Artist of the week

#103 Marie Kølbæk Iversen

Marie Kølbæk Iversen, født i Herning, Danmark, i 1981. Billedkunstner MFA fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skole for Tidsbaserede Medier i 2008. Medstifter og -redaktør på det kunstnerisk-redaktionelle projekt Internationalistisk Ideale. I 2016 deltager på The 11th Gwangju Biennial: The Eighth Climate (What Does Art Do), Gwangju, Sydkorea, og artist-in-residence på Pivô i São Paulo, Brasilien. Har lavet kommissioner for Centre d’art contemporain i Genève, Statens Kunstfond, Odense Kommune, DR og Bygningsstyrelsen. Er siden 2016 medlem af Kunstnersamfundet og derudover repræsenteret med værker i både private og offentlige samlinger.

 http://www.mariekoelbaek.com/

 

marie_koelbaek_iversen1

 ©Marie Kølbæk Iversen

 

Jeg er netop hjemvendt fra et år i Brasilien – et ophold, der vendte op og ned på mange ting. Nu er jeg i færd med at undersøge, hvad det vil betyde for min måde at orientere mig i mit arbejde på, nu og fremadrettet.

Da ord let kan hæmme det potentiale, der ligger i det ukendte og det (endnu-) ikke-definerede, har jeg valgt at fokusere min besvarelse på det af de fremsendte spørgsmål, som jeg føler, giver mest plads til dette ukendte: Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?

 

I Brasilien begyndte jeg at interessere mig for den afdøde danske kunstner Ovartaci – født Louis Marcussen – der i 1923 som 29-årig immigrerede til Argentina for sammen med vennen Emil at prøve lykken som arbejdsmand. Deres veje skiltes efter et par år, og derefter vagabonderede Louis i det nordlige Argentina, ligesom han i en periode opholdt sig hos en indianerstamme, som han havde mødt på grænsen til Brasilien.

Der er spekulationer om, hvorvidt han i forbindelse med sit ophold hos stammen har deltaget i ceremonier med indtagelse af hallucinogener, og om dét aktiverede den sindssygdom, der efter hjemkomsten i 1929 førte til hans livslange psykiatriske indlæggelse.

 

Med Louis som fortæller efterprøver jeg denne teori:

 

“Skoven er tæt; den dufter vådt. I skyggen har luften en smule af fugtens kølighed, og i nat vil den være kold, tænker jeg. Skyggens luft er forfriskende i heden og forbinder mig med skovene derhjemme, hvis jeg lukker øjnene og et øjeblik fortrænger, hvor jeg er: meget langt væk. Så glider kanoen tilbage i den bagende sol, og jeg tager en indånding for at sluge en klump i halsen. Jeg gør mig umage, for at de ikke skal opdage, at jeg et øjeblik faldt ud, for jeg vil dem så gerne. Jeg er hér, og jeg vil gerne være her. Alligevel er jeg bange og føler, at min indre kerne strækkes til kun en tynd tråd, i takt med at afstanden til det velkendte øges. En gylden tråd – allerede spinkel i Argentina – og sprød. Som kanoen bevæger sig rykvist og lydløst fremad, spændes tråden, og jeg mærker hjertet synke i livet.

Hjemme på Mols – tågede, tunge, mørke – drømte jeg om rejsens transformation og åndelig rigdom. Indsigt på indsigt; højere og dybere. Når jeg hørte, at der var fremmede i byen – en uddannelsesdelegation, et orkester – opsøgte jeg de steder, hvor jeg tænkte, de kunne samles over en øl om aftenen. Så kunne vi falde i snak, tænkte jeg, og de kunne overraskes over, at jeg kunne tale andet end dansk, og vi kunne udveksle tanker og idéer. Når de rejste, kunne jeg forestille mig, at jeg rejste med, eller jeg ville have fået indblik i, hvordan det var, dér hvor de rejste hen, og min verden ville være blevet større.

Da idéen om at immigrere til Argentina manifesterede sig, og Emil meddelte, at han gerne ville med, begyndte jeg at tage undervisning i spansk, så jeg kunne begå mig herovre. Jeg forestillede mig: et nyt liv i den Nye Verden. At jeg kunne transformeres – ikke væk fra mig selv, men ind i mig selv på nye måder. At jeg kunne blive Ny, og fri for min families vedblivende ekko af sygdom og sorg.

