8195

PAN, Installation view, træ, papir, epoxy, pigment, bambus, bivoks, agave, stentøj, Galleri Jacob Bjørn, 2017

 

 

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?

Det kommer på en måde helt naturligt, for når jeg har arbejdet på et projekt i længere tid, får jeg ofte lyst til at gå i den modsatte retning. F.eks. lavede jeg en installation, hvor store dele af udførelsen skulle laves af fagfolk, det fik mig til at længes efter atelierarbejdet, og efter det begyndte jeg på mine epoxymalerier. Det er det samme med det indholdsmæssige: Hvis jeg f.eks. har beskæftiget mig meget med tanken om noget, der er maskinelt og forarbejdet, får jeg lyst til at bevæge mig mere over i noget, der tager udgangspunkt i det, der er råt og organisk, både følelser og materialer.

 

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?

Jeg har arbejdet lidt med lyd i forbindelse med 3D-animationen, som er en del af min aktuelle udstilling An Intimate Connection Vol. 2. Det er jeg ret begejstret over, og jeg kunne godt tænke mig at udforske det lidt mere. Nu har jeg beskæftiget mig med fysiske objekter i lang tid, og lyden som et immaterielt materiale åbner op for nogle nye muligheder.

 

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?

Ofte er mine ideer ret lang tid undervejs, nogle gange i årevis. Der kommer en tanke, som vel er et koncept for værket eller værkerne, og så modnes den over tid, til den er parat til at blive udført. Udførelsen er som regel en ret koncentreret tid, hvor jeg kun fokuserer på det. Nogle gange laver jeg det hele selv på mit atelier, andre gange skal der fagfolk indover, men jeg arbejder mest alene og ikke i grupper. Tit får jeg dog hjælp af mine gode venner, når jeg har brug for ekstra hænder og ekstra hjerner.

 

IMG_8130

PAN, “Suck my tongue and let your wilderness infiltrate mine 50 million times”, 2017

Træ, papir, pigment, epoxy, Galleri Jacob Bjørn, Aarhus, 2017

 

 

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?

At være inspireret er vel den allervigtigste del af processen. Hvis man ikke er inspireret kommer der ingen kunst. Min dybeste inspiration har det med at dukke op, når jeg er allerlængst nede, det er som om der går overlevelsesstrategi i den. At min hjerne, når den er allermest tømt for serotonin og dopamin, går over i et andet modus, hvor den finder på løsninger, som kan give et dopaminfix, og de løsninger er som oftest af kunstnerisk karakter. Derudover er naturen og det at bevæge sig (at gå eller cykle) også godt til at sætte tankerne i gang.

 

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?

At gå i stå er en vigtig del af processen. ^^^

 

AnIntimateConnectionVol.2.installationsview

An Intimate Connection Vol. 2, Installation view, mdf, autolak, alufælg, forkromet stål, glas, sprinklervæske, kølervæske, C4 projects, København, 2017

 

 

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?

Jeg var for nylig i Panama City, der besøgte jeg et nyt biomuseum, det var helt fantastisk, både formidlingsmæssigt og visuelt. Derudover har jeg det ret vildt over Copenhagen Contemporary, deres udstilling med Céleste Boursier-Mougenots fugle/guitar værk og Ragnar Kjartanssons A Whole lot Of Sorrow, blev jeg rørt over. Og så glæder jeg virkelig meget til at komme ind og se Pierre Huyghes (Untitled) Human Mask snart.

 

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?

Det virker til at være ret unikt, at vi har så mange kunstnerdrevne udstillingssteder. Jeg håber, at det bliver ved med at være sådan. Som nyuddannet kunstner kan det være svært at komme ind og udstille på mere etablerede steder, og der er de kunstnerdrevne rum en virkelig god platform at starte på. Og fordi der normalt ikke er salg forbundet med de kunstnerdrevne steder, er det ofte der, man kan finde det mest eksperimenterende inden for billedkunsten. Så jeg håber der kommer flere, og at det bliver nemmere at finde støtte til at holde dem kørende.

Når jeg er i København, forsøger jeg at komme til mindst en fernisering om ugen, og eftersom kunstscenen er relativt lille, er det de samme mennesker man møder gang på gang. Det gør det til en ret hyggelig beskæftigelse, samtidigt med at man orienterer sig i, hvad der foregår på vores lokale kunstscene.

 

AnIntimateConnectionVol.2.koelervaeskeforkrometstaal

An Intimate Connection Vol. 2, Forkromet stål, glas, kølervæske, C4 projects, København, 2017

 

 

Hvordan transporterer du den temmelig kaotiske erfaring af at være menneske over i et æstetisk udtryk? Eller hvor kigger du hen for at tænke på noget andet end den temmelig kaotiske erfaring af at være menneske? Eller hvordan forholder du din personlige erfaring til din kunstpraksis? (spørgsmål fra #107 Pernille With Madsen)

Mine værker tager oftest udgangspunkt i det personlige, i oplevelser jeg har haft, følelser jeg har følt eller tilstande jeg har befundet mig i. Oplevelsen bliver linket sammen med noget uden for: en teori, et system etc. Jeg ser på en måde værket som en form for løsning på et problem. Så man kan vel sige, at min praksis går ud på at få lidt orden på alle de kaotiske erfaringer, man gør sig som menneske.

 

For mig synes dine seneste skulpturelle værker at være af en mystisk og spirituel karakter. Hvad betyder spiritualitet for dig og hvad er det, som du finder interessant i arbejdet med materialet og naturen? (Spørgsmål fra #110 Heidi Hove)

Skulpturerne i PAN ræsonnerer med min installation An Intimate Connection. An Intimate Connection bygger på en oplevelse, hvor jeg erfarede, hvordan det var at være et objekt. Objektet var en bil, og i den form var materialet banket ud af sin oprindelige form og virkede dumt og sløvt. Jeg har bagefter tænkt, at det ville være mere interessant at erfare som et objekt, der var mere organisk, en sten, en plante eller noget andet, som var i sin grundform. Det er det, jeg har forsøgt at bearbejde i skulpturerne i PAN.

 

AnIntimateConnectionVol.2.Still.3Danimation.2017 kopi

An Intimate Connection Vol. 2, Still fra 3D animation, C4 projects, København, 2017

 

 

Tak.

×