Artist of the week

#105 Jens Settergren

Jens Settergren (f. 1989) er bosat i Aarhus. Uddannet fra International Academy of Art Palestine (2014) og Det Jyske Kunstakademi (2011-16). Er medlem af Piscine.

www.jenssettergren.com

www.piscine.dk

5

‘Blue Lagoon’, 2016, CNC-fræset MDF, autolakering

Hvilke temaer og hvilke spørgsmål er du optaget af i din kunstneriske praksis?
Spørgsmål om hvordan kollektive billeddannelser og begær opstår og formes i vores samfund bliver ved med at dukke op i nye afskygninger i min praksis. Synæstesi har været et vigtigt udgangspunkt for flere af mine værker, hvor duft, temperatur, lyd, tekst og farve er trådt i stedet for direkte visuelle repræsentationer, som en metode til at aktivere billeddannelser. I installationen Tropica Dissolvuntur arbejdede jeg, eksempelvis med et samspil mellem et soundscape, en sonetkrans og en række neongrønne radiatorer, der tilsammen skaber et simuleret miljø i form af en slags syntetisk tropisk univers. Med dette var jeg blandt andet interesseret i, at afsøge spørgsmål om autencitet og eskapisme, som for mig står som nogle af de centrale størrelser i vores samtid.

Jeg tiltrækkes af billeder og ord der cirkuleres så meget omkring os, at de nærmest kan antage en mytologisk karakter. Måske bliver de igennem denne cirkulation levende for os og får en egen agens? Hvorfor muterer betydningen af de objekter og billeder vi selv skaber? I det hele taget er jeg optaget af samtidens mytologier, begær og visuelle kultur, og hvordan det kollektive ubevidste udtrykkes gennem den verden vi konstruerer omkring os selv.

Hvilke nulevende og afdøde kunstnere føler du, at du går i dialog med?
Jeg har en løbende dialog med lydkunstneren Sebastian Edin, som jeg har lavet en række lydinstallationer og andre værker med. Han har også været producer på den lyd jeg har brugt i mine egne installationer, samt på flere af de udstillinger vi har lavet i Piscine. I kraft af al den teknologi vi er omgivet af i vores lydproduktion, kommer vores samtaler ofte til at handle om teknikken og de filosofiske og sansemæssige problemstillinger den fører med sig. Flere af vores fælles værker har anskuet forskellige former for ”optagemaskiner”, som en slags menneskeskabte sanseapparater.

På det seneste har jeg været meget begejstret for Adam Curtis’ Century of the Self,som jeg har haft et glædeligt gensyn med. Curtis’ tanker om begærsdannelse er især noget, der har været et omdrejningspunkt i de udstillinger jeg har været med til at lave i løbet af det sidste halve år på Kunsthal Aarhus, som en del af Piscine.

Ellers er jeg lige nu ret glad for sci-fi forfattere som J.G. Ballard og Ursula K. Le Guin. Jeg føler, at jeg går i dialog med nogle af deres tanker om teknologi og menneskeskabte miljøer. I Ballards roman The Drowned World beskrives en fremtidig verden, hvor solstråling har skabt temperaturændringer, hvilket har omformet Europa og Nordamerika til et tropisk lagunelandskab fyldt med alligatorer og muterede kæmpeplanter. Hovedpersonen Dr. Kerans lader sig gradvist optage af denne nye verden, altimens han observerer hvordan andre, gennem diverse teknologiske remedier forsøger at dræne sumpområder og kultivere det tætbevoksede miljø. Karakterernes interaktion med denne postapokalyptiske verden fungerer i sidste ende måske mest af alt som en spejling af forskellige kollektive ubevidste begær. Samspillet mellem mennesket og dets konstruerede omgivelser bliver jeg i min praksis ved med at vende tilbage til på forskelige måder.

3

‘Tropica Dissolvuntur’, 2016, installation view

Hvad gør du for at trække din kunstneriske praksis nye steder hen?
Samtaler, diskussioner, rejser, bøger osv. Ofte er det igennem det uventede, for eksempel invitationer til at lave ting i sammenhænge, jeg ikke selv kunne have forestillet mig at deltage i, eller i samarbejdet med andre. Dialogen er vigtig. For mig handler det nok mest af alt om at holde sluserne åbne, og ikke umiddelbart filtrere for meget bort. Jeg forsøger at lade andre folks tanker og spørgsmål sætte deres spor.

 

Hvad kendetegner de seneste nye opdagelser i din praksis? Hvad har det tilføjet dit kunstneriske udtryk?
Det tekstuelle har sneget sig mere og mere ind i min praksis. Hvor jeg førhen har brugt teksten indadtil, for at definere mine tanker, er teksten nu begyndt at sive ud i nogle af mine værker. Min sonetkrans, Tropica Dissolvuntur, bygger på idéen om det tropiske paradis, dog i en mere dystopisk version, hvor teknologi, magt, livsformer og kollektive (tvangs)tanker tages under behandling. Nogle gange tænker jeg mine installationer ret cinematisk, og i dette henseende bliver teksten næsten til en slags subtitles. Forholdet mellem ord og billede og hvordan de fletter sig ind i hinanden (og til tider bekæmper hinanden), optager mig meget.