Jeg tænker dette i et øjeblik – ikke en tankerække, bare en klangbund. Dét er klumpen i halsen, som jeg synker med en indånding.

marie_koelbaek_iversen2

Nattebillede fra Acre, Amazonas ©Marie Kølbæk Iversen

 

Jeg ser mig om, taknemmelig over at få lov at opleve dette – skoven og floden; hele vejen fra Ebeltoft og hertil – og bange, for selvom jeg rejser med seks andre mænd, er jeg alene. Jeg mødte dem i byen, og der var kun én, der talte portugisisk, og jeg kan kun spansk. Men det lykkedes os at forstå hinanden: De sagde, at jeg skulle komme med, og at de havde ventet mig. Jeg havde været i byen i fire dage uden at finde arbejde, så jeg havde alligevel ikke noget at tage mig til og var også løbet tør for penge til husleje og mad. Jeg havde ikke spist siden den foregående morgen. Jeg skulle komme med til deres aldeia, sagde de og gav mig en banan. Jeg havde hørt meget om indianerne, men ikke selv talt med dem, og jeg var fuld af ærefrygt. Jeg ville meget gerne med og lære dem bedre at kende, og jeg håbede, at de så gennem min hvide hud og mit lyse hår. Så, at selvom jeg er hvid, er jeg ikke industrialist, der vil fortrænge dem fra deres territorium. At jeg heller ikke er missionær. Det må de kunne se, tænkte jeg: mit slidte tøj, som jeg selv har lappet, og som jeg har skammet mig over. Og godt for det, tænkte jeg: hvis ikke min hudfarve adskiller mig fra de hvide djævle, så gør mit tøj vel. Eller mit blik og mit forsøg på at handle og færdes respektfuldt, og tage imod en invitation, når den gives. At gå med langs vejen, siden støvvejen og gennem buskadset, senere høje træer og tættere skov, hen til floddeltaet. Stige op i kanoen. Det er den rigtige måde, tænkte jeg, at være den eneste hvide. Jeg behøver ikke at gemme mig i min kulturkreds.

Men nu taler de ikke til mig, og har ikke gjort det de seneste timer. Jeg har sunket min klump i halsen, men en ny tager form: hvorfor taler de ikke til mig? Jeg er pludselig så ensom, for kunne de i grunden se, hvem jeg ønskede, at de skulle forstå, jeg er? Kunne de se, at jeg føler, at jeg er på linje med dem (men hvem er de egentlig?). Og ud af ensomheden, en pludselig angst: alting stivner; en høj ringen for ørerne; jeg bliver på én gang varm og kold. Paranoia: vil de spise mig? Skal jeg ofres i de hvide djævles sted, fordi de tror, at jeg er sådan en djævel? Er jeg en djævel, tænker jeg så; jeg er vel en djævel for at tænke sådan om mine værter?

Gid jeg ikke var helt alene. Gid de ville tale til mig.

Vi lægger til, og klumpen i halsen giver mig kvalme, og jeg får åndenød; jeg er både bange for at stige ud af kanoen og lettet over at slippe væk fra dens afgrænsning. Idet jeg rejser mig op, og kanoen gynger i det våde sand, rækker min rejsefører – ham, der taler portugisisk – mig hånden for at hjælpe mig op. Han smiler til mig, og jeg kan igen trække vejret. Jeg smiler tilbage, flov over mine tanker.

Da jeg stiger ud af kanoen, mærker jeg min dolk slå mod mit lår, og jeg ranker ryggen – en gnist i den før sammensunkne nakke: jeg har et forsvar. Jeg stikker hånden i lommen og griber om den lille kniv, som jeg fik af en ven, der havde købt den i Frankrig. Skæftet er hårdt, glat og kurvet, og man kan føle træets struktur, uden at skulle være bange for splinter. Den er flad i enden og ligger godt i hånden. Jeg knytter næven om skæftet og fikserer enden med min tommelfinger.

Jeg ved ikke, hvad klokken er, men solen nærmer sig trælinjen og vil gå ned inden for en time eller to. Vi vender ryggen til floden og går gennem skoven ad en smal sti. Bunden er overraskende bar og dækket af visne blade; træerne troner over os. Jeg ser en grøn slange slænge sig over to træers grene med enden af dens muskellegeme snoet om den ene gren. Jeg hører en tukans melankolske kald. En puslen i trætoppene, og jeg kigger op, men ser ikke aberne. Jeg slår blikket ned på stien. Der går to mænd foran mig og fire bag mig. De bagerste går sidelæns og baglæns og holder øje med stien og skoven bag os. Jaguarerne angriber bagfra, så vores menneskelige kollektivkrop skal være ryg-løs, når den bevæger sig gennem skoven. Ansigter og vagtsomme øjne; agile og kampklare kroppe. Jeg ved, at jeg er forudsætningsløs, og at hvilke styrker og egenskaber jeg end måtte besidde, så er de nyttesløse her. Angsten er også nyttesløs: de lever jo, tænker jeg; hvis indianerne kan leve og overleve her, kan jeg også. I alt fald så længe jeg er sammen med dem. Jeg tager en indånding og mærker mit hjerteslag og den fugtige luft, der passerer ind og ud af mine lunger, mens jeg knuger kniven i lommen.

 

 

Vi når frem lige før mørkets frembrud og spiser aftensmad med de øvrige stammemedlemmer: kogt fisk, majs og mandioca, samt en sødlig alkoholisk drik, som smager af cajú og et eller andet, jeg ikke kan sætte navn på. Børnene er interesserede i mig, i mit udseende og tøj, og deres mødre lader dem opsøge mig og smiler til mig. Jeg kigger rundt på de andre: alle er optagede af at spise og snakke. Ingen umiddelbar fare; blot hverdagsliv i et lille samfund. Jeg slapper af i varmen fra bålet og duften fra maden. Smiler til børnene og dem, der kigger på mig, selvom de fleste virker mere eller mindre ligeglade med, at jeg er der.

Efter maden kommer min portugisisk-talende ven – Iberê – hen til mig. Han siger, at jeg skal komme med hen til deres shuhu. Jeg ved ikke, hvad en shuhu er, men følger efter ham og bliver ført til en stråtækt hytte bag langhuset. Han beder mig sætte mig på jorden og går. De andre er i gang med at rydde op efter aftensmaden; jeg kan høre samtale og latter; et barn, der græder og trøstes. Ingen klinken, men et sus af fejende blade, stumpe stød, bare fødder frem og tilbage over jorden.

Efter en stund falder der ro over aldeiaen. Gennem hyttens åbning kan jeg se, at pladsen er tømt, men bålet står stadig tændt. Det flammede lys er et blændende punkt, men hvis jeg undlader at kigge i dets retning, toner den mørkelagte hytte frem i kornet sort-hvid. Jeg vender ryggen til bålet og sidder en stund og lader mine øjne vænne sig til mørket. Så kommer Iberê tilbage med favnen fuld af brænde. Han går ud og kommer tilbage med mere brænde. Jeg forsøger at sige, at jeg gerne vil hjælpe, men han beder mig blive siddende og går i gang med at tænde bålet. Han antænder et par mindre kviste, som han lægger under de større kævler og går igen, da ilden begynder at få fat. Gløderne changerer mellem rødt, orange, gult og hvidt, og gnister springer fra ilden; hytten fyldes af røg. Iberê kommer tilbage med en ravagtig klump, som han lægger ned i en bulet konservesdåse. Han tager en lille kvist, som han antænder i bålet, og sætter ild til klumpen i dåsen. En gennemtrængende klar og krydret duft blander sig med røglugten og gør mig tung i hovedet. Luften er varm og tør, og den svier i næsen. Iberê signalerer, at jeg skal trække vejret gennem munden. Først får det mig til at hoste, men efter et par åndedrag flyder det lettere, og den mættede luft varmer mig indefra og breder sig i arme og ben.

 

 

Jeg opdager først medicinmanden, da han træder gennem indgangen til hytten. Selvom han var der ved aftensmaden, er det som om jeg først ser ham nu. Og jeg har aldrig set noget lignende: hans ansigt er dekoreret i rødt og sort. Fra hans ører hænger perlesnore med fjerblomster for enden, og på hovedet har han en mønstret flettet krone med farvestrålende fjer. Om halsen mange kæder – nogle af glasperler, andre af indfarvede frø, andre igen med rovdyrtænder. Lange kæder sidder på skrå fra skuldre til hofter og krydses over brystet. Under kæderne bærer han en fodlang poncho i grafisk mønster og stærke farver.