Jeg har fået en bedre forståelse for arbejdet med lyd, gennem mit samarbejde med Sebastian Edin. Jeg har fået indblik i forskellige optage-, produktions- og redigeringsteknikker, og er blevet mere reflekteret om brugen af lyd og dens manipulationspotentialer. Jeg interesserer mig for hvordan lyd kan fremstå syntetisk, redigeret, måske endda falsk, og samtidig virke organisk og billeddannende. Samarbejdet med Sebastian har også åbnet op for tanker om lydproduktionens historie, og hvordan forskellige teknologisk frembragte lyde får deres egne konnotationer i kraft af det visuelle materiale de kombineres med. Disse konnotationer forsøger jeg fortsat at udforske.

1

‘Trope’, 2015, installation view

Hvad er de konkrete rammer for din arbejdsgang? Hvordan udfolder din proces sig rent praktisk?
Den sidste tid har været præget af et intenst arbejde med Piscine, hvor fire ud af gruppens fem medlemmer har delt både lejlighed, atelier og så selvfølgelig lokationen på kunsthallen. Det har nærmest gjort sammenfletningen af arbejde og fritid total, men det har også skabt et fordybelsesrum på en måde jeg aldrig har oplevet før. Jeg har erfaret, hvordan mine tanker er langt mere dynamiske, når der altid er en umiddelbar reaktion og et modspil.

Lige nu er mit arbejde centreret om min individuelle praksis, hvilket primært udspiller sig på mit atelier i Møllegade i Aarhus. Meget af tiden sidder jeg og tegner og skriver. Før jeg går i gang med at gøre noget fysisk bruger jeg ofte en masse tid på at google materialer og se youtube-videoer om forskellige teknikker, på det seneste en masse om photo-transfer. Jeg elsker i øvrigt at omgive mig med bøger og skitser – det giver mig en vis tryghed. Når jeg er derhjemme læser jeg filosofi og skønlitteratur, og lige nu er jeg ved at opdatere mig på Cronenbergs filmunivers. Film er en vigtig drivkraft i mit arbejde med lyd og skulptur.

 

Hvad betyder inspiration for dig? Hvor opsøger du den?
Jeg skelner ikke rigtig mellem inspiration og proces.

 

Hvad stiller du op, når din proces går i stå?
Jeg tror at dét, ikke altid helt at vide, hvad det næste man skal lave er, er en naturlig del af at have en kunstnerisk praksis. Frustration er nok et kunstnerisk grundvilkår. Det kan føles forkert, ikke at være fysisk i gang med at lave værker, men jeg tænker at processen vel reelt aldrig helt er gået i stå, nogle gange kan den bare være svær at få øje på.

4

‘The Weather is too Predictable’, 2016, installation view.

Hvad har for nyligt begejstret dig kunstnerisk?

-        At samarbejde med en masse dygtige og engagerede kunstnere i forbindelse med Piscines udstillingsrække på Kunsthal Aarhus.

-        At være på synthesizerstudie på DIEM.

-        At få en skulptur autolakeret.

-        Frank Herberts ”Dune”.

 

Hvordan ville du beskrive den danske kunstscene og hvordan befinder du dig personligt med den?
Det sidste halve års tid har jeg primært været involveret i den aarhusianske kunstscene, hvor vi i Piscine har holdt til på Kunsthal Aarhus. Det har været en utroligt positiv oplevelse at arbejde som kunstnerkollektiv og  kunstnerdrevet udstillingssted sted i en mere institutionel situation. Det har muliggjort større projekter og åbnet op for et internationalt udsyn, hvilket jeg personligt synes har manglet på den snævre (yngre) kunstnerdrevne scene i Aarhus. Jeg synes at Piscine har bidraget til en positiv tendens i Aarhus, hvor flere unge kunstnere og kuratorer inden for det sidste års tid har igangsat en række initaitiver, både udstillingssteder, projektrum og online platforme. Jeg håber der vil være politisk velvilje til at skabe langtidsholdbare situationer på den yngre scene.

2

‘In Aestu Solis’, 2017, badebolde med fototransfer, nylonnet.

 

Hvordan har det at arbejde intenst i et kollektivt samarbejde påvirket din individuelle praksis? (spørgsmål fra #99 Mette Boel)
Det sidste halve år har det kollektive fyldt mere i min praksis, i kraft af at jeg er indtrådt i Piscine, en kunstnerhybrid der både kuraterer og skaber værker selv. Fra september til januar holdt vi til på Kunsthal Aarhus, hvor vi skabte en række udstillinger med egne værker, samt kunstnere vi har kurateret ind. Der er både noget skønt og skræmmende ved at lade sin individualitet opløse i det kollektive. Det ikke at afsende værker fra sig selv, giver nogle nye udsigelsespositioner som kan virke ret frisættende. Desuden er der altid nogen at lege med, og netop det legende synes jeg har været en af de vigtigste erfaringer jeg har gjort mig i arbejdet med Piscine. Samarbejdet starter oftest med at vi alle smider nogle (forholdsvist umiddelbare) overvejelser ind i en fælles pulje, og så prøver vi at koge sammen og destillere hen ad vejen. Ofte handler det om at give plads til hinandens tanker og udspil. Netop denne mere åbne og løse tilgang har jeg forsøgt at tage med mig i min egen proces. At være så tæt på andres tanker har skærpet min forståelse af min egen praksis. Jeg tror og håber at jeg er blevet bedre til at formulere mig om mine idéer, når de stadig er på et svævende og ufærdigt stadie. Fremfor at have et super stramt koncept før jeg går i gang med at producere noget, føler jeg at det er blevet nemmere at have en diskussion med mig selv. I øvrigt bruger jeg helt konkret ofte flere af medlemmerne fra Piscine til at sparre med.

×