Han nikker som hilsen, da han træder ind. Jeg nikker igen og smiler nervøst, men får ikke noget smil retur. Der kommer også andre mænd ind, alle med forskellige smykker og hovedstykker.

Medicinmanden tager plads ved bålet, og mændene gør signal til, at jeg skal rejse mig op. Jeg spørger hviskende Iberê, hvad der skal ske, og han gentager lavmælt, at jeg har været ventet. Ceremonien er for mig, siger han og tilføjer: a medicina é uma mãe. Ordet ‘medicina’ forstår jeg, men hvad er en ‘mãe’? – det lyder som ‘mig,’ men det giver jo ingen mening: medicinen er mig?

En efter en knæler mændene foran medicinmanden, der giver dem et lille bæger med en tyktflydende drik efter at have udsagt en remse og pustet over bægeret. Det bliver min tur, og jeg knæler. Mærker ilden varme min højre side: min kind, min skulder og armen, der sitrer, da jeg rækker frem og tager bægeret. Indholdet er mørkelilla-rødbrunt og smager besk med en note af lakrids. Jeg havde egentlig tænkt mig at tage det hele i én slurk, men smagen er fæl, og jeg får kvalme og kan ikke fylde munden. Så jeg bider den over og tøver inden anden slurk: måske den første slurk var nok? Men jeg ved ikke, om jeg må levne; stemningen er ceremoniel, og de andre virker alvorlige. Jeg må hellere bunde. Jeg tømmer glasset og går tilbage til min plads. Medicinmanden begynder at synge og rasle, og mændene svarer hans monotone kald, mens vi danser i kreds om bålet. Jeg føler mig akavet til at begynde med, men efter en stund kan jeg mærke, at dansen trods de fremmede ord gør mig godt. Min nervøsitet mindskes: det er ikke så fremmed, tænker jeg – jeg har før danset i ring. Og så begynder kredsen at opløses, og vi tager atter plads rundt om bålet. Der er ikke så meget opmærksomhed på mig; enkelte kaster op, andre sidder med lukkede øjne. Jeg kan ikke rigtig slappe af og bliver øm i ryggen, så jeg lægger mig på min jakke, som jeg har taget af. Bålet flammer ikke mere, og rummet er dunkelt i glødernes dæmpede skær. Jeg lukker øjnene.

 

marie_koelbaek_iversen3

Nattebillede fra Acre, Amazonas ©Marie Kølbæk Iversen

 

Medicinmanden synger stadig, og omkring mig høres svage støn. Efter hver sangs afslutning udstøder medicinmanden et i-hu i falset, og nogle svarer ved selv at udstøde i-hu. Ved hvert i-hu intensiveres energien i rummet, men jeg holder øjnene lukket. Lyden af en guitar toner frem, og bag mine lukkede øjne transporteres jeg hjem til min barndoms spejderlejre og min fars guitarspil. Bålets lugt og knitren, guitar og sang. Det hele virker velkendt, og nattens kølighed minder om en dansk sommernats. Hvorfor var jeg bange? Jeg ved jo, hvad det er, og jeg har også hjemme i denne kreds. Jeg slapper af i muskler, som jeg ikke vidste, jeg spændte. Min krop falder tungere ned i underlaget, og jeg blunder hen ved minder om trygge barndomsnætter omkring lejrbålet, mens jeg vugges af min fars guitarspil og sang.

Jeg kommer til bevidsthed med et sæt: på en baggrund af grønt, en kæmpe lysegrøn frø. Frøen trækker langsomt vejret ind. Dens hals svulmer op, og huden spændes og lysnes i farven.

Men inden den når at ånde ud i et kvæk, er jeg borte: En indvendig blid massage og en finger, der løber gennem indre kanaler og energisystemer; sætter to æggestokke på plads i mit mandlige liv. Sådan. Fingrene justerer lidt på den højre æggeleder og masserer blidt frem og tilbage for at sikre passagen. Derfra bevæger den sig opad som mørk skyggeenergi – ikke negativt ladet, men lysets komplementaritet. Den spreder varme over mit adamsæble, som svinder ind, og masserer venstre side af min skjoldbruskkirtel. Så rejser den via mit hoved ud af kroppen og op over hytten. Stopper ved palmerne, der suser i nattevinden, men kigger ikke ned, kun op – eller frem, for jorden er ikke under mig; den er bag mig nu. I-hu. I-hu.

Og nu folder jorden sig væk og ind i et laboratorium, og løftet slår fingeren fast, at vestlig videnskab ikke er ond, selvom den kan bruges til onde ting. Hudfarve betyder ikke noget, men det gør indstilling og handlinger, og videnskaben kan sagtens bruges i fremtidens og bæredygtighedens tjeneste. Og så befaler den mig at stoppe min paranoia over at være vestlig og hvid. Den skammer mig ikke ud, men ler ad mine selvkomplicerende tanker i kanoen og ved ceremoniens start: vi er alle sammen mennesker. Og med fingeren pointerer den: det er i virkeligheden meget enkelt.

Laboratoriet folder sig ind i et plan af mønstre, der folder og flipper mig længere og længere ud i universet, indtil jeg står med lyset ved universets kant. I-hu. Jeg bevæger mig hurtigere nu, men jeg kan ikke nå kanten, lige meget hvor hurtig jeg er – den stråler udad og folder sig ind i og rundt om mig, på samme måde som havet ruller i brændingen. Jeg stopper op og iagttager den, men jeg er både hav og brænding og fødderne på sandet i vandet, og kanten er på én gang også mig og slet ikke mig. Og så kigger jeg tilbage, og jeg bliver rædselssagen: brændingen trækker spor og huler sandstranden ud. En lille sandbanke, og efter vandets passage: ingen banke mere. Der blæser en kold vind, og sandet fyger fra klitterne, og jeg ser klitterne forsvinde med tiden, og jeg ser jorden som en klit og en sandbanke forsvinde. Jeg vender mig om igen, men kan ikke længere se universets strålende kant; jeg kan kun se mørke, end ikke fingeren kan jeg se, men jeg hører dens formaning: du vidste jo godt, at alt vil forgå. Hvorfor bliver du bange? Jeg forsøger at trække vejret dybt og fremkalde hyttens rum bag syner af flippende-foldende dimensioner på dimensioner. Billeder af de andre og bålet suser forbi, men fortager sig, som jeg suges tilbage i det mørke verdensrum. Jeg er virkelig bange, for selvom jeg godt kan koncentrere mig ned i den faktiske situation, kan jeg ikke holde mig fast på jorden. Det virker som om tyngdekraften har skiftet pol: jeg kan hoppe ned på jorden, blot for umiddelbart efter at falde tilbage i verdensrummet og væk fra alt det, der gør mig til mig. Mãe. Jeg gribes af skam og fortvivlelse over helt af mig selv at have søgt så langt bort fra alt det og dem, jeg elsker. Mor!, tænker jeg: du er end ikke et splitsekund i universets tid, men du er min eksistens’ fundament og min elskede mor. Min mor og mig: mãe-mig-mãe-mig-mãe, runger mantraet fra jorden. Min mor er mig. Jeg er en mor.

 

marie_koelbaek_iversen4

Nattebillede fra Acre, Amazonas ©Marie Kølbæk Iversen

 

Erkendelsen runger i mig: kærligheden er smuk, og kærligheden er alt, og jeg griber fat i dén tråd og forsøger at rejse mig ved den, men den brister, og jeg kan ikke stå på mine ben: jeg kommer ikke levende herfra, tænker jeg fortvivlet. Jeg skulle langt ud i den brasilianske jungle for at forstå min forbundethed med mit ophav, men jeg går under med erkendelsen. Jeg rager mod hyttens udgang i håb om at kunne skimte daggry (som om man ikke kan dø om dagen), men himlen er sort, og fuldmånen håner mit håb. Det er i natten, jeg er, og det er her, jeg skal blive.

Jeg klynger mig til et lille træ, der bøjer sig under min vægt. Så mister jeg bevidstheden og synker sammen over træet.

marie_koelbaek_iversen5

Nattebillede fra Acre, Amazonas ©Marie Kølbæk Iversen

 

Jeg vågner ved, at flere mænd forsøger at rette mig op. De holder fast om mine skuldre og min pande og siger, at jeg skal rette ryggen. Op og stå, ind til bålet. Men jeg vil ikke ind til bålet; energien er for mørk derinde, og jeg skvatter sammen ved mit lille træ. Så træder medicinmanden frem og sætter sig på hug foran mig. I hånden har han et buet ben, der er dekoreret med et grafisk vævestykke. Det vævede mønster blander sig med de fraktaliserende kræfter, der danser for mit blik og trækker mig ud. Han gør tegn til de andre mænd, om at de skal holde mit hoved, og Iberê forklarer, at jeg skal ånde ind eller ud (?) og så lukke til i struben, og nu vil han blæse mig i næsen. Jeg vil slet ikke have mere af noget som helst – jeg vil i virkeligheden bare hjem, så jeg siger jeg vil hjem, men det forstår de ikke. Det hele kan også være lige meget nu, og da han stikker benet ind i min næse, glemmer jeg at følge Iberês instruktioner, så jeg kommer alligevel til at indånde en smule af det sviende støv. Alting snurrer og svimler. Men jeg er ikke længere fritsvævende i verdensrummet i omvendt tyngdekraft: min krops kontur optegnes af de svedperler, der trænger ud af alle porer. Jeg bøjer nakken og favner mit træ, taknemmelig over at være landet. Medicinmanden løfter mit hoved og kigger mig i øjnene, og med to fingre gør han tegn til, at han vil have mig til at kaste op. Jeg har ikke lyst til at kaste op; jeg hader at kaste op, men han nikker insisterende og folder fingrene på min hånd og fører hånden op til min mund. Jeg gør som han siger, men der sker ikke noget: jeg kan ikke kaste op.

Jeg prøver igen og presser til. Og nu: først gylp, som løber fra mundvigene og samler sig på underlæben. Jeg spytter ud. En ny bølge gylp og så opkast. Jeg vånder mig, og jeg kaster op. Stønner og kaster op og kaster op. Mine støn bliver til skrig, og et sted i min hjerne tænker jeg blufærdigt, at jeg ikke kan skrige og brække mig på den måde, men så toner det frem: De skal høre dine skrig.

Jeg skriger dybt fra min livmoder – jeg har en livmoder! – og klart fra mit bryst; skingert fra baghovedet og slet ikke menneskeligt. Skrigene bølger ind over mig, og jeg kanaliserer deres kraft, som også bygger mig op nu – ikke kun udefra og ind; også herfra denne krop og ud! Iberê trøster, du skal ikke dø i nat, men det ved jeg godt. Jeg er svækket, men jeg er i live.

De lægger mig ned på ryggen og begynder at råbe og puste over min krop, særligt over mit underliv, mit bryst og min hals, og med hænderne masserer de op og ud; ned og ud. Jeg mærker, hvordan de umenneskelige kræfter slipper taget i mig i takt med, at mændene masserer mig og hælder vand på mig. Ud af det flippende-foldede verdensrum: en menneskekrop, en kvinde. Mãe. Jeg vrider mig, eller min krop vrides, og jeg følger med. Så holder de inde og fortrækker. Jeg ligger og mærker energierne samle sig og løje af. Jeg trækker vejret. Jeg trækker vejret! Og nu ser jeg morgenrøden.

Jeg betragter himlen lysnes og solens opstigen over trætoppene. Mine ben skælver, da jeg rejser mig, men de holder min vægt, og jeg kan godt gå lige. Iberê kommer imod mig: melhor?, spørger han. Jo, jeg har det bedre. Der er stadig et ekko af sang i mine ører, og jeg kan mærke hænderne, dér hvor de rørte mig som strømme af energi. En brusende kvindelighed. Blod og et kraftsug i min livmoder. Lys der stråler fra begge bryster; en susende luftventil i mit baghoved.

Sammen bevæger vi os mod udgangen; ikke en hytte længere, men et center. Og udenfor venter en taxi. Iberê stiger først ind, og så jeg. Idet jeg bøjer mig ned for at stige ind, mærker jeg dolken slå mod mit lår. Ikke hård og svungen, men blød nu – slap som en død mus. Mit ynkelige forsvar: ikke en skede, men en dolk. Jeg vil ikke have den mere.”

 

Tak

 

×